Video : Tipsbladet
Superliga

Hollandsk OB-stopper: Danske hold er mere organiserede

OB's hollandske midterforsvarer, Ramon Leeuwin, mener, at de danske hold er mere organiserede end holdene i Æresdivisionen.

For et år siden hentede OB den hollandske stopper Ramon Leeuwin i den hollandske klub FC Utrecht. I den fynske klub har Leeuwin været stort set fast mand, når han ikke har været ramt af skader. 

Den hollandske stopper har spillet næsten 200 kampe i den hollandske Æresdivision, så det er en rutineret herre, der løber rundt i OB's midterforsvar. Derfor mærker Leeuwin også flere forskelle mellem den hollandske og den danske liga. 

- I Holland spiller næsten alle hold med kanter, og de vil gerne spille offensivt. Hollandske hold vil have bolden og styre spillet. I Danmark er udgangspunktet mere, at man skal være ekstremt velorganiseret. For eksempel spiller næsten alle hold i Danmark med to angribere, siger Ramon Leeuwin i et interview med World Football Index. 

Ramon Leeuwin lægger dog ikke skjul på, at han trives i det fynske.

- Jeg nyder virkelig at være i klubben indtil videre. Vi har et stærkt hold, hvilket jo næsten er det vigtigste. Derudover er der en masse gode mennesker i klubben, og vi står sammen gennem alt, siger Ramon Leeuwin.

Ramon Leeuwin nåede 17 Superliga-kampe i sin første sæson i OB.