Video : Tipsbladet
Superliga

Interview med Brøndbys Rezan Corlu: Det var et lorte-efterår for mig

Han var hentet hjem fra Lyngby med håbet om at spille fast i Brøndby IF, men det meste gik galt for Rezan Corlu i efteråret, mens Brøndby præsterede på banen. Da han så endelig fik chancen, blev han skadet. Midtbanespilleren føler sig mere sulten en nogensinde for at bevise, at han har det, der skal til.

Han scorede otte gange og stod for otte oplæg for Lyngby Boldklub i sidste sæson, så det var med store forventninger, at Brøndbys Rezan Corlu gik ind til efterårssæsonen i Superligaen, men før forårssæsonen kan den teknisk stærke midtbanespiller se tilbage på en halvsæson, der slet ikke gik som håbet.

Faktisk var der ikke meget, der gik rigtigt for Rezan Corlu, der startede med to kampes karantæne fra et rødt kort sæsonen forinden.

- Der skete meget i efteråret. Det hele startede jo med det røde kort, og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at skal man ikke gå ind i en ny sæson med et rødt kort.

- Men det var ikke kun det røde kort. Mens jeg sad ude, vandt holdet fire kampe i streg, og det er selvfølgelig fedt, at holdet vinder, men det kan godt gå ud over en personligt - uden at det skal lyde, som om jeg håber, at holdet ikke vinder - så jeg skulle vente lidt ekstra på min chance og starte inde.

- Det skete jo efter otte runder mod OB, hvor jeg følte, at jeg tog min chance. Jeg startede, vi vandt, og jeg lavede en assist. I samme kamp blev jeg skadet, så det var et bare lorte-
efterår. Jeg følte mig uheldig, og så kom en coronasygdom også. Den satte mig ikke tilbage, for jeg var alligevel skadet, siger Rezan Corlu til tipsbladet.dk om sin efterårssæson.

Sulten efter mere
Den skade, Rezan Corlu blev ramt af i sin ene fod, er han sådan set helt ovre, og derfor kan han give den gas i træning. Alligevel bliver han doseret i starten for at være sikker på, at der ikke kommer et tilbagefald.

Den kommende måned er for den 23-årige midtbanespiller vigtig, som den er for alle spillere i truppen, da Corlu skal have overbevist Niels Frederiksen om, at han skal have en plads i startopstillingen i løbet af foråret.

Læs også:Tynder ud i Brøndby-lazarettet: Flere spillere på vej tilbage

- Jeg havde egentlig store forventninger i efteråret efter en rigtig god sæson i Lyngby, hvor jeg selv følte, jeg var en af profilerne. Så er det klart, at jeg kom med store forventninger om, at jeg også skulle vise det i Brøndby, og derfor har jeg en stor sult for at vise mig frem og komme tilbage på banen.

- Forhåbentlig kan vi også spille med i toppen, det vil jeg jo gerne være en del af. Jeg har også vist mine kvaliteter, og hvad jeg kan, så det handler om at holde sig skadesfri og ikke blive syg som i det her efterår. Jeg er meget sulten for at vise mig frem og hjælpe holdet og bruge mine kvaliteter 100 procent, siger Rezan Corlu.

Midtbanespilleren, der også har en fortid i AS Roma, tror på, at det kan flaske sig i denne sæson, og at de blå-gule kan udfordre FC Midtjylland og de andre mesterskabskandidater.

- Jeg kan godt mærke på truppen, at alle er glade, og at der er god gejst, moral og stemning. Det er klart, at når man ligger i toppen på en delt førsteplads, så får man jo ekstra selvtillid, og det spreder sig.

- Nu skal man passe på med, hvad man siger, men det ville være dumt ikke at tro på det. Havde man ikke ambitioner som fodboldspiller, kunne man lige så godt dyrke en anden sport, men vi er også ydmyge og skal arbejde hårdt og passe vores træning, og preseason er dér, man dykker ned i de små ting, de små detaljer, og det er dér, man skal finde sin grundform, så man er klar til resten af sæsonen. Der er stor tro, og det bliver en meget spændende halvsæson, siger Brøndby-spilleren.

Kan spille sammen med Lindstrøm
Selv om han mest er kendt som 10'er, kan Rezan Corlu også spille som 8'er. Og derfor tøver han ikke på spørgsmålet, om han kan spille sammen med Jesper Lindstrøm på Brøndbys midtbane. En midtbane, der i så fald vil have mange offensive og spændende ideer.

Læs også:Flere Brøndby-spillere træner med igen

- Ja, sagtens. Jeg har også set lidt frem og tilbage, at der er mange, der har snakket, om mig og Lindstrøm ikke kan spille sammen, og det følte jeg egentlig, vi viste mod OB, da vi fik chancen sammen. Lindstrøm spillede mig fri inde på midten, og så stod jeg i en god position og spillede Pavlovic fri (til scoring).

- Vi har et godt blik for hinanden, og er der ekstra fokus på Lindstrøm eller mig, når vi spiller sammen, kan det give plads til andre inde på banen, for folk ved godt, hvilke kvaliteter vi har. Det åbner nogle muligheder offensivt.

- Selvfølgelig arbejder vi også tilbage i banen - det er ikke, fordi vi er luksusspillere - så spørger du mig, føler jeg sagtens, at vi kan spille sammen. Det har vi allerede vist - det skulle vi kun bruge én kamp på - så resten er op til Niels (Frederiksen), siger Rezan Corlu.

Men inden han når så langt som til at tænke på at spille sammen med Jesper Lindstrøm i forårets første kamp - en udekamp mod FC Nordsjælland - skal Rezan Corlu igennem en opstart og undgå skader, så han står helt klar og fit for fight, når Niels Frederiksen skal vælge sit hold.

Brøndby har indtil videre arrangeret fire testkampe, hvor Corlu og holdkammeraterne kan spille sig i kampform i. Der venter opgør mod Kolding, AGF, FC Helsingør og HB Køge, inden man den 4. februar gæster Right To Dream Park i Farum.

Rezan Corlu er i gang med sin anden periode i Brøndby IF - han har alt i alt spillet 16 gange for klubben fra den københavnske vestegn.

Læs også:Prisvinderen Lindstrøm: Det her var måske lidt farligt for mig

Læs også:To Brøndby-talenter træner med førsteholdet resten af efteråret

Læs også:Skadet Brøndby-spiller kan være færdig for i år