Video : Tipsbladet
Superliga

Hylder eftertragtet AGF-profil: Forlæng!

Uwe Rösler vil meget gerne holde på Mikael Anderson, selv om der er interesse fra udlandet.

ÅRHUS (Tipsbladet): Han har klaret sig rigtig godt på det seneste, Mikael Anderson.

Midtbanespilleren ligger i toppen af Superligaens assistliste efter fem runder, AGF spiller god, seværdig og effektiv fodbold, og klubben er rigtig glad for profilen, der er inde i en af sine bedste perioder i klubben.

AGF købte Mikael Anderson af FC Midtjylland i 2021 i AGF's dyreste handel nogensinde, og her tre år senere har AGF tilbudt Anderson, der også optræder på Islands landshold, en ny kontrakt, som Tipsbladet fortalte tidligere på sommeren.

Det er naturligvis ikke AGF's cheftræner, der forhandler kontrakter, men Rösler ser Anderson spille en meget vigtig rolle for AGF både nu og i fremtiden.

- Stor kredit til ham. Han har bragt sig selv i denne position. I slutningen af sidste sæson placerede jeg ham ude på venstre wingback, og jeg tænkte 'wow, det fungerer virkelig godt'. Indtil vi havde en åben og ærlig snak, hvor han fortalte, hvordan han havde det med det. Jeg sagde til ham, det var en god plads, men vi nåede frem til den beslutning, at han skulle den højre otter, siger Uwe Rösler.

- Han købte fuldstændig ind på det, for han forstod, hvorfor jeg ville have ham til at spille der og ikke til venstre. Og nu tror jeg, han kan se, at han er meget vigtig for holdet, men også for sig selv. Han får belønningerne i form af, hvad, tre eller fire assists? Han har scoret, og jeg ville ikke vædde mod, at han scorer i Aalborg. For han kommer i de gode positioner hele tiden. Og kredit til ham for at være åben for noget nyt, det er også et tegn på en top-professionel spiller. Jeg er glad for, han nu bliver anerkendt, ikke bare for at være god men også effektiv, siger Uwe Rösler.

Anderson har indtil videre ikke bidt på, men det burde han, mener AGF's cheftræner Uwe Rösler.

- Hundrede procent. Vi vil have ham til at skrive en ny kontrakt, siger Uwe Rösler og understreger,med et smil, at økonomi i kontrakter og transfers ikke er hans afgørelse.

Der har både i transfervinduerne i 2023 og igen i år været interesse fra udlandet for Mikael Anderson.

Der var længe bud og overvejelser i vinterens transfervindue, noget der strakte sig helt frem til de sidste timer af deadlinedagen 1. februar, uden et skifte blev til noget.

Hvis AGF vil holde markedsværdien oppe på midtbanespilleren, kunne en kontraktforlængelse muligvis være en hjælp for AGF, foruden det vigtigste, som selvfølgelig er Andersons gode spil og troen på, at han bliver en nøglespiller i denne sæson, der er startet godt med ti point i fem kampe.

Der kan altså vente store beslutninger de kommende dage for såvel AGF som Mikael Anderson.

Transfervinduet i Danmark lukker ved midnat mellem mandag 2. september og tirsdag 3. september.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.