I en underholdende kamp lykkedes det søndag Lyngby at tage en 2-1-sejr på hjemmebane over AC Horsens.
AC Horsens fik allerede efter 17 minutter et rødt kort til målmand Lansing, men alligevel bragte østjyderne sig kort efter foran 1-0.
Læs også:Udvist Horsens-keeper: Jeg svigtede holdet
- Vi gør det utroligt svært for os selv ved at få et rødt kort. Det gør det svært. De har bolden meget, det er et hold, der gerne vil spille meget. Vi kommer til at løbe meget efter dem. Da vi kommer foran 1-0 prøver vi at stille os endnu længere tilbage. Det bliver i hvert fald en forsvarskamp fra vores side. De scorer på et flot frispark og så åbner de os på det andet mål. Det er selvfølgelig øv, men sådan er fodbold, sagde AC Horsens-backen Michael Lumb efter kampen til TV3 Sport.
Han medgav dog, at Horsens stillede sig for langt tilbage efter sit føringsmål.
Læs også:Lyngby-helt: Jeg er faldet godt til
- Ja, det synes jeg, vi gør. Jeg synes, vi kommer for langt tilbage. Jeg synes, vi kunne være gået lidt højere op i kæderne til tider. Men vi får et rødt kort tidligt og jo længere frem kampen skrider, løber vi tør for energi, og det må man sige, at vi gjorde i anden halvleg.
AC Horsens er nu placeret på Superligaens 11. plads med 14 point.
Læs også:Riel åbner målkonto og sørger for comeback-sejr til Lyngby