Hobro-træner havde alvorssnak med Sabbi: Hans opførsel var uacceptabel
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hobro-træner havde alvorssnak med Sabbi: Hans opførsel var uacceptabel

Peter Sørensen forklarer, at Emmanuel Sabbi en overgang opførte sig uacceptabelt. Derfor måtte han tage en alvorssnak med den kommende OB-spiller.

Ekstra Bladet bringer mandag en historie om, hvordan Hobro-profilen Emmanuel Sabbi ikke tog et misset januarskifte til OB så pænt, som han udadtil gav udtryk for. Avisen beskriver, hvordan amerikaneren "lagde et kæmpe pres på Hobro-lejren" for at få et omgående skifte på plads. Og at han fremstod "møgsur" under træningen i Hobro. 

Søndag spillede Emmanuel Sabbi fra start, da Hobro tabte 1-3 til SønderjyskE i premieren, og offensivspilleren lignede ikke en mand, der havde resigneret. I så fald havde cheftræner Peter Sørensen med garanti heller ikke bragt ham på banen.

Ikke desto mindre bekræfter Peter Sørensen nu, at der var problemer med Emmanuel Sabbi i løbet af januar. 

- Det er en kendt sag, at OB tidligt i transfervinduet indgik en aftale med Sabbi gældende fra sommer, og det hverken kunne eller ville vi gøre noget ved. Mod slutningen af transfervinduet tilkendegav OB så også deres interesse for at få Sabbi omgående, men det blev aldrig til noget helt konkret, siger Peter Sørensen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg tror i øvrigt ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at Sabbi tilkendegav en større interesse for at komme til OB, end OB tilkendegav for at få Sabbi nu og her. Men Sabbi havde nogle samtaler med Jens (Hammer Sørensen, sportschef i Hobro IK, red.) om tingene.

På et tidspunkt var Peter Sørensen selv nødt til at trække amerikaneren til side.

- Han begyndte at skabe sig til træning, og så måtte jeg tage en snak med ham. Her forsøgte jeg med alle mine pædagogiske redskaber at fortælle ham, at det ville jeg ikke acceptere, fastslår Hobro-træneren.

- Jeg fortalte ham, at han havde bevist sine evner på banen ved at gå fra at være reserve i Hobro til en spiller, som større klubber – herunder OB – viste interesse for, men at han ikke havde bevist sin karakter. Man bliver ikke til noget af sig selv, man har brug for sine holdkammerater og sin arbejdsgiver. Jeg manglede, at Sabbi demonstrerede den karakter, at han var villig til at gøre arbejdet færdigt i Hobro.

Læs også:Afstemning: Hvilke to hold rykker direkte ud af Superligaen?

Du siger, han begyndte at skabe sig. Hvad indebærer det?

- Sabbi forekom pludselig at være markant decimeret på ydeevne, fordi der foregik nogle ting i kulissen. Det var det, vi så tog en snak om, forklarer Peter Sørensen.

Samtalen med Emmanuel Sabbi fandt sted 31. januar - på selve transferdeadlinedag, da det stod klart, at Hobro-profilen ikke ville få et øjeblikkeligt skifte til OB. Peter Sørensen fortæller, at Sabbi tog tingene til efterretning.

- Jeg bilder mig ind, at han indså rimeligheden. Siden den dag har hans opførsel været, som den skulle, og det samme var den i øvrigt i forløbet op til. Vi taler om en periode på ganske få dage, hvor han ikke opførte sig, som man retligt kan forlange, siger Hobro-bossen.

Er tavlen visket ren nu, og frygter du ikke en demotiveret Sabbi i foråret?

- Der har slet ikke været en tilsmudset tavle. Vi havde med en ung mand at gøre, som havde et forkert syn på tingene i en kort periode. Det fik vi snakket på plads, og nu oplever jeg kun en Sabbi, der lever op til sine forpligtelser. 

Skal ikke ende som Ronnie Schwartz og Silkeborg IF
Peter Sørensen kalder hele sagen med Emmanuel Sabbi for principiel og sammenligner den med Ronnie Schwartz og Silkeborg IF. Angriberen har efter sit skifte til FC Midtjylland erkendt, at han tog demotiveret på træningslejr med Silkeborg IF og i øvrigt løj sig skadet - alene fordi, han havde et FCM-skifte i tankerne. 

- En spiller, der opfører sig dårligt, må aldrig få sin vilje. Tag nævnte eksempel med Sabbi, som var en ung mand, der i nogle dage gik rundt med skyklapper og kun fokuserede på egen lykke. Det skal vi da ikke belønne ham for, siger Peter Sørensen og fortsætter:

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

- Det er for mig at se dybt alarmerende, hvis der ikke bliver slået ned på det. Spiller og klub skal kunne stole på hinanden. Hvis vi henter en spiller, der ikke lever op til de sportslige forventninger, vi har, betaler vi stadig hans løn i hele kontraktperioden, fordi det har vi forpligtet os til.

- På samme måde er det kun rimeligt, at en spiller gør sit arbejde ordentligt i hele kontraktperioden, selv om der måtte opstå interesse fra andre og større klubber. Vi skal ikke ende som Silkeborg og Ronnie Schwartz. Det er skidt for hele det fundament, vi alle hviler på.

Men Silkeborg kan vel ikke vide, at Ronnie Schwartz lyver, når han hævder, han er skadet?

- Jeg siger også bare, at vi helt elementært er på gyngende grund i en situation som den med Ronnie Schwartz. Løgn og latin skal bekæmpes. Når man opdager eller får nys om, at en spiller ikke lever op til helt rimelige forpligtelser, må man tage alle ledelsesredskaber i brug og tage til genmæle. Jeg kan huske sagen med Randers FC og Mandla Masango. Den sag håndterede Michael Gravgaard forbilledligt, og det var et eksempel til efterfølgelse for os alle sammen.

Hobro-træneren fastslår, at hans budskab ikke skal tolkes som, at han er en bitter mand. 

- Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod, at vores spillere forlader os, fordi de får noget bedre på hånden. Sådan er fødekæden. Vi kan udvikle en spiller til OB, som kan udvikle en spiller til FCK, der kan udvikle en spiller til Ajax, der kan udvikle en spiller til Real Madrid. Sådan er det, og sådan skal det være. Det hele skal bare gøres på en ordentlig måde, slutter Peter Sørensen.

Emmanuel Sabbi er ikke vendt tilbage på tipsbladet.dk's henvendelse. 

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Krummer i Brøndbys talenter

Læs også:Tangerede Superliga-rekord: Får ikke samme chancer som i de unge år

Læs også:Lyngby-profilens dom: Det er det vildeste, jeg har prøvet i fodbold