Her er de 22 bedste citater fra den forgangne Superliga-sæson
Superligaen er forbi. FC Midtjylland er mester, FC København og AGF fik sølv og bronze, og Silkeborg, Esbjerg og Hobro rykkede ned. Det er de iskolde facts for enden af sæsonen, men vejen dertil var lang og snørklet - og heldigvis fuld af søde og sjove episoder og fortællinger.
Tipsbladet har samlet en række citater, som fortæller en del af historien om Superligaen 2019/ 20.
Dem får du herunder:
- Jeg forstår slet ikke den der hype om mine briller, for det er min kone, der vælger mine briller, og jeg synes bare, okay, nu er de jo ikke totalt farvede eller noget som helst, så nogle gange får jeg et chok, når der står noget med brillerne, for jeg har jo briller på, fordi jeg faktisk har et dårligt syn.
Claus Steinlein og hans FC Midtjylland har fået massiv fokus i denne sæson, men i et avis-interview sidste sommer handlede det ikke om fodbold, men om hans briller.
14. juli 2019. BT.
---
- Det var pænt af dem. Jeg fik en gave fra begge fangrupper, men jeg er skilsmissebarn, så det er jeg vant til.
Jens Stages lejlighed blev angrebet, efter han skiftede fra AGF til FC København, så før sin første kamp i Parken som FCK'er - mod AGF - var han udsat for lidt af en gaveregn.
19. juli 2019. Mixed zone-interview.
---
- Seaport er selvfølgelig et sted med disko og høj musik, men det var for hyggens skyld, at vi gjorde det. Ingen af os drak. Man kunne vinde shots, hvis man lavede en strike, men ingen af os kan finde ud af det. Vi bowler faktisk meget, vi bliver bare aldrig bedre.
Før anden runde blev AaB'eren Wessam Abou Ali sat af holdet, fordi han havde været i byen aftenen før en kamp. Men det var bare en bowlingtur uden alkohol, fortalte hans ven Tobias Mikkelsen.
23. juli 2019. bold.dk.
---
- Jeg har fundet ud af, at jeg bager stabile pølsehorn.
Da Superligaen holdt pause, og træningen rundt om klubberne var suspenderet, var spillerne afskåret fra at gøre det, de er bedst til. Lucas Andersen klarede afsavnet af fodbold ved at gå i køkkenet.
26. marts 2020. TV3 Sport
---
- Hør her, jeg har en datter på 18 år, og jeg ville være lykkelig for at have alle disse drenge til svigersøn, fordi de er så søde og velopdragne. Og det er godt, at de er det. Men nogle gange er mine spillere måske også lidt for søde, og så er det godt at se, det ind imellem slår gnister."
Rodolph Austin og Jurij Jakovenko havde under en Esbjerg-træning et voldsomt skænderi, der kunne have udviklet sig til et slagsmål, hvis ikke holdkammerater havde lagt sig imellem. Det passede træner daværende træner John Lammers fint.
16. august 2019. JydskeVestkysten
---
- Det er et noget uheldigt tidspunkt, at telefonen vælger at stå af. Forhåbentlig virker den nu.
OB-sportsdirektør Jesper Hansens telefon gik i stykker under sommerens transfervindue. Hans teori var, at et lyn var slået ned i en stikkontakt, hvor telefonen var ved at blive ladet op.
1. august 2019. Tipsbladet.dk
---
- Det er en af de ting, man synes er sjovt, når man er 10-11 år gammel. Der var også en anden, der skrev, at jeg syntes godt om siden " Bryster", og at det stod jeg nok stadig ved. Jeg liker en masse mærkelige ting fra dengang jeg var yngre. Det er der nok mange, der gør.
Mikkel Kaufmann skiftede i januar fra AaB til FC København, og da transferen blev en realitet, kom det frem, at han på Facebook havde liket siden " for alle os der hader FCK!". Den side liker nordjyden ikke længere.
24. januar 2020. Tipsbladet.dk
---
Læs også:Troels Bech er tilbage i Superligaen: Se hans mest suveræne citater
- Der er ikke plads til følelser herhjemme åbenbart. Jeg er ikke Guld-Glen, jeg er " gule Glen". Det er pinagtigt, at jeg har fået så mange gule kort. Før kunne man klare nogle ting med en henstilling, men nu har vi brug for at flage rundt med kort, så tilskuerne kan huje eller buhe.
Glen Riddersholm efter en af sæsonens mange advarsler. Denne fik han en søndag aften mod FCK i Parken.
3. november 2019. JydskeVestkysten
---
- Når det her coronapis er overstået, skal jeg en tur til Østrig for at se ham spille. Så tager jeg hans far og brugsmanden fra byen med, og så får vi en god tur.
Et af lyspunkterne i en ellers ringe Silkeborg-sæson var unge Mads Emil Madsen, der gjorde det så godt, at han blev solgt til østrigske LASK. Det glædede hans personlige trøjesponsor og tidligere træner i barndomsklubben i Gammel Rye: Lars Lilholt.
1. juli 2020. Tipsbladet.dk
---
- Nu skal jeg have ét hundrede bajere.
Mathias Hebo scorede det ene af Lyngbys mål i 2-2-kampen mod Hobro, der sikrede oprykkerne overlevelse. Det skulle fejres.
20. juli 2020. TV3 Sport.
---
- Han tabte lodtrækningen, og hvis jeg havde taget en af de andre, havde de beskyldt mig for at være racistisk.
Efterårssæsonens store AGF-profil, Mustapha Bundu, scorede i udekampen mod Esbjerg, men blev alligevel pillet ud efter 35 minutter. AGF spillede dårligt, og David Nielsen forklarede, hvorfor Bundu var manden, der blev ofret på den baggrund.
1. december 2019. Canal 9
---
- Nu kalder du mig brandslukker. Du må også kalde mig lokumsrenser, eller hvad der falder dig ind, for det er i bund og grund korrekt. Jeg er her for at forsøge at redde Esbjerg i Superligaen. Så må vi se, hvad der skal ske derfra.
Troels Bech var helt bevidst om, hvad hans job var, da han i begyndelsen af juni overtog trænerjobbet i Esbjerg fra Lars Olsen. Alligevel fejlede han - Esbjerg rykkede ned.
10. juni 2020. Ekstra Bladet.
---
- Per i dag, ja. Men kender du fremtiden? Altså, der kan jo falde sten ned fra himlen eller noget andet. Men per i dag, ja. Selvfølgelig er han det.
Niels Frederiksen blev Brøndby-træner sidste sommer, og hans job har ofte været til debat i medierne. Da Brøndby ikke nåede målsætningen om top tre, spurgte BT Carsten V. Jensen, om Frederiksen også var træner i næste sæson. Det garanterede sportsdirektøren - sådan da.
22. juli 2020. BT.
---
- Jeg har bare været syg i to dage, slap af. Værre er det ikke.
Viktor Fischer mente, at hans comeback på jobbet var årsagen til, at godt 150 personer, mange udstyret med diktafoner og kameraer, var dukket op til FCK-træning på Jens Jessens Vej en onsdag formiddag i begyndelsen af september. Andre ville mene, det ville skyldtes, at Nicklas Bendtner for første gang trænede med i sin nye klub.
4. september 2019. Mixed zone-interview
---
- Den startede jo, som ethvert barns fødselsdag gør: Med morgensang på sengen og gaver og sådan noget. Det var ved halv ni-tiden, så fik vi lige lidt morgenmad, lidt gaver, og så var det afsted til kamp.
Måske startede Jeppe Kjærs fødselsdag som ethvert andet barns, men den fortsatte ikke sådan. Han fyldte nemlig 16 år den 1. marts, og samme dag blev han indskiftet i AC Horsens nederlag til Randers FC og blev dermed Superligaens yngste spiller nogensinde.
Læs også:Solbakken tordner mod FCM: De kunne hedde FC Mindreværdskompleks
6. marts 2020. Tipsbladet.
---
- Folk siger, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt. Jeg har det omvendt, for det er vi jo nødt til at gøre. Hvis der er langt mellem snapsene, skal man nyde hver eneste snaps, og den her sæson har jo været et snapse-orgie.
Rapper og AGF-fan Michael " Jøden" Christiansen fortalte i En Stille Fodboldsnak om, hvordan det har været at holde med den aarhusianske klub i det seneste års tid.
17. juli 2020. Tipsbladet
---
- Du kan genkalde dig lugten af Erik Sviatchenkos sved lige nu, kan du ikke, Simon Skou Jakobsen?" "Jo, og den savner jeg helt vildt".
De to stoppere Erik Sviatchenko og Simon Skou Jakobsen deltog under coronapausen i en radiodebat om en mulig Superliga-åbning, og Hobrospilleren lagde ikke fingre imellem, da værten Mads Aagaard spurgte til de fysiske dueller, man som Superligaspiller måtte undvære.
30. april 2020. P1 Debat.
---
" Two minutes, two touches, two goals.
Pieros Sotiriou opsummerede sin egen indsats mod OB i efterårssæsonens sidste kamp. Han blev skiftet ind med cirka 10 minutter igen af kampen og forvandlede 0-1 til 2-1. Selv om cyprioten blev solgt i februar, sluttede han sæsonen som delt FCK-topscorer med sine ni mål.
16. december 2019. Mixed zone-interview
---
- David! David! Kan I ikke sætte en fjerdedommer ind, jeg vil gerne brokke mig.
Randers-træner Thomas Thomasberg kommer ofte i centrum for sine hidsige kommentarer om dommere og modstandere. Han kender godt selv sit ry som lidt af et tudefjæs - så da dommer Michael Tykgaard i kampen mod AGF blev skadet og måtte afløses af fjerdedommer Mikkel Redder, jokede Thomasberg med sin kollega David Nielsen om, at han manglede en mand at brokke sig til, hvilket tvmikrofonerne fangede.
6. oktober 2019. Canal 9.
---
" Det var fedt! Jeg kunne kun høre mig selv jo. Det var fuldstændig magisk. Prøv lige at tænke på at være i selskab med sig selv i to timer. Det var det sjoveste i hele verden.
I marts ramte coronavirussen Danmark og dansk fodbold, og en hel runde i Superligaen blev afviklet uden tilskuere. AC Horsens vandt 1-0 over FC København i Parken, og for altid højtråbende Bo Henriksen havde det været en stor eftermiddag.
13. marts 2020. Tipsbladet
---
- Nej, jeg føler mig ikke fyringstruet. Jeg følte mig heller ikke på vej til Barcelona, da vi klarede det fantastisk.
Et af årets mest omtalte Superliga-interviews var det, som reporteren Jon Pagh lavede med Jakob Michelsen, da OB havde tabt 6-0 til Silkeborg midt juni. OB-træneren blev gentagne gange spurgt til sin jobsituation, og hver gang svarede han gang afværgende. Og Michelsen havde ret: Han blev ikke fyret, og i stedet førte han sit hold hele vejen frem til kampen om en plads i Europa.
15. juni 2020. TV3 Sport
---
- Jeg har også selv været fan og siddet og set kampene, og man bliver måske lidt træt af nogle af de der standardsvar. Generelt synes jeg også, det er lidt ærgerligt, at ingen tør sige noget, så jeg prøver bare at være ærlig, men det er ikke sådan, at jeg går efter at skulle på Anders Hemmingsen hver gang.
Superligaen har fået en ny profil i denne sæson, på og uden for banen. OB'eren Mads Frøkjær er en seværdig spiller, og han er også underholdende at høre, når han giver interviews - for eksempel har han i denne sæson kaldt det " fucking lækkert", da han scorede mod Lyngby, og efter en batalje med Glen Riddersholm undrede han sig over, " hvorfor han altid skal skabe sig." Men Frøkjær vil altså ikke samles op af instagrammeren Anders Hemningsen hver uge.
23. juli 2020. OBstruktion.
Læs også:AaB-boss varsler flere transfers: Vi henter både stamspillere og talenter
Læs også:Kvalifikationskaos: Derfor risikerer FCM at misse Champions League-seedning
Læs også:SJE-boss om ny spiller: Det er som med hende flammen, man ikke kan slippe