Video : Tipsbladet
Superliga

Jacob Neestrup: Han er decideret vanvittig!

Jacob Neestrup er godt tilfreds med sejren over AaB, hvor man dominerede fra start til slut. Samtidig ser han også positive takter fra Andreas Cornelius.

PARKEN (Tipsbladet): FC København vandt terræn i toppen af Superligaen, da man uden problemer sejrede over AaB mandag aften.

Det holdt hårdt, men efter en times spil kunne AaB-defensiven ikke holde stand og herfra var tanken tom hos gæsterne, som FC København tromlede over og stensikkert vandt med 2-0 over.

Bagefter var det også en glad Jacob Neestrup, der mødte Tipsbladet og den fremmødte presse, selvom han gerne havde set flere af holdets chancer konverteret til mål.

- Jeg er glad for de tre point, kontrol hele vejen igennem og mange chancer. Det havde været mere retvisende med et tre- eller firtal på lystavlen i forhold til hvor stor dominans, der er over 97 minutter.

- Jeg er meget tilfreds med den måde vi tålmodigt jagter den scoring, som et eller andet sted gør, at vi kan få noget ro. Jeg er tilfreds med, at vi holder dem på nul chancer. Jeg må gå videre med min mavefornemmelse fra derbyet og kampen i Herning på trods af nul point, som hedder, at det her er et hold, der er i fremgang.

Jacob Neestrup havde ganske rigtigt givet genvalg til alle 11 fra opgøret mod FC Midtjylland for ni dage siden, og det gav pote.

- Jeg er glad for, at mange af vores nye spillere lægger på. Jeg synes, Gabriel (Pereira, red.) er god igen. Nathan Trott ligner en kommende klassekeeper i København, Panta giver ro, og Delaney og Lukas som par vokser.

- Mattsson er i fremgang, og nu skal vi lære Onugkha at kende, så vi kan sætte ham bedre op. Så det der glæder mig mest, er, at der er en god gruppe spillere både på personlighed og kvalitet. Der er et potentiale, som vi skal stræbe efter at få fuld valuta ud af. De arbejder meget hårdt i hverdagen og fortjener det.

Foto: Alamy

Kontinuiteten og de mange dage på træningsbanen, som i sidste uge ikke blev afbrudt af europæiske opgaver, er også godt givet ud, fortæller Jacob Neestrup.

- De her ni dage har givet noget. Det så man i dag. Nu skal vi ud og spille igen hver tredje eller fjerde dag de næste 13 dage. Det glæder vi os til. Jeg kan godt lide kombinationen, hvor man en gang imellem har en uge, mens der i andre perioder er mange kampe og fuld skrald på.

- Det er det, vi lever og ånder for i den her klub. Vi glæder os til at starte pokalturneringen på torsdag, møde Vejle søndag og spille Conference League i næste uge og tage til Silkeborg før landskampspausen. Men der er ingen tvivl om, at de her ni dage har givet noget.

Også Mohamed Elyounoussi synes, at kampen i dag var et godt eksempel på en bundsolid FC København-indsats.

- Det er en god kamp fra start til slut. Vi har god defensiv kontrol og er gode på bolden. Vi kommer til mange gode chancer, hvor vi kunne have været mere effektive. Vi ender alligevel med to gode scoringer, siger nordmanden, der også hev fat i en af synderne bag de mange brændte chancer.

- Jeg sagde til ham (Magnus Mattsson, red.) i pausen, at hvis du ikke glemmer de chancer, som du brænder, så vil du også brænde de næste. Det virkede også til at fungere for ham, for han fik sit mål. Nogle gange går tingene ikke din vej som offensivspiller, og hvis man overtænker det, vil det fortsat ikke gå din vej. Så han omstiller sig hurtigt og var virkelig god for os i dag, siger nordmanden, der med et smil siger, at han håber på at få et "tak" for det gode råd.

Mohamed Elyounoussi kom på trods for en mere anonym indsats også på måltavlen med et rigtigt smukt lob henover Rody de Boer, der vikarierede for Vincent Müller mellem AaB-stængerne.

Foto: Alamy

Gode takter fra Andreas Cornelius
Undervejs i kampen blev Andreas Cornelius også indskiftet, og han fyldte godt i landskabet, ligesom German Onugkha, som han afløste, gjorde det før ham.

De to konkurrerer på ligefod med hinanden om angrebspositionen, som Andreas Cornelius kommer tættere og tættere på. Han er i hvert fald tilbage på fuld styrke ifølge Jacob Neestrup.

- Corner har været vanvittig til træning. Decideret vanvittig. Nu er Delaney der også til at råbe af ham hele tiden, så det er helt fremragende, siger Jacob Neestrup og tilføjer:

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, han spiller og træner på 100 procent. Jeg synes også, han er god, når han kommer ind i dag, så jeg synes, han er langt, siger FCK-chefen og banker på det blå bånd, der adskiller ham og pressen med ordene "7-9-13."

Foto: Alamy

Også Viktor Claesson kom på banen, da FC København fortsat jagtede en scoring, men det var uden at tage anførerbindet fra Thomas Delaney. Svenskeren er ifølge FC Københavns hjemmeside klubbens kaptajn, men bøvlet med at skifte bind, gider han ikke under kampene.

- Viktor synes, det skal blive ved den, der har startet med det. Han synes, det er spild af tid at skifte, siger Thomas Delaney, mens Jacob Neestrup ikke skænker det mange tanker.

- Skal jeg være helt ærligt, har jeg slet ikke tænkt over det, når en spiller, der er højere i anførerhierakiet, kommer på banen. Det har jeg slet ikke tænkt over, og det løste de to, siger Jacob Neestrup.

FC København vandt opgøret over AaB med 2-0 og vandt terræn i den øverste halvdel af Superligaen, hvor flere af københavnernes konkurrenter tabte point i den nu forgangne spillerunde.