Det var længe siden, at FC Nordsjællands Ibrahim Sadiq havde spillet en førsteholdskamp for sin klub, inden kampen mod AGF i onsdags, som endte med et nederlag på 1-2. Her fik han den sidste halve time i et opgør, hvor aarhusianerne havde godt styr på de vævre FCN-spillere.
Det fortæller Sadiq om i et interview på FC Nordsjællands officielle hjemmeside.
Læs også:Slagen FCN-træner: Det var drenge mod mænd
- For eksempel kunne man fornemme, at AGF-træneren havde fortalt sine spillere, at de skulle holde øje med Kamaldeen. For så snart han kom på banen, var de efter ham. Det var deres job at gøre os sure og frustrerede. Nogle af os spillere var i stand til at håndtere og overkomme det, mens det for andre af os var lidt sværere at beherske, siger han og fortsætter:
- For mit vedkommende vidste jeg godt, hvad jeg gik ind til, fordi jeg oplevede det samme, da vi mødte dem på hjemmebane. Dengang kom de ind i mit hoved. Vi bliver nødt til at lære at acceptere, at nogle hold spiller på denne her måde, lyder det fra Ibrahim Sadiq.
Læs også:AGF lægger afstand til bronzerivaler med sejr
Han peger i den forbindelse på, at man har arbejdet meget med klubbens sportspsykolog, Carsten Hvid Larsen, hvor man har fået en mindfulness meditationsøvelse, som man lytter til før kamp og træning.
- Jeg lyttede til den før kampen, og da jeg så, hvordan de spillede, tænkte jeg på øvelserne, mens jeg sad på bænken. Jeg tænkte, at de ville prøve at komme ind i mit hoved. Så jeg gentog for mig selv, at hvis det skete, skulle jeg bare gå væk fra konflikten og genoverveje situationen, fortæller Sadiq, som også stod bag Farum-klubbens enlige mål i kampen.
FC Nordsjællands næste opgave er mod AaB på lørdag, som spilles klokken 18.
Læs også:Bedst og værst: Alt fungerede for AGF - intet gjorde for Nordsjælland
Læs også:Optakt: AaB - FC Nordsjælland
Læs også:Mathias Ross ærgrer sig over dårlig AaB-vane: Vanvittigt frustrerende