Interview: Superliga-profilen med de dårlige knæ

BRAGT I TIPSBLADET 24. OKTOBER 2014

Tommys knæ

Tommy Bechmann er en profil for SønderjyskE og scorede senest to gange, da det blev til en 3-2-sejr lørdag i Farum. De gode præstationer leverer Bechmann, selv om han træner væsentligt mindre end holdkammeraterne. Gennem karrieren er det blevet til seks knæoperationer, men hver uge trodser SønderjyskE-angriberen de dårlige ben og går på banen for score mål for sin klub. I dette interview fortæller Bechmann om de mange operationer, om presset når man træner mindre, og om overvejelserne om en fremtid med dårlige knæ.

Op ad trapperne kommer SønderjyskE’s Superliga-trup. Det er mandag morgen i Haderslev Idrætscenter, og spillerne fra den lokale fodboldstolthed er på vej fra omklædningsrummet i kælderen og ud i den friske oktoberluft. I hænderne har de deres fodboldstøvler, for de skal over i en tilstødende hal og have en let træning på kunstgræsset, to dage efter Superliga-kampen mod FC Nordsjælland.

De går med brede smil. Efter fem gange 1-1 i træk vandt SønderjyskE med 3-2 i Farum, hvilket betyder, at holdet rykkede op på syvendepladsen i rækken – god timing, eftersom det er efter 11. runde, at tv-pengene bliver uddelt.

Og den ekstra slat penge er noget, som man i hvert fald i den sportslige ledelse glæder sig over. Om Superligaens finansielle puslespil er inde i spillernes tankegang er mere tvivlsomt, men i hvert fald griner og snakker spillerne med hinanden, mens de vandrer ud ad hovedindgangen, på vej mod dagens dosis fodbold.

Tommy Bechmann er derimod nødt til at gå op ad endnu en trappe. Lørdag var han med to scoringer helten i Farum, mandag kan han ikke engang spille fodbold. Gennem sin karriere er den 32-årige angriber blevet opereret seks gange i knæene, to gange i højre og fire i venstre, så i dag er bentøjet så slidt, at han træner for nedsat kraft. Når han har spillet kamp i weekenden, er han som regel først tilbage på græsset onsdag eller torsdag.

“Det er tungt, det er det godt nok. Jeg vil meget hellere træne. Specielt dagen efter, man har vundet, ved man, at det er hygge med noget kant, og der bliver grint meget. Det savner jeg da. Men man må tænke lidt fremad og sige, at det kan jeg desværre ikke,” fortæller Tommy Bechmann.

I stedet foregår hans arbejdsdag i fitnessrummet på første sal. Det hofteskadede SønderjyskE-talent Søren Mussmann er allerede i gang på en crosstrainer, da Bechmann kommer ind og sætter sig på en kondicykel. Der sidder han i ti minutter, hvor han varmer op i roligt tempo og får tjekket Facebook og diverse nyhedsmedier på iPhonen. Efterfølgende gør han Mussmann selskab på crosstrainerne.

Intensiteten sættes i vejret, og der er clubmusik i ørerne – “tons” som Bechmann kalder tonerne, der skal hjælpe til med at øge ydeevnen. I 20 minutter giver Tommy Bechmann fuld gas på maskinen, inden han skal styrketræne sine lår, men der er nu også tid til at modtage ros fra centerets øvrige gæster.

“Der har vi jo the superstar,” siger en ældre kvinde, der kommer ind og giver tommel op til Bechmann.

“Sådan du! Vi var sgu stolte af jer lørdag,” fortsætter hun i taknemmelighed.

For det er jo det, der er med Tommy Bechmann.

Selv om knæene er dårlige, spiller han stadig fodbold på et meget højt plan.

Seks operationer på 10 år
Den første operation fik Tommy Bechman som 22-årig Esbjerg-spiller. I en kamp mod OB i foråret 2004 fik angriberen et lille vrid i knæet, der kostede ham en operation og holdt ham ude i tre kampe. Det var de eneste, han gik glip af den sæson. Året før var han startet inde i 33 ud af 33 kampe.

“Det var sgu meget smertefrit, for det var bare en menisk. Det ved man som fodboldspiller. En menisk er en menisk; det bliver klippet væk, og så fungerer man igen. Selvfølgelig er der nogle følgeskader senere hen, fordi det er en stødpude, som letter på brusken, men det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg var ung, og det var bare menisken,” husker Bechmann om den første skade.

To år senere, da han spillede i Bochum og netop var blevet udtaget til det danske landshold, blev han ramt af yderligere en knæskade, denne gang i brusken. Han måtte melde afbud til Morten Olsen, og landsholdsdebut blev det aldrig til, men skaden kom han sig over.

“Lægen sagde, det var et under, at jeg ikke splittede korsbåndet og resten af knæet, men det var fordi, jeg havde et stærkt korsbånd. Det holdt det på plads. Efterfølgende er jeg blevet scannet i knæet 100 gange, og det er ikke til at se den operation. Den er så god som ny. Man borer rundt om, tager knogle op et sted i knæet, hvor der er sundt, og så sætter man brusk ned. Så fungerer det igen. Men selvfølgelig er der den følgevirkning, at mit knæ ikke kan bøjes helt så meget. Jeg kan ikke få benet op til ballerne. Det kan jeg glemme alt om. Når man åbner knæet, kommer der arvæv, og så bliver det anderledes. Når man får sin første større operation, bliver det aldrig, som det var inden. Det skal man lige overvinde inde i hovedet, inden det går over igen,” siger Tommy Bechmann, der kan berette om godmodigt drilleri fra holdkammeraterne i SønderjyskE, når de stive ben skal tvinges ned ad trapperne i Haderslev en mandag morgen.

Den tredje operation fik han, da han i 2010 spillede i Freiburg, og der igen var problemer med brusken. Dengang frygtede han for karrieren, men han kom tilbage efter syv måneder og fik blandt andet et råd fra lægerne om at undgå alt for lange løbeture, som var populære blandt tyske trænere. Dem kunne han heldigvis undgå, da han i 2011 vendte hjem til Danmark som ny SønderjyskE-spiller, men skader løb han nu alligevel ind i. Han blev opereret allerede samme sommer efter bare tre kampe i den lyseblå trøje, og han måtte under kniven i både 2013 og 2014. Begge gange havde der hobet sig så mange små problemer op i knæet, at det var blevet nødvendigt med en operation.

“Det er træls hver gang. Man ville helst undgå det. Men det er en del af gamet. Jeg ville allerhelst kunne købe to nye knæ på Ebay og så køre derfra, ufortrødent som en syvårig uden problemer, men man ved, at operationer desværre skal til for at spille fodbold. Sport er sundt – til en vis grad.”

“Jeg var engang til scanning i Tyskland, hvor en almindelig læge kiggede på det og sagde, at det var helt ødelagt. Mit korsbånd var smadret, mit brusk var ødelagt, og mine ledbånd var ødelagt. Da jeg så kom op til vores klublæge, sagde han, at det var helt normalt. Fodboldknæ ser bare mere slidte ud,” siger Tommy Bechmann.

Slid var også årsagen til den operation, han fik efter afslutningen på sidste sæson.

“Det var menisken, brusken, lidt knogle. Det var summen af det hele, der gjorde det. Der var ikke én stor ting. Det var ikke sådan, at menisken var ødelagt, men der var en lille flænge, som man godt kunne lave. Jeg kunne have spillet videre, hvis det kun var det. Så var der noget brusk, der var lidt slidt. Havde det kun været det, kunne jeg også godt have spillet og træne. Og så var der noget knogletilvækst – men havde det kun været det, havde jeg kunnet spille. Der var så mange småting, at vi var nødt til at få det lavet.”

Ingen træning, fine præstationer
Selv om Tommy Bechmann først blev opereret, da sæsonen var færdig, havde problemerne meldt sig i løbet af foråret. Til sidst gjorde det højre knæ så meget vrøvl, at Bechmann bare trænede en enkelt gang i løbet af ugen og var på kondicyklen og crosstraineren resten af tiden.

“Mit knæ hævede op efter kamp, og så skulle vi have det til at falde ned igen. Jeg kunne træne med lørdag, og så spillede vi igen søndag. Det var en typisk uge. Jeg kunne løbe lørdag og tænke: ” Det går fandme ikke.” Og så blev det søndag, og så kom adrenalinen, så det alligevel kørte,” siger Bechmann.

Og på trods af knæproblemerne forløb foråret godt. SønderjyskE var under stort pres, eftersom holdet indledte foråret fem point under nedrykningsstregen, men ved at lave fem mål var Tommy Bechmann med til at sørge for, at sønderjyderne klarede skærerne. Blandt andet scorede han to gange i en 3-2-sejr over de senere mestre fra AaB. Det var den eneste kamp i foråret, hvor han spillede alle 90 minutter, og det gjorde han, selv om han fik krampe i forbindelse med sit matchvindermål efter 77 minutter.

Deri ligger paradokset. For hvordan kan man levere på et højt niveau, når man træner væsentligt mindre end medspillere og modstandere og kun kan opbygge kondition på en motionscykel?

“Godt spørgsmål. Det er vel rutinen, man drager nytte af der. Og man har i hvert fald ikke nogen undskyldning for ikke at være frisk i weekenden. Generelt set vil jeg helst træne hver dag, hvis det er muligt. Et eller andet sted er det jo naturstridigt ikke at træne og alligevel spille godt. Men så længe, det er en kortere periode. Jeg tror, det var en eller to måneder, jeg ikke trænede. Det er også lang tid. Det er længere, end hvad godt er,” siger Tommy Bechmann.

Mens veteranen befandt sig indendørs i fitnesslokalet hele foråret, trænede holdkammeraterne hårdt udenfor for at stå bedst muligt rustet til nedrykningsslagsmålet. I denne sæson er situationen ikke helt så grel, men Bechmann sidder stadig ude meget af tiden – og alligevel starter han som oftest inde, når han er klar.

“Jeg kan godt forstå, hvis dem, der træner hver gang, synes, det er lidt træls, at en, som ikke træner så meget, spiller alligevel. Jeg har en forpligtelse til at gøre det godt hver weekend. Ellers er jeg nok hurtigt ude igen, for så er det svært for træneren at forsvare, at jeg spiller hver uge. Det er en specielt situation. Da jeg selv var 20 år, havde jeg det sådan lidt, at ” kom nu og træn, for helvede. Så slemt kan det heller ikke være.” Nu er jeg der selv, og jeg har indset, at det kan godt være så skidt, at man ikke kan træne,” siger Tommy Bechmann om sin særstatus i truppen.

Han forsøger at passe på sine knæ på bedst mulig vis. Efter kampene sidder han med is på, og han har fået indsprøjtninger med Hyalgan, der normalt bruges mod slidgigt.

“Det er olie til knæet, ligesom når man smider olie på bilen. Det er ikke smertestillende eller nedbrydende, det er opbyggende. Hvis man har et sted, hvor der ikke er noget brusk, lægger det en lille hinde, så det ikke går ud over knoglen. Samtidig får det knæet til at glide bedre. Jeg kan nogle gange selv mærke, at nu skal vi ind og have det smurt. Det er dejligt, at den medicinske udvikling er nået så langt, at den mulighed findes, så knæet holder lidt længere.

Havde det været for 20 år siden, havde jeg ikke spillet i dag,” siger Tommy Bechmann, der trods al den forebyggende indsats godt kan mærke problemerne, når han spiller kamp.

“Ja, det kan jeg godt nogle gange. Jeg kan godt mærke, at jeg har et knæ, og jeg kan godt mærke, det er slidt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det smerte, for det er ikke sådan, at jeg har ondt. Når jeg spiller, kan jeg dog godt mærke, jeg ikke er 20 år mere. Men det går. Hvis jeg ikke kunne løbe på grund af smerter, måtte jeg jo stoppe.”

Hvorfor knæene ignoreres
Er man fræk, kunne man spørge, hvorfor Tommy Bechmann ikke allerede er stoppet.

Benene er slidte og kan ikke holde til meget træning, efter kamp sidder han med is for at dæmpe de hævede knæ, og det skrøbelige bentøj bliver ikke bedre af en tilværelse som fodboldspiller på eliteplan. Så hvorfor dog blive ved? ” Det er nok fordi, jeg stadig elsker at spille fodbold og elsker miljøet. Jeg har da snakket med min kone om det mange gange. Jeg har sagt, at jeg ikke synes, jeg er klar til at stoppe endnu. Jeg håber, der kommer en dag, hvor jeg siger, at nu gider jeg ikke mere. Men det tvivler jeg på, at der gør. Det er stadig sjovt at spille fodbold, og det er stadig sjovt at træne. Når man er lykkelig over at spille, er det svært at sige stop,” siger Tommy Bechmann, der heller ikke har noget imod at køre til Haderslev fra hjemmet i Århus på en mandag, selv om han ved, at han ikke skal med ud på træningsbanen.

“Det er sgu sjovt alligevel. Vi hygger nede i omklædningsrummet, og det er nogle sjove gutter. Da jeg sad i morges og skulle hjemmefra, sad jeg ikke og tænkte, det var noget lort, selv om jeg vidste, jeg bare skulle ned og cykle. Jeg glædede mig til at komme herned. Reelt set kunne jeg sagtens gøre det derhjemme. Men det handler også om at komme ned og vise sig for sine holdkammerater og være en del af sammenholdet.”

Bechmann er indstillet på, at det påvirker hans krop permanent, at han i disse år spiller fodbold.

“Det er noget af det hårdeste. Det er, at man for eksempel ikke kan spille old boys. Det er tvivlsomt, om jeg kan det. Det var en drøm, jeg gik med, da jeg var ung: At jeg skulle ud og spille med mine lokale kammerater. Men de spiller sgu heller ikke fodbold mere, de er også blevet for gamle… Jeg kan dog stadig spille med sønnen hjemme i haven, og det er det vigtigste.”

“Jeg har indset, at jeg ikke kommer til at løbe maraton, når jeg bliver ældre, hvis jeg er i den forfatning, jeg er i lige nu. Men vi er så heldige, at lægevidenskaben forsker en hulens masse i det her. De er nået langt, og jeg håber, man kan finde på noget nyt til mine knæ. “

“Der skal nok laves noget, når jeg bliver ældre. Jeg tror generelt, at sportsfolk tænker kortsigtet, når det gælder kroppen. Man er slidt, når man er færdig med eliteidræt, og det sætter desværre nogle ar senere,” siger Tommy Bechmann.

Normalt forbinder man kortsigtet planlægning med noget negativt. Det er bedre at tænke langsigtet og sørge for, at alting – hvad enten det er en virksomhed, et fodbold eller en eliteidrætsudøvers krop – også fungerer om fem år. Så hvorfor gælder det ikke her?

“Det er også negativt i den her sammenhæng. Hvis jeg tænkte på helbredet, skulle jeg aldrig spille fodbold. Så skulle jeg lave noget andet og spille hyggefodbold to gange om ugen. Men når man har fodbold som en karriere, skal man tænke kortsigtet nogle gange. Når man er 20 år, skal man passe ekstra meget på sine ben, men i min alder skal jeg ikke tænke over, at jeg skal spille fodbold de næste 10 år.

Min karriere har ikke mange år i sig, og så begynder man at tænke kortsigtet,” siger Bechmann, der har kontraktudløb til sommer og ikke ved, hvor længe han fortsætter karrieren.

“Det er noget, jeg reviderer rigtigt tit, for det handler om, hvordan knæet har det. Som det har det lige nu, tager jeg gerne et år mere, men til sommer er knæene måske helt ødelagt, og så må jeg stoppe. Det er en, vi tager senere. Som jeg har det i hovedet, vil jeg rigtigt gerne fortsætte, men det er benene, der sætter begrænsningerne.” Han er ærgerlig over, at det sandsynligvis kommer til at blive det fysiske, der afgør, hvornår det hele er slut, men han har affundet sig med, at knæene er, som de er.

“Man kan ikke være sur på sine knæ. Jeg tror, jeg har accepteret det. Nogen er heldige at komme gennem karrieren uden skader. Jeg har så været heldig, at jeg har aldrig har haft muskelskader. Mit nemesis sidder i knæene i stedet for. Sådan er det. Det må man lære at leve med.”

“Jeg tager det virkelig fra kamp til kamp, og så nyder jeg det. Jeg ved, at det kan være de sidste kampe. På vej hjem i bussen fra Farum sad jeg med Henrik [ HANSEN] og snakkede om, at det, jeg vil komme til at savne mest, er følelsen af at score og vinde. Det er altså specielt. Glæde og lykke, der kan opstå hurtigt. Den eufori, der kan komme, når man er en del af et hold og en del af noget, der lykkes. Det er noget af det, der driver værket. Det er, når vi vinder i weekenden, og vi står i omklædningsrummet og fejrer og går amok. Det er noget helt specielt, et kick og et rush, som man ikke kan få andre steder,” siger Tommy Bechmann om en karriere, der fortsætter med succes trods et par dårlige knæ.