BRØNDBY (Tipsbladet): "Fantastisk!"
Så enkelt kan Jesper Sørensen opridse Mateusz Kowalczyks opblomstring i Polen.
Midtbanespilleren er udlejet fra Brøndby IF til GKS Katowice og er efter fem kampe på hjemlig jord for første gang blevet udtaget til A-landsholdet.
Det havde de færreste nok set komme.
Også Jesper Sørensen må klø sig i skægget og lette på hatten, som han faktisk havde på under torsdagens træning, for Mateusz Kowalczyks udvikling.
- Polen er et land, der som regel kvalificerer sig til slutrunder og har et godt landshold, men jeg havde nok ikke lige set, at Matheusz skulle springe direkte op på A-landsholdet, siger Jesper Sørensen til Tipsbladet og den fremmødte presse efter torsdagens træning.
- U21-landsholdet ville måske være et mere naturligt skridt, men han har heldigvis gjort det godt. Og det er super flot, at han har overbevist landstræneren om, at han skal med.
I næste måned kan 20-årige Mateusz Kowalczyk få sin landsholdsdebut, når Polen møder Skotland og Kroatien i Nations League.
Vilde med ham i Polen
Blot et Superliga-minut og en halvleg fordelt over to pokalkampe står Mateusz Kowalczyk noteret for i Brøndby-trøjen.
Vante omgivelser i Polen har tilsyneladende gjort ham godt - formen har i hvert fald taget raketfart.
- Mateusz er en veltrænet og intelligent fodboldspiller, hvilket har gjort det muligt for ham hurtigt at tilpasse sig og forstå vores spillestil. Holdets gode spil, inklusive Mateuszs, fangede den polske landstræners opmærksomhed. Vi er glade for, at personalet og hele klubbens arbejde er blevet værdsat, fortæller sportschef i GKS Katowice, Dawid Dubas, til Tipsbladet.
Mateusz Kowalczyk har været involveret i to scoringer på fem kampe siden skiftet til GKS Katowice, som allerede havde et godt øje til ham, da han brændte banen af i LKS Lodz inden skiftet til Brøndby IF.
Dengang kunne GKS Katowice ikke være med, men denne sommer var muligheden der for at hente ham retur som afløser for Antoni Kozubal. Det har vist sig at være rigtig godt givet ud, men om lejeaftalen veksles til en permanent kontrakt er for tidligt at sige noget om.
- Mateusz skal arbejde hårdt, koncentrere sig om hver træning og hver kamp. At se for langt ud i fremtiden kan være katastrofalt for alle. Som klub griber vi det meget roligt an, og der ligger et stort arbejde foran os alle sammen, siger Dawid Dubas, der ikke vil komme ind på, om der er en købsoption i lejeaftalen.
Mateusz Kowalczyk kom til Brøndby IF sidste sommer for omkring ti millioner kroner og er på en kontrakt frem til 2027.