Hits fra 2015: Klubhuskrigernes benhårde kamp

Hver dag frem mod 24 december bringer vi det bedste fra Tipsbladet Print 2015.

Historier, interviews, features og fokus med høj kvalitet – leveret med hjerte og indsigt.

Køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet – gør det online her

I dag, 24. december – den fremragende historie om den lille Stjær Boldklub, der på ganske imponerende vis har spillet sig op gennem serierne og skabt respekt omkring landsbyens lokale helte .

Læs eller genlæs den fremragende historie, der første gang blev bragt i Tipsbladet. 30. oktober 2015:

OP GENNEM SERIERNE MED ET UDØDELIGT VENSKAB I RYGGEN

Holdet kan dø, men det vil venskabet ikke. Stjær Boldklub har med et nærmest ægteskabeligt fællesskab trodset al logik og sat nabobyerne på plads på deres vej mod toppen af serierne – og det er gjort med et hold bestående af lokale spillere med en enkelt, men afgørende undtagelse. Tipsbladet har besøgt en landsby, hvor fodbold er kommet til at spille en større rolle, end man havde kunnet forestille sig.

Det er først mod slutningen af kampen, at det for alvor lykkes at lægge tryk på modstanderens mål. På venstre back er den højrefodede Mads Benzon kommet ind, og han leder tankerne hen på Arsenalbacken Bellerin med hans let-på-tå-løb. I voldsomt høj fart søger han konstant fremad banen for at skabe gennembrud og overtal, mens de defensive pligter kommer i anden række.

Og det er, hvad der er brug for. Godt nok er det hverken en topkamp i Premier League, Emirates Stadiums perfektionerede græstæppe eller for den sags skyld Arsenal. Det er derimod Stjær Boldklub mod Grindsted GIF, og der står 2-2 på Vesterbro Stadion, der lokalt karakteriseres som en bydel, men næppe tåler sammenligninger med de tankestrømme, de fleste får, når man siger " Vesterbro".

Hvis Stjær vinder, kan overlevelsen med en pæn sandsynlighed være sikret. Hvis ikke, er en nedrykning afhængigt af Silkeborg Kammeraternes resultat en time senere overvejende sandsynlig. Ivrigheden efter at komme tilbage i front af opgøret er tydelig, men koncentrationen svigter for ofte, så Grindstedbagkæden lykkes med at trække de blå og hvid-klædte Stjær-spillere offside – vinket af en linjedommer.

For her spiller man nemlig Serie 1, hvilket er en tankevækkende kontrast til, hvad fodbolden i nabobyerne, som sammenlignet med Stjær næsten må betegnes som metropoler – har vist sig i stand til.

Hvis man slår op i en nudansk ordbog under " landsby", så står der ikke Stjær. Men det kunne der godt. For byen med en kirke og en Lokal Brugsen beliggende på Østerbro havde ved seneste optælling 960 indbyggere fordelt på de to bydele, som ligger klemt inde mellem de større byer Galten og Hørning med tilsammen mere end 15 gange så mange indbyggere.

Og i Galten er der da også linjedommere til at dømme offside på klubbens bedste hold i Serie 2, mens der er mindst et par niveauer endnu, før Hørnings to klubber med hold i Serie 4 og 5 skal bekymre sig om at finde udgifter til de flagende mænd på sidelinjen.

Udgifter som i sin tid var tæt på at få bestyrelsen i Stjær Boldklub til at takke nej til at rykke op i Serie 2.

Oprykningen til Serie 1 blev til virkelighed på en historisk sommerdag i juni under stor bevågenhed. Omkring 400 mennesker var mødt op til kampen mod lokalrivalerne og de daværende indehavere af andenpladsen, Galten FS. Når de to klubber ligger i samme række, planlægges Stjærs hjemmekamp altid til at ligge under " Sportsfesten", som er den lokale byfest. En 4-1-sejr senere var oprykningen en realitet og et opmuntrende krydderi på en vellykket byfest.

Men i en række længere oppe må Stjær Boldklub sande, at det er tid til at kigge nedad. Sæsonstarten var katastrofal med bare to point i de første seks kampe.

Til trods for en tilværelse på kanten af Jyllandsserien væltede afbud og skader ned over holdet, så man, hvis man lyttede godt efter, kunne høre nogen i Stjærs omklædningsrum spørge, " hvad med Glenn fra oldboys, kan vi ikke høre, om han kan spille?"

I syvende kamp vendte det. Efter at være kommet bagud to gange slog Stjær tilbage og fik en 3-2-sejr, som kombineret med et par afgørende spilleres tilbagevenden til grønsværen fik moralen til at stige. I de følgende tre kampe blev det til fem point og kontakt med holdene over stregen inden en vital udekamp mod Silkeborg KFUM, som havde ambitioner om oprykning. Stjær lod dog ambitioner være ambitioner og vandt endnu en gang 3-2, hvilket virkelig gav tro på overlevelse.

" Er han klubhusmand, ham den nye?" spørger Nikolaj Marvig, en tilskuer med adresse i København og førsteholdskampe under vesten.

Han er hjemme på weekend.

" Ja, han er en okay klubhuskriger," svarer 23-årige Jens Hove, som har spillet et par hundrede kampe i Stjærs venstreside, men i dag har udgangspunkt på den anden side af reklamebanderne, ligesom det har været tilfældet i resten af 2015. Han sidder ude med et overrevet korsbånd og en ødelagt menisk.

Manden, de taler om, er Nikolaj Kolstrup, der løber rundt i Stjærs centrale forsvar.

" Løber" er det rigtige ordvalg, for han er en klasse over resten af aktørerne på banen og bryder ofte sin forsvarskæde for at deltage i spillet længere fremme på banen.

For halvandet år siden spillede han 2. Division for Kjellerup IF, og han har de tekniske kvaliteter og overblikket til uden problemer at vurdere, hvornår han kan bidrage i flere faser end den defensive. Han er den eneste på holdet, som ikke har en tilknytning til byen.

I stedet bor han i Aarhus og fik kendskab til klubben gennem målmanden Chris Bilgrav. Selvom Nikolaj Kolstrup kun er 24 og havde al mulig grund til at se, hvor langt talentet kunne bringe ham, valgte han Stjær på grund af det sammenhold, der, uanset hvem man spørger, bliver fremhævet som den væsentligste årsag til, at Stjær Boldklub med ét eneste seniorhold har kunnet gå fra Serie 6 til Serie 1 på 10 år.

Og derfor er det væsentligt at notere sig, at Nikolaj Marvig som det første spørger ind til, om Kolstrup er en flittig gæst i de hvide mursten, der er rejst 100 meter fra banen og udgør klubhuset. Det er nemlig, hvad der ligger i begrebet " klubhuskriger".

Når man iagttager spillerne, er det ikke bare en østjysk dialekt, de taler med. Det er nærmest et helt andet sprog, så mange selvopfundne og interne udtryk flyver der på kryds og tværs. Hvis man skal fungere på Stjær Boldklubs seniorhold i Serie 1, er det ikke nok at møde til træning to gange om ugen.

Efter 88 minutter af den vigtige kamp mod Grindsted brister det offensive tryk, og en katastrofal scoring bliver sat ind bag Chris Bilgrav i Stjær-målet. Det tvinger de på dagen blåklædte i offensiven, og i overtiden er Nikolaj Kolstrup blevet fremme.

En lang bold hældes frem og heades på tværs i feltet, hvor midterforsvareren får skovlet den ind over stregen til 3-3. Men det er tæt på skønne spildte kræfter, for Silkeborg Kammeraterne vinder deres kamp samme dag, og derfor er Stjær afhængig af andre resultater samt point i deres svære udekamp lørdag i sidste runde mod Silkeborg B, hvis overlevelsen skal sikres.

SERIERÆKKERNES HOBRO

Moderne topfodbold er blevet en sport, hvor penge spiller en altafgørende hovedrolle, så hvis man vil finde lidt af fodboldens oprindelige sjæl, er det måske i Stjær, man skal lede.

Fra Serie 1 og opefter er der kun femten klubber, hvis byer har under 1000 indbyggere, men for Stjær er der det unikke, at klubben kun har ét seniorhold og dermed et meget smalt spillergrundlag.

Grundstenene til det nuværende hold blev lagt allerede i 2008, da man lå i Serie 5. Indtil da havde holdet i fodboldmæssig forstand bestået af ældre mænd, hvor øllene blev prioriteret noget højere end fodbolden. Men i 2008 begyndte de at overgå til oldboys, mens der rykkede en talentfuld årgang op på seniorholdet. Flere af dem spiller der stadig trods bopæl i Aarhus, og i flere tilfælde har deres yngre brødre sluttet sig til, så der i dag er fem brødrepar på holdet.

En mand, der har været med helt fra starten og før det, er den nuværende holdleder og spiller, når det kræves, 37-årige Jeppe Nielsen.

Undtaget en afstikker til rivalerne fra Galten, fordi Stjær ikke kunne stable et seniorhold på benene, har han altid spillet i barndomsklubben.

Han har også været træner ad flere omgange, men i de senere år kun når det har været yderst nødvendigt, da han uden nogen træneruddannelse ikke har følt sig kompetent – men ikke desto mindre har han stået i spidsen for flere af Stjærs oprykninger.

" I Galten var der fire seniorhold, så vi havde aldrig bøvl med at stille hold. Sidste weekend var vi kun 10 mand, der kunne spille kamp. Så måtte man frem med telefonlisten, men derfor er det jo også ekstra sjovt, at vi kan drille Galten," fortæller Jeppe Nielsen efter den skuffende 3-3-kamp mod Grindsted.

I Stjær Boldklub bliver der hverken givet rabat på kontingent, kørepenge eller andre former for tilskud til spillerne, så selvom der stadig er lang vej, før forholdene såvel som modstanderne begynder at ligne noget, man har set i tv, er det for Jeppe Nielsen en ufattelig udvikling, hans hold har taget.

" Udgangspunktet var Serie 5 og 6, og havde vi nogle heldige år, kunne vi måske lige komme op i Serie 4. Man tænkte slet ikke på det her," siger han.

Denne oktoberdag mod Grindsted er vejret friskt, men koldt. Da Jens Hove på den korte gåtur fra barndomshjemmet på Vesterbro runder klubhusets ene hjørne, og der dukker en reklamebande-indrammet fodboldbane med en måltavle og to overdækkede udskiftningsbænke op, er reaktionen umiddelbar.

" Det her er jo sådan et syn, jeg vil dø for." Og det er ret ufatteligt, hvad der på fodboldens allerældste dyder er blevet præsteret i Stjær Boldklub, når man tænker på, hvad de mange gange større byer Galten og Hørning ikke har været i stand til.

Ved kampstart er der ikke meget mere end et par håndfulde tilskuere mødt op, men de kommer så småt dryssende, og efter en halv times tid har knap 100 mennesker klædt sig varmt på for at stå i det dugvåde græs. For Jeppe Nielsen står det – sammen med oplevelsen i sommer, da man sikrede oprykningen foran 400 mennesker – i skærende kontrast til hans oplevelse som Stjær-spiller, inden opturen begyndte, og derfor har klubben en stor og vigtig plads i hans liv.

" Det bringer en masse stolthed op i mig at se næsten 100 mennesker til sådan en kamp og have spillet foran mange gange flere. I byen har folk også bemærket holdets bedrifter, og det er rigtigt fedt. Jeg snakkede med nogle gamle efterskolekammerater, som godt kunne huske, da jeg i weekenderne skulle hjem og spille Serie 5. Nu er det Serie 1. Det tror de dårligt nok på," fortæller han.

På ni år gik Hobro uden ekstraordinære økonomiske midler fra Danmarksserien til Superligaen, og det er svært ikke at få den halvtidsprofessionelle klub i tankerne, når man dykker ned i historien om Stjær Boldklub.

Ildsjælene er en ting, der går igen, og i Stjær er Jeppe Nielsen måske den største af slagsen. Han har lagt og lægger fortsat utallige timer i klubben, og han er manden, der helt i en landsbys ånd graver alt, hvad der lugter af lokalt fodboldtalent op.

Det var tilfældet, da han bogstaveligt talt bankede på nytilflyttede Søren Ellegaards dør, fordi rygtet var gået, at der var kommet et par gode fodboldben til byen. Mod Grindsted gør de gode ben med hårde tacklinger og et stort løbearbejde deres bedste for, at det bliver Stjær, der trækker sig sejrrigt ud af midtbanekrigen.

Selvom det virker som en utopisk tanke, at Stjær Boldklub skulle kunne føre det til mere, er det umuligt ikke at sætte tankeeksperimentet op. Jeppe Nielsen vil også gerne forholde sig til det, og han erkender, at historien næppe forbliver lige så lokalromantisk, hvis Stjær en dag skal nå Jyllandsserien eller mere.

" Vi skal holde på dem, vi har, og det skal blive ved med at være sjovt at spille her. Træneren skal have gode kompetencer, og så skal vi måske håbe på at få nogle flere udefra, hvis vi skal drive det til mere. Truppen er smal," siger han og uddyber, hvordan forholdet mellem bredde-og elitefodbold er i en klub med 16-18 seniorspillere, som alle har knyttet særdeles tætte venskaber på kryds og tværs.

" Når vi træner, så er det 100 procent seriøst, og spiller vi på to mål, så går alle efter at vinde. Det samme er tilfældet i kampene, hvor der for eksempel var en, som slet ikke kom på banen i dag. Han spiller nok næste gang, men det skal altså heller ikke være så socialt, at det begynder at koste på pointkontoen."

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

MEGET MERE END FODBOLD

Historien om Stjær Boldklub er – ganske vist i lille målestok – fortællingen om en fodboldklub, der har udrettet noget, som nærmest ikke burde være muligt. Og den historie hænger uløseligt sammen med et ekstremt stærkt sammenhold, som har trukket tråde langt ud over fodbolden og givetvis kommer til at gøre det i endnu højere grad i mange år fremover.

Efter kampen har Tipsbladet sat tre af spillerne, den skadede Jens Hove, angriberen Mads Bertelsen på 19 og målmanden Chris Bilgrav på 31, i stævne. De er ligesom resten af holdet gode venner, og trods aldersforskellen bruger de ofte tid sammen uden for banen og klubhuset.

Jens og Chris har i mange år haft base i Aarhus små 20 kilometer fra Stjær, men har spillet deres fodbold i hjembyen trods et hav af muligheder for at gøre det samme i den østjyske hovedstad. I en periode måtte Chris dog konstatere, at det på grund af ophold i København og Tyskland blev umuligt at komme hjem til træningerne, men så snart han var tilbage i Aarhus, vidste han, hvor han ville bruge omtrent halvdelen af sine hverdagsaftener.

" Jeg savnede kammeratskabet og søgte direkte herud med det samme, jeg kom hjem. Der var slet ingen tvivl om, at jeg skulle spille i Stjær frem for noget inde i Aarhus," siger han.

I forbindelse med sin knæskade har Jens i en periode været så invalideret, at han er flyttet midlertidigt hjem til sine forældre. Imens har Mads overtaget hans lejlighed og har dermed fået en forsmag på, hvad det kræver, hvis han vil fortsætte med at spille i Stjær mange år fremover.

" Vores forældre bor her jo stadigvæk, så man kommer også og besøger dem. Det er halvanden time to gange om ugen, man skal herud. Det kan man jo godt lige gøre," siger Mads og negligerer det faktum, at det inklusiv kamp, klubhus og kørsel typisk er tre gange om ugen og væsentligt mere end halvanden time af gangen, han tilbringer i sin hjemby.

De er enige om, at netop det stærke fællesskab er det, der holder sammen på holdet, men Jens føler sig alligevel ikke sikker på, at holdet kan overleve særligt mange spillerafgange.

" Jeg frygter, hvis tre rigtigt gode kammerater beslutter sig for at tage ud at rejse sammen. Hvad gør vi så? Det er jo også lidt indspist, så der er ikke rigtigt nogen at tage af, hvis en lille del begynder at krakelere. Det er en reel frygt, jeg har."

" Det er også vores store problem, da vi er blevet så gode og i nogle henseender eliteprægede. For det gør det sværere for de næstbedste at komme ind, og det er især et problem, da vi ikke har noget andethold. Det kuld, der kom op sammen med Mads, var sindssygt stort og godt på U/ 15, men der er altså kun to, som i dag spiller seniorfodbold i Stjær," siger Jens.

Hvor hurtigt ville en ny spiller kunne tage med jer tre i byen, uden at det vil føles unaturligt?

" Meget hurtigt, hvis bare personen vil give noget af sig selv. Alderen er ligegyldig, bare man kan byde ind med noget," siger Mads.

" Personligheden kan overføres direkte til banen. Da vi fik Nikolaj Kolstrup, vidste vi alle sammen, at her var en spiller, som virkelig kunne tilføre noget inde på banen. Og vi kender hinanden så godt, at alle var klar over det.

Det var ikke noget, man behøvede at sige med ord. Alle vidste, at der lå en social opgave foran os, som ville give så meget i den anden ende, hvis vi formåede at løse den, og det har vi gjort fremragende. Han er en fuldstændig integreret del af truppen," supplerer Jens om spilleren, som startede i klubben i februar.

Hierarkier er noget af det mest indgroede i fodbold – hvordan er hierarkiet i Stjær Boldklub? " Jeg føler ikke, at der er noget hierarki," siger Chris.

" Der er selvfølgelig noget på banen. Sådan en som Kolstrup råber højt og knokler hårdt, hvilket selvfølgelig gør, at man lytter ekstra meget til ham. Det er for eksempel også en spiller som ham, træneren kan finde på at tage med på råd. Men uden for banen er der slet ikke noget. Det kan både være den unge og den gamle, der tager styringen," siger han.

" Alle 16 mand snakker om tingene, men så er det til gengæld overladt til den enkelte at åbne munden. Hvis jeg har bragt noget op, så prikker jeg ikke nogen på ryggen for at få dem til at sige noget til det. I sådan en lille forsamling har man muligheden for at stå frem og tale for sig selv, og gør man ikke det, så bliver man ikke hørt. Sådan må det være," følger Jens op.

Stjær har – ligesom Hobro – også haft svært ved at finde melodien i starten af sæsonen.

At være serie-fodboldspiller er ikke et job, så uanset hvor stærkt sammenholdet i truppen er, kan der stadig være ting, som får spillere til at melde afbud fra træning og kamp. Det skete i for høj grad i sidste weekend, da man i en udekamp mod topholdet Horsens Freja tabte 7-0, og Jeppe Nielsen som tidligere nævnt stod med en trup på 10 mand og var nødt til at finde de sidste brikker i telefonbogen i stedet for på bænken. På de fleste hold ville sådan en oplevelse nok give anledning til selvransagelse, men i Stjær er man trods status af Serie 1-klub enige om, at den proces ikke må tage overhånd.

" Den helt yderligtgående egoisme bliver trykket ned af sammenholdet, for hvis den, der går allermest op i det, var efter den, som går allermindst op i det, fik vi et problem. Det er en fælles opgave at jævne egoerne ud. Hvis jeg havde spillet, så var jeg blevet tosset, fordi det må være så frustrerende for Chris og Mads, der kommer til træning hver gang, når der sker sådan noget som i Horsens. Det er bare ikke godt nok. Der kan man godt kræve lidt mere af dem, man må bare heller ikke presse dem så meget, at de stopper. Men min reaktion er kun et udtryk for, at jeg er ude af holdet. Havde jeg været i det, så havde jeg ageret ligesom Chris og Mads," siger Jens.

Hvis man skal udpege de største øjeblikke i sit liv, skeler de fleste professionelle fodboldspillere til mesterskaber og debutkampe, mens der i bredere kredse fremhæves begivenheder som at blive gift og få børn. Da snakken falder på oprykningskampen i sommer mod Galten, bliver stemningen nostalgisk, og det anleder Tipsbladet til at spørge, hvor højt man egentlig kan placere en fodboldkamp i Serie 2 over livsbegivenheder?

" Den ligger rigtigt højt. Det er en af de største ting, jeg har oplevet – den kommer i hvert fald i top fem. Jeg var igennem hele følelsesregistret," svarer Chris og får samstemmende nik fra sine holdkammerater og venner. En begivenhed de og landsbyen ikke havde fået, hvis ikke fodbolden havde været der til at binde dem sammen.

" Jeg vil påstå, at 10 ud af vores 16 spillere vil stoppe med at spille fodbold, hvis det her hold skulle lukke ned. Jeg tror ikke, de vil finde en klub inde i byen. Vi har jo ikke oplevet andet end det her sammenhold," mener Jens.

Hvis det skulle ske, tror I så, at det her venskab kan dø? " Nej, det tror jeg ikke. Der er så mange ting, som binder det sammen," fortæller Chris.

LOKALE KENDISSER

Pånær lidt omtale i Galten Folkeblad er det ikke meget mediedækning, Stjær Boldklub og seriebolden generelt får. Alligevel er de lokale fodboldspillere ved at opbygge sig en særstatus i byen, hvilket får Mads til at mindes et par episoder.

" Jeg hørte over hækken, en dag jeg gik gennem byen: " Det var fandme flot i går, drenge!" Jeg anede ikke, hvem han var, men det er fedt at opleve og flot gået af sådan en lille by."

" Man bliver jo nærmest en slags lokale kendisser, hvis man rigtigt skal være stor i munden," følger Jens op.

" Da jeg skulle ned og stemme til valget, var der også en, som bemærkede mig og sagde: " Der kommer en af vores lokale fodboldhelte jo," slutter Mads, inden de tre venner i samlet flok går de 100 meter " ned i byen" for at få taget et par billeder.

De når dog kun halvvejs, før en cyklende mand stopper op og henvender sig til dem.

" Hvordan gik det?" Han får svar på tiltale, hvorefter Chris erkender, at han ikke kender manden.

Mads har vist gået i skole med hans steddatter.

Læs hvordan historien og sæsonen sluttede – på sidste side

Siden sidst: Lige ved og næsten for Stjær

Kort inden kampstart mod Silkeborg Boldklub fik Stjær den ønskede og ventede besked; Grindsted havde tabt til Horsens Freja og dermed spillet muligheden for at afgøre nedrykningsdramaet i Serie 1 tilbage i opkomlingene fra Stjærs hænder.

Og det var da også lige ved og næsten, hvilket som bekendt ikke slår nogen mand af hesten – eller i dette tilfælde Grindsted, som med Stjærs 2-2-resultat forblev på den rigtige side af nedrykningsstregen med et enkelt points afstand.

" Vi spillede en flot kamp, og alle fightede fantastisk i alle 90 minutter. Det er naturligvis hårdt mentalt at komme bagud to gange, når man ved, at det kun handler om at vinde, men drengene kæmpede sig tilbage begge gange. Vi er lidt bitre, for vi havde fire-fem chancer, som skulle havne i kassen, ud over dem vi scorede på," fortæller den langtidsskadede Stjær-spiller Jens Hove, som overværede udekampen fra sidelinjen, ligesom han har gjort til alle de andre kampe i sæsonen.

Reaktionen oven på Tipsbladets historie om den lille by med det gode fodboldhold var ikke til at overse, og for Jens Hove vil den altid stå som et minde om de fodboldmæssige præstationer.

" Brugsen havde bestilt seks gange så mange aviser, som man plejer på en fredag. Og der var udsolgt inden klokken 16. Med nedrykningen ved man jo ikke, om sæsonen i Serie 1 blev en enlig svale, og i så fald kom artiklen, da vi var på toppen. Vi er ekstremt stolte over, hvad vi har opnået, og det er artiklen et symbol på," siger han.

I Tipsbladets historie udtrykkes der en smule bekymring om, hvorvidt det kan lade sig gøre at holde sammen på det lokalt forankrede hold, hvis en nedrykning skulle blive en realitet. I nederlagets stund ser Jens Hove dog lyst på fremtiden.

" Vores hold er ikke vant til nedrykninger, så det gør ondt, når vi føler, at vi var gode nok til at overleve. Men nu skal vi bruge vinteren på at skabe fundamentet for et stærkt Serie 2-hold, og så skal vi have et spillermøde, når skuffelsen har lagt sig, hvor vi finder ud af, hvad vi vil. Mit bud er, at vi er cirka det samme antal spillere til foråret. Vi skal dog have fundet en ny træner, hvilket betyder, at Jeppe Nielsen er fungerende cheftræner, men det kan vel ikke overraske nogen?" spørger han retorisk angående manden, som, lige siden opturen begyndte, har trådt til og dækket huller på såvel som uden for banen, når det har været nødvendigt.

TOPNYHED ►

‘Moralpolitiet i FC København er gået på ferie’

MEDIE ►

Så meget er Oscar Schwartau nu værd

EKSKLUSIVT ►

SL-debutant talte med Schmeichel: Utroligt god fyr

TOPNYHED ►

Eriksen-kovending? ‘Der er bred enighed herovre’