Bragt i Tipsbladet 1. juni.
Det hele sluttede med en sejr. Foran 1.268 tilskuere på Frederiksberg Idrætspark og med Carsten V. Jensen på sidelinjen i sin måske sidste cheftræner-opgave vandt et ungdomspræget FC København 5-1 over 100 års-jubilerende og lokale FB som afslutning på den seneste uges FCK Tour 2012. Her har en række spillere været rundt på skoler og i indkøbscentre som led i administrerende direktør Anders Hørsholts strategi om at få klubben tættere på tilhængerne, men det havde jo nok været sjovere for spillerne, hvis de havde haft et mesterskabstrofæ med på vejen.
Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod kulminerede en skuffende FCK-sæson med en titel og en direkte Champions League-plads til FC Nordsjælland, mens man i FCK nu skal på finde den tredje cheftræner i løbet af et år.
Sidste år ved denne tid blev svenske Roland Nilsson præsenteret som afløser for Ståle Solbakken i cheftrænerrollen, mens Carsten V. Jensen nu har trukket sig tilbage til jobbet som sportsdirektør efter at have været den anden cheftræner i en sæson, hvor FC København altså ikke kunne forsvare det danske mesterskab og undervejs missede to »nemme« adgangsbilletter til det forjættede Champions League-land. Først som seedet i efterårets kvalifikation, hvor tjekkiske Viktoria Plzen var for stor en mundfuld for et hold under genopbygning, og senest ved at blive nummer to i Superligaen, hvorved den nye mester FC Nordsjælland i stedet tager den direkte plads i gruppespillet.
Det er et par hårde slag for et hold og en klub, der har været lokomotiv i dansk klubfodbold i det seneste årti, og forude venter en stor udfordring. Sidst havde Carsten V. Jensen halvandet år til at finde en ny cheftræner, denne gang har han kun tre uger, inden træningen igen begynder på Jens Jessens Vej.
Set udefra mangler det oplagte navn til posten også, selv om FC København kan tilbyde en topklub i kamp om trofæer og med noget nær garanti for mindst et efterår i Europa, for klubben har selvfølgelig også nogle ønsker i tråd med den filosofi, der har været fundamentet for den overordnede succes med otte mesterskaber på de seneste 12 sæsoner.
Hvis man kigger på det, som Roland Nilsson viste sig at mangle, og som derfor utvivlsomt vil være endnu højere prioriteret i researchfasen denne omgang, så skal den nye cheftræner været taktisk stærk og omstillingsparat inden for de muligheder som det offensivt orienterede 4-4-2-system giver, og så skal han være en stærk personlighed med en pondus, der kan sætte selv de største stjerner på plads i kollektivets ånd.
Derudover skal han have en vindermentalitet, der gerne men ikke nødvendigvis bakkes op af trofæer, han må gerne have international erfaring, han må gerne have prøvet presset i en storklub før og endelig må han også gerne være en person, der offentligt kan sælge filosofien og fodboldsjælen i FCK til omverdenen.
Det oplagte navn i Aarhus
Det er mange og store krav, men man kan godt finde en håndfuld, der kan løfte de fleste. Ståle Solbakken-eleven Peter Sørensen i AGF er selvfølgelig det helt oplagte navn, for han opfylder det hele, og flere medier har også meldt ud, at man i forbindelse med fredagens bestyrelsesmøde i Parken Sport & Entertainment, hvor man fulgte FCK-ledelsens indstilling om at gå på markedet efter en ny cheftræner og rykke Carsten V. Jensen tilbage til udelukkende kun at være sportsdirektør, også besluttede at finde de millioner, der skal til for at købe 39-årige Sørensen fri af AGF-kontrakten.
I lokale Århus Stiftstidende vurderes det til at være mellem fem og otte millioner kroner for en mand, der i marts forlængede sin AGF-aftale helt til sommeren 2016, men det er ikke gjort med penge alene. Sørensen meldte nemlig straks ud, at han ikke skal nogen steder.
»Selv om det [et konkret tilbud] skulle komme, har det ingen interesse. Jeg er meget glad for at være i AGF, og jeg kan ikke forestille mig at skulle være andre steder,« sagde Sørensen til Århus Stiftstidende, hvilket både bunder i den sportslige fremgang med en femteplads og europæisk fodbold i AGF, men også i cheftrænerens personlige situation med bopæl på Vejle-kanten og to skolesøgende børn på henholdsvis 10 og 13 år.
Et andet bud kunne have været Silkeborgs Troels Bech, men han skrev under med OB få timer før, FCK kom på markedet, mens Carsten V. Jensen i øvrigt også til tipsbladet.dk noterede, at »det er altså ikke rigtigt at tænke, at der skulle være noget for os at fortryde i forhold til, at han [Troels Bech] nu er cheftræner i OB.«
Kigger man uden for landets grænser er det oplagt først at kigge på de seneste mestertrænere i Skandinavien, men i Norge har Moldes Ole Gunnar Solskjær netop afvist en mulighed i Aston Villa af personlige årsager, mens Helsingborgs 58-årige Conny Karlsson ikke umiddelbart virker som en FCK-type. Mod syd blev Heerenveens populære Ron Jans tidligere sat i forbindelse med OB, men han har netop lavet en aftale med Standard Liege, så var den 53-årige hollænder et emne, er han det i hvert fald ikke mere.
Svenske Erik Hamrén, der har ført både AaB og Rosenborg til mesterskaber, har kontrakt på landstrænerjobbet i Sverige til og med VM-kvalifikationen, og endelig er den tidligere FCK-træner Hans Backe også blevet nævnt på rygtebørsen, men hans kontrakt med New York Red Bulls udløber først en gang i løbet af efteråret, og om den 60-årige svensker i det hele taget har lyst til at forlade »The Big Apple« vides ikke.
Når vi nu er ved FCK-forbindelserne, så havde bookmakeren Betsafe for et par uger siden de laveste odds på det svenske landsholds Team Manager Marcus Allbäck som ny FCK-cheftræner, men selv om han har en glorværdig fortid som angriber i klubben, så har han ingen trænererfaring. Endelig kunne man også gøre som Barcelona og Chelsea og forfremme assistenten, men selv om 32-årige Johan Lange har fået forøget sit ansvar kraftigt over det seneste år og samtidig beskrives som et stort trænertalent, så virker det en smule for tidligt at tage det store skridt til chefrollen.
CV kan sagtens se kandidater
Alt i alt er feltet ikke oplagt, men sådan ser sportsdirektøren i FC København ikke på det.
»Selvfølgelig kan jeg se et felt, selvfølgelig er der folk, der kan magte det job, men selvfølgelig er det også en udfordring. FCK er en udfordring for alle. Man kan jo se, at selv i et år der for de fleste ville være acceptabelt, der er det lige modsat hos os. Vi har privilegiet at kunne tillade os at være skuffede over en sæson med europæisk gruppespil, en sejr i pokalturneringen og en kamp om mesterskabet helt frem til sidste spillerunde. Det er en svær position at flytte en klub fra, men selvfølgelig er der kandidater, og selvfølgelig har vi et felt af emner at arbejde udfra,« siger Carsten V. Jensen, der heller ikke går uforberedt til opgaven, for der er alt forarbejdet, fra Ståle Solbakken meldte sit stop ud i efteråret 2009 til Roland Nilsson blev ansat i foråret 2011, mens man også har arbejdet videre med trænerprojektet, siden det stod klart, at Roland Nilsson alligevel ikke var den rette mand trods den dengang gode tid til at tage det rette valg.
»Nu har vi markeret, at vi er på markedet, og så er det sådan set bare at tage tråden op fra det arbejde, der har stået på i de seneste par år. Vi er i gang. Vi har ikke sat nogen deadline, men vi er som altid en attraktiv arbejdsgiver, og folk viser løbende interesse for funktionen, måske har der endda været et lille peak på det seneste.«
»Det er nu ikke umiddelbart den vej, vi går. Vi går efter en mand, vi selv har fundet, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Der kan jo godt komme noget dumpende ned fra himlen, det er jo set før [Claudemir], men for os handler det om en grundig research af markedet og emnerne, og så kan der selvfølgelig godt komme en henvendelse på en, vi allerede arbejder på. Men vi gør tingene på vores måde, og derfor har jeg heller ingen kommentarer om navne og den slags, før vi er på plads,« siger Carsten V. Jensen, der altså har frem til 21. juni til at finde sin afløser på cheftrænerposten.
Lykkes det ikke, er han i øvrigt fortsat at regne som fungerende cheftræner, så han kan i teorien stå for træningen fra sæsonstart, men målet er helt klart at finde en ny mand til jobbet som cheftræner i FC København inden da.
Monstersalg: FCK-boss blæst bagover
Kæmpe hyldest: Jeg vil aldrig glemme Thomas Frank
Her er Amorims krav til Manchester United
Trods kæmpe blamage: Bliver på posten
Premier League-stjerne på vej til Man City?
FCK-legende til Danmark? ‘Jeg er interesseret’
Advarer Kasper Dolberg: Tag ikke til den liga
Kæmpe Thomas Frank-hyldest: Har set fantastisk ud
Pistol-skandale: Nu ophæver dansk keeper
FCK skal møde Tysklands ‘Sir Alex’
Storspillende dansker har Messi-drøm
Fanklubben: Her er Superligaens 5 bedste målmænd
Far lønforhandlede med søn
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Ny City-nedtur: Stjerne ude i fire uger
Peter Schmeichel gik amok
I centrum før Brøndby-kamp – nu er den gal igen
Langtidsskadet dansk stortalent forlænger til 2028
Hård kritik af Rasmus Højlund
Eksperter i chok: FCK køber én til denne position
Drømmer om at leje German Onugkha
Pludselig dukkede Braithwaite op – så jublede de
Her er FCK’s modstander i Conference League
Spotpris: Så billig er Superligaens bedste spiller
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Patrick Dorgu har sagt ja til denne klub
13 skarpe til lørdagens Tips 13
Vildt sympatiske Schmeichel hyldes: ‘Uhørt klasse’
‘AC’ forventes at få comeback i Saudi-Arabien
Dansker tæt på 10. klubskifte i Italien
Droppet af Randers: ‘Stort mysterie for mig’
Sådan gør din klub i vinterpausen
Lurer på Brøndby-stjerne: ‘De skal slå til nu’
Farvel til Brøndby-legende: Jeg var så uheldig
Amorim om United-stjerne: Han er vred på mig
Karakterer: En vanvittig genistreg, Viborg!
Fanklubben: Tidl. OB’er ville passe perfekt i AaB
Björn Wesström fyret
Karakterer: Enmandshær – sikke en åbenbaring
Hylder Bo Henriksen: Vanvittigt hvis det ikke sker
Afsløring: SL-rivaler er vilde med AaB-kaptajn
Milliongave til dansk klub
Nathan Trott overrasket over Neestrup-beslutning
Eksperter uenige: De kommer i pokalfinalen
FCM trækker storklub i Youth League
AaB-chef er rasende over rødt kort!
Afslører planen for Mileta Rajovic
– Vi har samme ambitioner som med Kasper Dolberg og Robert Skov
FC København sælger midtbanespiller
I svime over Thomas Frank: Deres vigtigste våben
Fyret tirsdag: ‘Har allerede fået henvendelser’
Spillede for ærkerivalen, nu er han ansat i FCM
Karakterer: Han ligner et fejlskud, AaB