Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-profil efter hovedskade: Jeg har modet og lysten til at fortsætte

Rasmus Minor er klar på at fortsætte, selvom han i foråret pådrog sig en slem hovedskade.

Hobro IK’s forsvarsprofil Rasmus Minor var ikke med, da nordjyderne sikrede sig endnu en sæson i Superligaen med en sejr over Vejle Boldklub i det andet af to playoffopgør.

I det første opgør pådrog Rasmus Minor sig nemlig en hjernerystelse, som han skulle komme sig over.

Nu er han igen kommet sig ovenpå skaden, og i de seneste uger har han ikke mærket noget til skaden, fortæller han til Nordjyske. Og han har også fortsat modet og lysten til at fortsætte fodboldkarrieren, forklarer han.

- Jeg er kommet lidt op i årene og har både kone og børn, som ikke synes, at det har været så sjovt at se mig være hårdt ramt. Men vi har haft nogle gode snakke i de par måneder, hvor jeg har været ude, og jeg har både modet og lysten til at fortsætte. Jeg har også haft nogle gode snakke med forskellige fagfolk, der har gjort mig tryg og bekræftet mig i, at det nok skal gå, fortæller Rasmus Minor til Nordjyske.

Fremover vil Rasmus Minor dog tage forholdsregler og vil spille med en form for hovedbeskyttelse, fortæller han til mediet. Han har heller ikke deltaget fuldt ud i træning endnu.

Hobro IK sikrede sig som bekendt overlevelse i Superligaen, og de indleder sæsonen mod AGF den 15. juli på hjemmebane.