Interview: Claus Bo og det sidste fløjt

Superliga-sæsonen er overstået, og mens en masse danske fodboldfolk går på ferie, er det et definitivt stop for Claus Bo Larsen.

Den populære topdommer har fløjtet sin sidste kamp på højeste niveau, og han kan nu se tilbage på en lang karriere med maneg oplevelser.

Tipsbladet fik tidligere på foråret en lang snak med Claus Bo Larsen om karrieren, og vi bringer nu hele interviewet her på tipsbladet.dk.

BRAGT I TIPSBLADET 17. MAJ 2013

DET SIDSTE FLØJT FRA EN POPULÆR FYNBO

Det begyndte med en nervøs dommerdebutant på Storebælts-færgen i selskab med de danske mestre fra Silkeborg, men Claus Bo Larsen fik hurtigt styr på nerverne og fløjten, og derfor kan den 47-årige fynbo på mandag sige farvel efter knap 20 sæsoner på den absolutte dommertop med et rekordstort antal Superliga-kampe og et hav af internationale opgaver. Men hvorfor fik han aldrig en slutrunde eller en europæisk finale, og hvordan fik Ståle Solbakken ham til at blive mere vred end normalt?

Der er dømt både guldfest og badedyr i Parken på mandag, når FC København og SønderjyskE lukker fodboldåret med deres indbyrdes opgør, men der skal ikke kun siges farvel til en sæson. Der skal også siges farvel til Claus Bo Larsen, den populære fynbo med fløjten der i en alder af 47 år har valgt at sige stop. Og det vil næppe heller gå stille af, for Claus Bo har med sin facon formået at bevare et godt forhold til kollegaer, klubber og spillere, selv om han altså har sin Superliga-kamp nummer 328 på mandag.

Det er blevet markeret med fire titler i træk fra 2007 til 2010 som Årets Dommer herhjemme, og hans status blev bekræftet for et par uger siden, da Tipsbladet med hjælp fra en spiller fra hver Superligaklub foretog diverse kåringer i den bedste række. For ingen var mere suveræn end Claus Bo Larsen, der blev vurderet som bedste dommer af 10 af de 12 stemmegivere.

“Lyttende, fair, rutineret, pissedygtig, med overblik, rolig, kommunikerende, i kontrol, behagelig, med humor og selvironi” var nogle af de mange positive ord, der blev strøet ud over dommeren, der nu glad står ved køkkenbordet hjemme i Odense og læser teksten. For den varmer på en stresset onsdag, hvor Claus Bo nu alligevel uden problemer lever op sit ry som en åben, smilende og venlig mand.

For selv om der er konfirmation på Ærø i morgen, selv om der er møder, arbejde og ringende telefoner, selv om posten lige har afleveret det nytrykte eksemplar af bogen ” Claus Bo Larsen: Fortællinger fra midtercirklen,” der snart kommer på gaden, og selv om huset med den perfekte dommerplacering tæt på trafiknerven E20 langsomt fyldes af fruen og børnene, så er der også tid til en snak med Tipsbladet, der endda bliver hentet ved banegården i Odense.

– Jeg havde jo et møde lige i nærheden, og hvor ville vi også være henne, hvis vi ikke kan hjælpe hinanden, som Claus Bo siger på vejen fra centrum til hjemmet med en meget rammende beskrivelse af den attitude, han har taget med sig ud i dommerverdenen med stor succes.

For Claus Bo Larsen har aldrig været diktatoren med fløjten, han er ikke en selviscenesættende profil i søgelyset. Han er dommer, fordi han synes, det er sjovt, og hans mål er at hjælpe spillerne, klubberne og tilskuerne på bedste og mest retfærdige vis.

– Du kan vælge at tage nej-hatten på og være det dumme svin, men så skal du ikke være fodbolddommer i mine øjne. Jeg vil gerne have et godt forhold til spillerne, og det får du kun ved at være fornuftig og aldrig tale ned til folk. Man skal behandle alle på samme måde, uanset om de spiller deres første kamp, eller er stjerner med en lang karriere bag sig. Og det skal være med et smil på læben, så de kan mærke, at her er der sgu en, der har overskud, siger han.

Så på den måde har han flot båret arven videre fra sin far Leif Larsen, der var den store inspiration bag, at Claus Bo Larsen allerede som 15-årig tog dommerkort.

– Vi boede på Nyborgvej, på 3. sal i en boligblok i et arbejderkvarter. Min far var elevator-montør og også nogle gange vicevært, men noget af det jeg husker allerbedst, det var, da jeg som en lille knægt på seks-syvotte år fik lov til at komme med ham ud i weekenden og se de kampe, han skulle dømme. Jeg var pavestolt, når jeg sad der i bilen og kunne se, at folk blev glade, når det var Leif Cigar, der kom kørende og skulle dømme. Og folk fik altid et smil og et venligt ord retur.

– I midten af halvfjerdserne havde han en sæson i 1. division, men han blev smidt ud, fordi de mente, at han havde dømt skidt, og det var han sgu skuffet over. Men i stedet for bare at give op, så dømte han selvfølgelig de kampe, der var i 2. division, før han måtte stoppe med en skade, hvorefter han blev dommerudvikler i mange år i Superligaen og i 1. division.

– Og det tror jeg er noget, der kendetegner os. Bare fordi man møder lidt modgang, så skal man ikke give op og sige øv. Vi er sgu nødt til at kæmpe for tingene. Det er altid nemmere at smile i medgang, men det er i modgang, at man kan vise, om man mener noget med det, siger Claus Bo Larsen, der selv løb ind i et par skuffelser i starten af halvfemserne, da han som ung og ambitiøs dommer følte sig klar til at rykke fra 1. division til den nystartede Superliga, men i stedet blev sat en række ned.

På kant med Solbakken
I 1994 havde han tro mod familieånden kæmpet sig tilbage, og den 14. august var det tid. Der stod Claus Bo Larsen på dommerkortet til Superligakampen mellem Næstved og Silkeborg.

– Dengang tog vi jo færgen over Storebælt. Jeg var fan’me nervøs, og så var Silkeborg også med færgen. De kendte jo ikke mig, jeg var helt ny i gamet, men jeg kendte dem og sad og kiggede lidt på afstand på spillerne. Jeg tænkte, at det nok skulle gå, men jeg var meget, meget duperet, det er klart. Det er jo en livsdrøm som dommer at få lov til at dømme en kamp i Superligaen.

– Selve kampen kan jeg ikke rigtig huske, men Silkeborg var jo et storhold på det tidspunkt og var blevet danske mestre året før, og det var nogle store drenge, der var med. Morten Bruun, Peter Sørensen, Heine Fernandez… De ville selvfølgelig prøve mig lidt af, men jeg kom godt ud af det, og der var ikke de store problemer med det. Men det er da en kamp, man husker.

– Vi var dog ikke med samme færge med hjem igen, og havde vi været det, havde jeg nok gemt mig, for der var ikke mere overskud. Man var psykisk træt, og der havde været pres på. For det var jo ikke kun de to gange 11 på banen, der var også mange tilskuere, og nu var det Superligaen, så fjernsynet kom sgu også og spurgte om, hvordan det var at få debut. Så man var mere presset, end man plejede at være, fortæller Claus Bo Larsen om den første af de kampe i den bedste række, der slutter med nummer 328 i Parken på mandag.

Han blev for alvor kendt, da han i 1997 faldt på knæ i Parken foran Bjarne Goldbæk, efter at denne havde banket en scoring til 4-0 direkte op i hjørnet, hvis ikke dommeren havde fløjtet for frispark til FCK et split-sekund før. Han t T husker pokalfinalen i 1998 mellem Brøndby og FCK i Parken som den største af de hjemlige med over 41.000 på lægterne, og så var det også i en Superliga-kamp, at den ellers så åbne og afbalancerede dommer blev mest hidsig.

Det var tilbage i september 2008, da Brøndby kom foran på hjemmebane mod FCK efter en situation, da gæsternes cheftræner Ståle Solbakken følte sig bortdømt efter et par hårde Samuel Holmén-tacklinger i opspillet til Jan Kristiansens scoring.

– Han havde stået i 1. halvleg og råbt og skreget af mig, så alle kunne høre det, og så måtte jeg jo tage affære og sige: Så stopper festen. Jeg gik simpelt hen ind i omklædningsrummet i pausen, og så blev der talt med store bogstaver. ” Nu er det kraftedme godt,” sagde jeg og så blev der sagt nogle ord, så selv spillerne fik et chok, for der brugte jeg nok nogle ord, som jeg aldrig har brugt før. For det første var jeg presset, og for det andet var jeg træt af, at de ikke bare kunne erkende, at nu var det dømt og så havde jeg taget beslutningen.  Og så var der helt ro på i 2. halvleg, men jeg var højere oppe, end jeg plejer at være.

– Jeg har mødt Ståle mange gange uden problemer, og jeg har aldrig nogen sinde smidt ham væk fra bænken, men lige der, da var vi på kant – og det skal der også være plads til.” ” Alle har en grænse, og min var klart overskredet. Jeg kunne så have valgt en anden løsning og bortvist ham, men jeg er ikke ude på banen for at skabe en taber, og så kommer jeg også endnu mere i fokus. Jeg havde været den største helt på Brøndby Stadion, hvis jeg havde gjort det, men det ønsker jeg jo ikke. Alle kan smide en træner væk fra bænken, men kan du også gøre det ved hjemmeholdet, når det brænder? Det gælder begge veje, fortæller Claus Bo Larsen om en af de mere dramatiske stunder i Superligaen.

Slutrunderne der blev væk
Men udover hverdagen i Superligaen har der selvfølgelig også været alle de internationale opgaver, som man også kan læse mere om andre steder på disse sider. Knap 100 gange har Claus Bo Larsen stået i centrum med kampbolden før europæiske klubkampe eller landskampe, han har også dømt klubkampe i Rusland og Ukraine, og han har aldrig været nervøs.

– Nej, aldrig. Jeg har sagt til mig selv, at vi er der, fordi vi er gode, men vi er fanme også nødt til at være klar. Jeg har måske brugt mere tid på at bearbejde nogle af mine linjedommere og fjerdedommere, som nogle gange er lidt yngre mennesker. Så det er “rolig, rolig, vi skal nok klare den.” Ved fælles hjælp. Vi vinder som et team, og vi taber som et team, så lad os nu gøre det, når vi er her.

– Det eneste jeg ikke gider, det er dagen efter at læse i avisen, at der står ” Skandale med Danske Dommere i udlandet.” Vi er også ærekære, det må vi erkende. Vi går meget op i at gøre det rigtigt. Laver vi noget lort, så skal vi også have nogen over nakken, men vi skal helst undgå det. Det gør ikke noget, at de ikke nævner, hvis vi har dømt godt, bare der ikke står, at det var noget lort. Det er lidt vigtigt, siger Claus Bo Larsen, der heller aldrig har været bekymret for at komme ud i de kontroversielle situationer, der kan ændrer en dommers liv og lægge ham for had.

– Du skal være heldig, men du skal også altid tænke dig om. Det nytter ikke noget at følge sin første indskydelse, man er nødt til at tænke sig om, så man tager den rigtige beslutning. Og der har da også været episoder, hvor jeg tænker ” arh, er det her rigtigt eller…” Man skal være 100 procent sikker, før man giver en spiller rødt kort. 99 procent er ikke nok, så må tvivlen komme den spiller til gode, siger dommeren, der i sine europæiske kampe kun har vist det røde kort en eneste gang: Til Manchester Uniteds Paul Scholes i Super Cup-finalen i 2008.

Så det er også gået godt på de store scener. Han har dømt OL og han har dømt europæiske semifinaler, men det sidste skridt ind i en slutrunde har manglet.

– Ja, det er jo det. Jeg fik alle de store kampe, og der var aldrig nogen problemer. Jeg præsterede at være med på toplisten fra 2002 til 2010, ni sæsoner uden at have karantæne, og det er der ikke nogen, der har prøvet i en menneskealder. Gode karakterer, gode kampe, semifinaler.

– Jeg havde også håbet på… I 2006 var jeg i mine øjne rigtig tæt på at komme med, men det kom jeg så ikke. Der gik politik i den, som jeg plejer at sige. Hvis man kigger på, hvem der sad i dommerudvalget dengang, var det måske lettere at finde nogen fra de lande. Dermed ikke sagt, at de dommere der kom med til VM ikke var rigtig gode dommere, for det var de. Så det kan også være, at jeg ikke lige har slået til.

– 2008 var mere tvivlsom, synes jeg. De kolleger jeg var på kursus med var i hvert fald ikke i tvivl. De syntes, at jeg var blandt de fire sikre dommere til at komme med til slutrunden, men jeg kom heller ikke med til EM. Det var meget mystisk.

– 2010 tænkte jeg: Så må det være. Jeg havde kæmpet i lang tid for at komme med der, jeg havde dømt nogle gode kampe i Champions League og havde været med FIFA til klub-VM i Japan i 2007, men så får man lige pludselig at vide, at der var ikke blevet plads til Larsen. Der var jeg sgu skuffet et øjeblik, men ikke længere end, at jeg sagde til mig selv, at det er jo ikke det værste. Hvis der var nogen, der ringede og sagde, at et af mine børn var blevet kørt ned, eller at der var sket noget med min kone, så var det slemt. Det her er jo bare fodbold, og hvis de har valgt, i mine øjne, ikke at tage en af de bedste med, så er det noget, de har valgt, men det var meget uforståeligt.

– Samtlige af mine kolleger i topklassen sagde så: ” Så får du sgu Champions League-finalen,” men det glippede også. De valgte en italiener. Så jeg har aldrig prøvet at dumme mig i en finale. Jeg fik en Super Cup og var glad for at dømme den, og så har jeg den filosofi, at det er bedre at glæde sig over det, der går godt end at ærgre sig over, når det ikke gør det. Og ham der havde finalen, han dømte sgu en god kamp, så det er ikke sådan at man sidder der og håber på, at han dummer sig. Nej. Jeg var ikke inviteret, og det er der ingen skam i, siger Claus Bo Larsen.

For lidt snak med jakkesættene
Så tre gange følte han sig tæt på en slutrunde, og tre gange blev han skuffet.

– Det hårdeste var nok 2006, hvor jeg var sikker på, at nu skulle det være. Og så 2008. 2010, der vidste jeg, at “de laver et nummer med mig igen.” Men jeg går aldrig hen og snakker med folk i jakkesæt for at fedte mig ind og faldbyde mig. Det er slet ikke mig. Jeg vil hellere tale med alle de andre.” ” Og der er også nogle mennesker inden for fodboldverdenen, der har så meget magt, at hvis du ikke gør, hvad de siger, og hele tiden lytter efter, så… Jeg var træt af dem i FIFA på et tidspunkt, fordi de indkaldte til så mange kurser, og det tror jeg nok kom til at koste mig.

– Vi skulle lære, hvordan man giver et gult kort, men når man har dømt så mange år, som jeg har det, så skal de ikke sende mig ud på træningsbanen med et gult kort. De skal heller ikke invitere mig til England, hvor vi sidder fem mennesker og venter i tre timer, og da jeg så kommer ind som den sidste, så siger de efter tre minutter, ” Larsen, that’s okay.” Det er jo at pisse på folk.” ” På et tidspunkt skulle vi have et billede med VM-trofæet og Sepp Blatter. Dommere fra hele verden var fløjet ind på business class, og så sad vi der og ventede i fire timer nede i foyeren i FIFA for at få et T T billede. Så vigtigt er det heller ikke for mig at få et billede af VMtrofæet, at jeg vil vente fire timer. Vi har andet at se til. Vi kunne have trænet, vi kunne have lavet nogle andre ting. Og jeg kan ikke undgå at lave lidt sjov med det, lave lidt fis med det.

– Hver gang jeg har pakket tasken, har jeg glædet mig til at komme ud og dømme en kamp. Jeg har ikke glædet mig til at komme på kursus, for det er det samme og det samme. Og det er det, der er svært. De bedste kurser er dem, hvor vi har nogle trænere eller nogle klubber med, og om det så er i udlandet eller i Superligaen, så giver det noget godt, når man er sammen med spillerne og trænerne.

– Der er helt sikkert nogen, der mener, at jeg ikke har spillet mine kort ordentligt, men… Før 2010 ville de have os kandidater til VM til at sidde og se kampene i 2009 derhjemme og så melde ind på et intranet, hvordan dommeren dømte, men det ender jo med at blive en stor fejl-finding. Når der er en, der har fundet en fejl, så skal jeg finde den næste, og så bliver det let negativt præget i stedet for at man finder de gode ting. Min holdning er, at man skal finde de gode ting, og når jeg selv skal til at være dommerudvikler, så vil jeg kigge efter alle de gode ting. Det er sgu for nemt at være sortseer.” ” Det var en fejl!,” hvæser Claus Bo pludselig med en helt anden stemme, før han lukker emnet.

– Fejlen er nok, at jeg ikke er gået over til de der jakkesæt, men jeg kan bedst lide at være sammen med dem, jeg kan lide at være sammen med, siger fynboen, der lige gerne snupper en Fernet Branca med Barcelona-formanden som med kontrollørerne ovre i Silkeborg.

Kunsten at stoppe på toppen
Men på mandag er det altså slut med dommergerningen, og det har han det faktisk fint med trods mange år med store oplevelser og en indtjening ved bi-erhvervet, der har været med til, at huset, vi sidder i, er ejet fuldt og helt af familien Larsen.

– Jeg kommer jo fra et hjem, hvor vi lærte at spare op, så stort set alle mine dommerpenge er lagt til side i huset og sådan noget. Jeg har været mere end snusfornuftig, og vi har jo også altid vidst, at de dommerpenge kunne være slut ugen efter, så du kan ikke bygge din økonomi på det.

– Når jeg var i udlandet, fik jeg jo 42.000 kroner for en kamp, og efter skat er der så 16-17.000 til dig selv. Nogle gange havde jeg to kampe på 14 dage. Så jeg har tjent rigtig mange gode penge som dommer, ingen tvivl om det, men det er ikke blevet brugt på tant og fjas, siger Claus Bo Larsen.

Men det har heller ikke været pengene, der har drevet værket. Det har været menneskene, ansvaret og oplevelserne, som han nu selv har valgt at sige farvel til.

Han faldt for det internationale alderskrav for godt to år siden, men har fået dispensation til at dømme i Danmark, hvilket han kunne have gjort et år mere, hvis han ønskede.

– Men jeg har det rigtig godt med at stoppe nu. Jeg vil helst selv bestemme, hvornår det skal være slut, og det gælder jo også om at stoppe, mens legen er god. Jeg vil gerne slutte på toppen, og det føler jeg, at jeg gør nu, siger han og ser frem til den sidste opgave i dommerkarrieren, som han selv har været med til at vælge: I Parken mellem FCK og SønderjyskE.

– Efter lang og tro tjeneste kan man anmode om at få en afskedskamp et eller andet sted, og det plejer for det meste at gå i opfyldelse. Og så gør det ikke noget, hvis kampen ikke har den store betydning, hvis man må sige sådan om en Superliga-kamp. Man vil jo gerne slutte, så man bliver husket på en fornuftig måde. Havde det nu været sidste år, der havde været mit sidste, så var jeg lukket med at snyde Nordsjælland for et straffespark i den sidste kamp, som de skulle vinde for at blive mestre. Havde de tabt den kamp på grund af det, havde det været en skidt måde at slutte på, siger Claus Bo Larsen om den kamp, der også er FCK’s forestående guldfest, men hvor det ved redaktionens slutning endnu ikke var afgjort, om SønderjyskE kunne få brug for et point eller tre i nedrykningskampen.

Uanset hvad glæder han sig i hvert fald til kampen og til alt det sociale før og efter. Og så kommer han næppe heller til at kede sig på den anden side af mandagen, hvis man skal dømme efter aktivitetsniveauet i huset i Odense, hvor han med vanlig gæstfrihed inviterer Tipsbladet til aftensmad med otte andre deltagere i form af blandt andet de tre store børn ( fra 24 til 16 år), to af børnenes kærester og farmor, der også er kommet forbi.

Nu vil han igen kunne begynde at holde ferie med familien i stedet for at bruge den som dommer rundt omkring i Europa, han vil også kunne fokusere endnu mere på det civile arbejde som Customs Clearance Manager i Blue Water Shipping uden at skulle sidde på hoteller med hul igennem til både laptop og mobil-telefon for at løse dagens opgaver. Og så er det også slut med at tage hjem fra familiefester klokken 23 af hensyn til kampen dagen efter. Tværtimod pakker Claus Bo Larsen en ekstra skjorte til konfirmationen på Ærø, for der skal danses.

Og pludselig går det stærkt. Færgen fra Svendborg sejler snart, så familien kommer hurtigt på plads i et par biler, mens farmor får til opgave at køre journalisten til banegården.

Hun skal alligevel den vej for at lægge blomster på Leif Cigars grav.

Han døde for nogle år siden, men han nåede at opleve sin søns karriere i det fag, han selv elskede og som gav ham så mange smil og gode oplevelser -smil og oplevelser der også i den grad er blevet Claus Bo Larsen til del.