Hobro-målmand om karrierestop: Jeg slutter på toppen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hobro-målmand om karrierestop: Jeg slutter på toppen

Når Hobro-keeper Jesper Rask ligger handskerne på hylden efter sæsonen, er det efter eget udsagn på toppen.

Hobro-målmand Jesper Rask spillede mandag sin sidste hjemmekamp i karrieren, da hans hold tabte 1-2 til Lyngby i det første af to opgør om overlevelse mod nordsjællænderne.

Efter hvad der nok ender med at blive fem sæsoner og 165 kampe i Superligaen, takker den bare 31-årige målmand af i dansk topfodbold, da han har valgt at smide handskerne på hylden efter ti år i klubben.

Selv om 31 år er en noget atypisk pensionsalder for en målmand, mener keeperen dog selv, at han helst vil stoppe nu, mens han er på toppen, da tingene kan gå hurtigt i fodboldens verden.

- Jeg er på toppen af min karriere lige nu, jeg er skadesfri, og jeg stopper, mens jeg stadig synes, det er det fedeste job i hele verden. At slutte noget på toppen, som jeg elsker så meget, er det, der tiltaler mig.

- Der kan ske mange ting i fodbold, og tingene kan gå hurtigt, og derfor føler jeg bare, at det er det perfekte tidspunkt for mig lige nu, siger den høje målmand.

Rask mangler lige en sidste kamp, inden han kan få lov at nyde sit fodboldotium.

Hans træner, Peter Sørensen, er derfor ikke meget for at tale om det snarlige karrierestop, da der stadig venter et meget vigtigt returopgør i Lyngby.

- Jeg synes, at man skal lade ham få sin sidste uge, inden han får lov til at takke af.

- Jeg vil ikke sætte ord på ham endnu. Indtil videre er han her stadigvæk, og vi har en vigtig kamp på mandag, som vi skal have fuldt fokus på, siger Hobro-træneren.

Rask havde dog trods skuffelsen efter kampen overskud til at takke de mange Hobro-fans, der før, under og efter kampen hyldede fanfavoritten.

- Det er med blandede følelser efter sådan en kamp, men det var flot med tilskuerne. De lavede en flot hyldest til mig, og det var flot af dem, synes keeperen.

Derfor er han også opsat på, at det hele skal afsluttes lidt bedre, så han og resten af Hobro-mandskabet kan give noget tilbage til holdets fans.

- Samlet set spillede vi slet ikke godt nok, og vi skal være bedre og mere klar i den anden kamp, så har vi også en chance, påpeger den snart pensionerede målmand.

/ritzau/