Brøndby IF skal torsdag møde de skotske pokalmestre fra Hibernian i Europa League-kvalifikationen, og de blå-gule er allerede rejst til Skotland for at forberede sig til kampen. Det er formentlig de færreste Brøndby-spillere, der har den store erfaring med at befinde sig på skotsk jord, men for Teemu Pukki er det anderledes.
Den finske angriber tørnede ud for storklubben Celtic, inden han skiftede til Brøndby i 2014, og dermed er han et velkendt navn i Skotland. En person, der i hvert fald husker Teemu Pukki, er Neil Lennon, der var manager for Celtic, mens finnen var der, og nu står i spidsen for Hibernian.
Og Lennon er langt fra skræmt ved tanken om et gensyn med Pukki, som efter hans mening faldt igennem i Celtic på grund af sin lidt generte personlighed.
- De (Brøndby, red.) er ikke Barcelona, og Pukki er ikke nogen Henrik Larsson. Prøv at hør her, han bliver ikke til Superman, bare fordi han er skiftet til Brøndby. Han har de samme færdigheder – gode fødder, okay med ryggen til målet og i dybdeløb, siger Neil Lennon til scotsman.com og fortsætter:
- Han har aldrig været en særlig fysisk spiller. Han ligner den spiller, man så i Celtic, man han føler sig nok bedre tilpas i det skandinaviske miljø. Han er ikke den første, der er kommet til Glasgow uden at slå igennem. Han er en stille gut. Han havde også nogle skadesproblemer, og i en klub som Celtic – når man er hentet ind for en transfersum – er man nødt til score mål. Han var ikke en kontinuerlig målscorer. Han spillede lidt for sig selv, synes jeg.
- Han er meget stille. Jeg ved ikke, om det var for stort for ham, men han havde også været i Sevilla og Schalke, som ligeledes er store klubber. Han var aldrig en profil, men vi følte, han havde de kvaliteter, vi søgte. Hans tid i klubben er blevet vurderet hårdt, men jeg vil ikke sige, han var en sand katastrofe. Han vil nok sige, at han ikke fik nok chancer, og det er måske fair nok, slutter Hibernian-manageren.
Teemu Pukki nåede at spille 38 kampe og score ni mål for Celtic.