Hvilsom: Jeg vil give alle point væk for at slå FCM
Illustration
Superliga

Hvilsom: Jeg vil give alle point væk for at slå FCM

Superliga-topscorer Mads Hvilsom fra Hobro er mere end tændt ved tanken om at kunne besejre sin tidligere arbejdsgiver fra FC Midtjylland fredag aften

Mads Hvilsom har kæmpe succes i Hobro og i Superligaen, hvor offensivspilleren er topscorer med syv mål i ni kampe.

Det tidligere FC Midtjylland-talent skal fredag aften for første gang møde sin tidligere klub, når DS Arena byder på topopgør i Superligaen mellem Hobro og FC Midtjylland. Mads Hvilsom fik debut hos FC Midtjylland allerede som 16-årig, hvilket begge parter siden har erkendt var for tidligt. Det kan man læse meget mere om i dagens udgave af Tipsbladet.

Mads Hvilsom er frem mod fredagens møde med FCM meget langt fra den gamle kliche om, at ”det er en kamp som alle andre.” Tværtimod er FC Midtjylland en modstander, som han lidt mere end de andre Superliga-hold ønsker at slå.

- Det er første gang, jeg skal møde FC Midtjylland i hele mit liv. Det bliver en megafed kamp, og jeg tror, det bliver en mærkelig dag. Jeg håber, vi vinder. Det vil jeg gøre alt for. Jeg vil næsten give alle de point, vi har nu, for at vinde den kamp. Det er ikke fordi, jeg er hævngerrig. Jeg er ikke sur over, at jeg ikke er slået igennem, fordi det er min egen skyld, jeg ikke har været god nok, men selvfølgelig vil man gerne slå dem. Man vil gerne vise, at de har taget fejl. Det bliver ikke den der med ikke at juble, siger Mads Hvilsom til Tipsbladet.

”Det skal ikke lyde som om, jeg er i krig med nogen, for jeg har et godt forhold til Glen og Steinlein, men der er nogen, der har sagt, at jeg ikke var god nok til at spille i Superligaen, og det synes jeg, at jeg er. Midtjylland har valgt at sortere mig fra, og så er jeg bygget sådan, at jeg gerne vil vise folk, at de tager fejl. Det har været et nederlag ikke at slå igennem i Midtjylland, men det næstbedste er at vise, at jeg kunne slå igennem et andet sted.”

For fem år siden satsede FC Midtjylland for tidligt på Mads Hvilsom. Nu vil han vise, det var en fejl ikke at satse på ham til sidst.

Læs meget mere om Mads Hvilsom og forholdet til FC Midtjylland i Tipsbladet - køb det sammen med Ekstra Bladet.