Det har haltet en anelse for FC København i egen hule denne sæson.
Mildt sagt.
De forsvarende mestre har efter onsdagens nederlag til FC Midtjylland tabt hele fem Superliga-kampe i Parken, og man skal bladre langt tilbage i FCK's historiebøger, før man finder en lignende hjemmebanestatistik.
Det er nemlig ikke sket i 24 år, at klubben har tabt fem kampe på hjemmebane i én Superliga-sæson - det skete sidst i 1999/2000-sæsonen, hvor 'Løverne' under ledelse af Kim Brink endte på en skuffende ottendeplads.
Det er blot tredje gang i københavnernes historie, at man har tabt fem kampe på hjemmebane. Det skete også i 1993/1994.
Desuden har Jacob Neestrups mandskab den tvivlsomme ære, at de kan blive det FCK-mandskab, der har tabt flest kampe på hjemmebane i en sæson nogensinde, hvis de taber til FC Nordsjælland på næste søndag.
De kan dog lune sig ved, at pointhøsten ikke har været lige så fatal. Det skyldes, at man blot har spillet en enkelt kamp uafgjort på hjemmebane.
Med én hjemmekamp tilbage har man skrabet 28 point sammen, hvilket ikke nærmer sig bundrekorden i nationalarenaen.
I 96/97-sæsonen hentede man for eksempel kun 23 point på hjemmebane.
FC Københavns hjemmebanenederlag i denne sæson er sket mod Silkeborg IF (1-3), AGF (1-2), Brøndby (1-2) og to gange mod FC Midtjylland (0-2 og 1-2).