Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-boss afviser: Utilfredse spillere er ikke grund til trænerfyring

Det er ikke en utilfreds spillertrup, der er grund til fyringen af Jonas Dal, forsikrer AC Horsens' direktør.

AC Horsens valgte tirsdag aften at fyre cheftræner Jonas Dal efter kun 11 kampe i sædet, og den beslutning er udelukkende baseret på de sportslige resultater.

Det slår klubbens direktør Kristian Nielsen fast over for B.T. Sport.

Når en træner bliver fyret, bliver der ellers ofte spekuleret i, om omklædningsrummet er blevet “tabt”, og om træneren har mistet opbakningen fra spillertruppen. Kristian Nielsen erkender, at ikke alle spillere var tilfredse med Jonas Dal, men at det ikke er det, der i sidste ende kostede træneren jobbet.

Læs også:Horsens-vikar forbliver assistent: Det er ikke en holdbar løsning

- I en spillertrup med mange spillere vil der altid være nogle spillere, der er tilfredse med træneren, og nogle, der ikke er. Men jeg kan sige klart, at det i hvert fald ikke har ligget til grund for vores beslutning. Det er udelukkende de sportslige resultater. Det er vigtigt at understrege, siger AC Horsens-direktøren til B.T. Sport.

Samtidig slår Kristian Nielsen over for B.T. Sport fast, at klubben ikke bliver slået økonomisk ud af kurs af fyringen - selvom de for nylig betalte en fratrædelsesbeløb til Bo Henriksen og nu skal betale til Jonas Dal.

Indtil videre har Mads Lyng overtaget tøjlerne som vikarierende cheftræner, men ifølge Niels Erik Søndergård, der er sportschef i AC Horsens, bliver han ikke den permanente cheftræner. Aktuelt har de heller ikke diskuteret andre kandidater, sagde han til tipsbladet.dk.

Læs også:Optakt: AC Horsens - AGF

- Vi har overhovedet ikke debatteret navne på noget niveau endnu, så jeg vil ikke forholde mig til nogen som helst navne. Det her er så nyt, at vi har fokus på at runde pænt af med Jonas og få skubbet tingene videre med spillertruppen med Mads i spidsen. Så pågår det arbejde fra nu, at vi skal afsøge markedet og finde et kandidatfelt, sagde Niels Erik Søndergård til tipsbladet.dk onsdag.

Martin Retov, assistenttræner i Brøndby IF, er blevet nævnt som en mulig kandidat.

Læs også:Ekspert kritiserer AC Horsens-ledelsen: De vidste jo, hvad han ville

Læs også:Superliga powerranking: Et afgørende splitsekund i Århus

Læs også:Analyse: Helt fair at fyre Jonas Dal, men her er Superligaens store fejl