– Har ledelsen røget pot

Bragt i Tipsbladet 25. januar

Først var der skader, og så var der mærkelige dispositioner i en klub i Italien, så i de seneste fire år har Daniel Jensen kun spillet 30 ligakampe. Men han er langt fra færdig. Det har han vist ved træninger i FC København siden november, og nu har klubben givet ham en kontrakt, der godt nok er kort, men som giver den tidligere landsholdsmand mulighed for at vise, hvad han kan. Og det er han glad for efter en kaotisk tid, der også er endt med, at familien ganske uventet nu pludselig er kommet tilbage til Danmark.

Daniel Jensen er en halv time forsinket i forhold til interview-aftalen med Tipsbladet en fredag eftermiddag i København, men det er fuldt forståeligt, for han har lige været oppe på 8. sal i Parken og sætte sin signatur på en aftale med FC København, og dermed er det gået, som han håbede.

Godt nok er den kun på et halvt år, men det er en start, og det er vigtigt efter nogle år, da fodboldkarrieren er kørt lidt skævt, uden at den 33-årige midtbanemand med de 52 landskampe for Danmark har kunnet gøre så meget ved det.

”Selvfølgelig er jeg glad. Jeg ville da gerne have skrevet en fire-årig aftale, men når man er 33 år, har været skadet i en periode og heller ikke haft så mange kampe på bagen i de seneste par sæsoner, så er det sådan, det er, og det giver mig så en mulighed for at vise, hvad jeg kan. Det skulle meget gerne være sådan, at jeg kan få et år eller to til i FCK, men det har jeg ikke nogen bindende aftale om,” siger Daniel Jensen, da han har fået bænket sig i cafestolen med kig over til, hvor det hele både begyndte, og hvor det nu skal fortsætte.

For ovre bag Sankt Jakobs Kirkes røde tårn ligger det Østerbro Stadion, hvor han som teenager var med til at spille B 93 op i Superligaen, før udlandet og hollandske Heerenveen kaldte dengang i 1998, og et hak længere bagved ligger beton-bagsiden af A-tribunen i Parken, Daniel Jensens hjemmebane med landsholdet og nu altså også med FC København i de kommende måneder og måske længere end det.

”Jeg vil ikke sige, at det er en cirkel, der er sluttet, men dengang jeg spillede i B 93, da var det da FCK, der var de store, og dem man så op til. Og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at spille for dem,” siger Daniel Jensen.

Ja, i det hele taget glæder han sig bare til at komme til at spille noget fodbold, for det har været noget af en udfordring for midtbanemanden i de seneste par år.

Optimeringstid i Luzern
Det gik skævt første gang i april 2009, da Daniel Jensen blev opereret i akillessenen og de næste par sæsoner i Werder Bremen døjede med smerter og tilbagefald. Det gik dog fornuftigt i efteråret 2010, da han fik en del spilletid for et skidt kørende Bremen-mandskab, men i midten af december blev han knæskadet, og det tog længere tid end ventet at få helet.

Der var væske i knoglerne omkring knæet, men i stedet for at lade sig operere satsede Daniel Jensen på at kunne træne det væk, nu da det var gået skidt med akillessenen, og det lykkedes faktisk. Men det tog tid, og det var med til at gøre fodboldlivet vanskeligt efter kontraktudløbet med Werder i sommeren 2011.

”Jeg var jo så uheldig, at jeg stoppede i Bremen med en knæskade, og så var det ikke så nemt at finde en ny klub. Jeg kunne nok godt have fundet et eller andet, men det skulle også være noget ordentligt, så det første halve år brugte jeg til at gøre mig klar, gøre mig fit og optimere en hel del ved kroppen. Og set i bakspejlet har jeg fået meget ud af det,” fortæller midtbanemanden om tiden i Schweiz, der set udefra bliver husket som en kikset prøvetræning med Luzern, men faktisk mere var et genoptræningsforløb, hvor Daniel Jensen fik mulighed for at træne med den lokale klub, samtidig med han blandt andet gik hos en fysioterapeut.

”Det var ikke en prøvetræning på den måde, for jeg kom jo derned med et ben, der var defekt. Jeg fik dog en kontraktudspil af dem, men i sidste ende bestemte jeg mig for at tage videre, også fordi det var lidt kaotisk omkring klubben, hvis cheftræner Murat Yakin midt i forløbet pludselig var på vej til Basel.”

”Han sagde også personligt til mig, at han var ked af, hvordan det hele var forløbet, men at det nok ville være bedst for alle parter, hvis jeg skrev under et andet sted. De havde bare for meget mellem ørerne til at håndtere det, og jeg fik jo egentlig også bare lov til at træne med, nu da jeg alligevel var i byen for at modtage behandling.”

”Grunden til, at jeg og min familie valgte at være i Luzern var, at min svigerfar boede der. Så havde vi en base, for som udlandsdansker kunne vi jo ikke bare bo i Danmark, for der er alle mulige regler. Så vi slog lejr der, mens jeg trænede mig tilbage i form,” siger Daniel Jensen.

I december dukkede der så en mulighed op, for Novara fra den italienske Serie A havde brug for forstærkning for at komme væk fra bundpladserne, og efter et par træningspas stod det klart, at parterne sagtens kunne finde hinanden.

”Der var aftalt en periode på otte dage, men allerede efter tre sagde træneren Attilio Tesser, at de gerne ville have mig, og at jeg helt sikkert ville spille fra start, når først jeg kom i form. Det var sådan, at han snakkede til mig. Jeg vidste jo godt, at der var lidt mere usikre forhold i Italien, men min svigerfar er tt italiener, så jeg mente, at jeg på forhånd havde en indsigt og en forståelse for, hvordan det ville være,” siger midtbanemanden, der lavede en kontrakt på halvandet år med Novara.

Og så blev det hurtigt kaotisk.

Trænerkarrusellen i Novara
Daniel Jensens kendskab til den italienske kultur gjorde dog, at han hurtigt faldt til i truppen, selv om han skulle vænne sig til jargonen i omklædningsrummet, den konstante personlige pleje og hele macho-kulturen.

”Det er en anden verden end den, jeg kommer fra, men det er på den gode måde. Det er jo bare små, glade drenge. Og der var masser af sociale aktiviteter. Mindst en gang om ugen var vi ude at spise sammen hele holdet, så det var tydeligt, at man godt kunne lide hinanden, og at man var gode til at hygge sig sammen. Det er meget kærligt. Det lærte jeg allerede at kende i Spanien, og det var det samme i Italien, så det kan man bestemt godt lære noget af i andre kulturer,” mener Daniel Jensen.

Familien med fru Nicole, der altså er halvt italiensk, men som Daniel Jensen gik i skole med i København for mange år siden, og de tre børn Luca, Noemi og Stella, der dengang var otte, seks og to år, faldt også til, og med halvandet år på kontrakten var der lagt op til et godt forløb for de fem gange Jensen efter et halvt år i uvished i Luzern.

”Jeg glædede mig til at komme i gang med fodbolden, jeg trænede godt og spillede også fra start i min første kamp ude mod Cesena. Det var jeg slet ikke i form til, men det var jo et tegn på, at de forventede noget af mig, og at de syntes godt om det, de havde set indtil videre,” fortæller midtbanemanden, der blev skiftet ind i den næste kamp hjemme mod AC Milan, og der fik sit andet nederlag i træk.

Men så ventede der et forløb, der gerne skulle kaste point af sig, og træner Tesser havde en plan.

”Vi skulle spille tre kampe på en uge, og han fortæller mig så, at hvis jeg ikke starter inde i den første kamp, så spiller jeg de to næste på hjemmebane, for de var vigtige, og vi havde mulighed for at hive seks point mod andre hold i bunden. I Italien er de jo meget systematiske, så det havde han planlagt, og jeg så frem til de to kampe, for jeg var ikke med i den svære udekamp, der indledte serien. Den tabte vi til Palermo – og så blev træneren fyret.”

”Den nye træner hed Emiliano Mondonico, der var en gammel kending i Italien. Han havde blandt andet været træner for Napoli, og han havde været syg i en periode, men nu var han så kommet tilbage til fodbolden og havde fået chancen i Novara. Han startede med at sige, at han ville blande alle spillerne sammen, og så kiggede han på mig og sagde: ”Dig kender jeg ikke, så vi må lige se dig lidt an”.”

”Det grinede de andre spillere noget af, da vi fik en kaffe efter træningen. ”Kender dig ikke, han kunne jo slå dig op og læse om landsholdet og Champions League. Det er nok nærmere dig, der ikke kender ham,” sagde de, og det var selvfølgelig meget skægt,” siger Daniel Jensen, der dog fik de sidste otte minutter i hjemmebanenederlaget til Chievo men var helt ude, da Novara spillede 0-0 hjemme mod Cagliari.

Ugen efter fik han et slag på hælen i en træningskamp, der kostede et par ugers pause, og da midtbanemanden var klar igen, var der igen sket udskiftning på trænersiden.

”Den gamle træner kom tilbage, for det ville tilhængerne have. Men nu var det pludselig ham, der var skeptisk, for hvorfor havde jeg ikke spillet i de to kampe, han havde planlagt? Det var et stort cirkus, men jeg endte med at få et par kampe ude mod blandt andet Napoli og Roma, men de sidste kampe spillede jeg ikke, og det var jeg lidt sur over. Det kunne han også godt mærke, og så sagde han til mig, at ”hvis du er her til sommer og får en fuld optakt med holdet, så er du fast mand.” Og det lød jo fint nok, selv om det var i serie B.”

Læs resten af historien på næste side

Da 10’eren blev vraget
Alt i alt blev det til seks kampe i Serie A med fem nederlag og godt fire timer på banen for nedrykkerne, men det var trods alt en start, og der var løfter om meget mere efter sommerpausen.

”Først var vi på den længste træningslejr, jeg har været på. Vi var afsted i 18 dage, men det gik godt, og jeg fik endda trøjen med nummer 10, hvilket er en stor ting i Italien, ja nærmest en æressag. Spillerne sagde i hvert tillykke til mig, og direktøren snakkede om at forlænge min aftale med et år mod at flytte lidt af lønnen til det sidste år. Så de var meget positive på det tidspunkt.”

”Lige før transfervinduet lukker, er vi så igennem en spillerrotation, hvor der kommer syv-otte nye spillere ind på holdet. Klubben har godt nok også snakket om, at hvis jeg ville lejes ud, så kunne jeg komme til Reggina på de samme betingelser, men det havde jeg sgu’ ikke lyst til, for der var rigtig fine faciliteter i klubben, og vi boede godt i Milano.”

””Hvad så med Bulgarien?,” spurgte sportsdirektøren. ”Du kan selv tage til Bulgarien,” sagde jeg. ”Jeg har en kontrakt her.” Et par dage efter stod vi så til træning med 28 spillere i truppen, så nogen måtte stå ude, når vi spillede 11-mod-11. Det tænkte jeg ikke nærmere over. Jeg var jo sikker starter, følte jeg, men så nævnte træneren dem, der skulle starte ude, og så sagde han mit navn. Jeg kiggede lidt på ham, men stillede mig så ud på sidelinjen ved siden af en af holdkammeraterne fra året før, som nu var blevet assistenttræner.”

”Jeg står og er udskifter til en træning! Det her har jeg aldrig prøvet før, ikke engang i Bremen da de spillede Champions League. Hvad er det her for noget?,” sagde jeg, og det tog han så med til træneren bagefter. Så blev jeg kaldt ind til en snak, og træneren fortalte, at det var sportsdirektøren, der ikke havde skrevet mig på listen over spillere, der kunne bruges i sæsonen, der kom. Så han kunne ikke bruge mig, selv om han rigtig gerne ville. Og så ringede han til sportsdirektøren med telefonen på medhør, og det var rigtigt nok. Vi havde fået mange spillere ind, og jeg ville ikke væk, så…”

”Næste dag kom sportsdirektøren hen for at snakke med ham, men jeg ville hverken snakke eller give hånd. ”Du har lige ødelagt et år for mig,” tænkte jeg, men siden hen fandt jeg ud af, at det faktisk var træneren, der var inde over det, der var sket.”

”Når du går under midten af Serie A og længere ned i rækkerne i Italien, så ser du, hvor mange spillere, der ryger rundt mellem klubberne, og der er så også åbenbart nogle penge, der ryger med. Det har jeg i hvert fald snakket med mange agenter om dernede. Det er sådan en uskreven regel, at efter en handel så får træneren eller sportsdirektøren lige en kuvert med fra agenten som tak for en god handel. Det er der bare, og det kan du ikke gøre noget ved.”

”Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var tilfældet her, men det var i hvert fald mærkeligt, hvordan jeg gik fra at stå med nummer 10 på ryggen og en plads på holdet til at blive sorteret helt fra, da der kom otte nye spillere ind. Men så fik man også mærket på egen krop, hvordan det kan være i Italien. Man hører jo altid om det, men man tænker bare, at det ikke sker for en selv,” fortæller Daniel Jensen, der nu stod skadesfri og uden mulighed for at få spilletid.

”Jeg kom jo stadig ind og trænede med, og samtlige spillere var ovre og spørge, om ledelsen havde røget pot eller hvad. Det var en meget mystisk situation at stå i. Den ene sagde det ene, den anden sagde det andet, og man stod bare der i midten og var forbandet,” siger Daniel Jensen, der var en del af Novara til starten af november uden mulighed for spilletid. Så blev man enige om at opsige kontrakten.

”Hvis jeg skal pege på noget positivt ved forløbet så var det, at familien havde det rigtig godt. Børnene lærte også italiensk, så det kom der i hvert fald ud af det. Vi har faktisk haft det rigtig godt uden for banen, så helt skidt har det heller ikke været,” siger midtbanemanden med nogle måneder mellem Novara og nutiden.

Både kroppen og hovedet er klar
Og den nutid er altså i det lige nu kolde København, for den tidligere landsholdsspiller trænede med FCK nogle uger før jul og et par stykker bagefter, og i den periode fik han bevist, at der stadig er masser af fodbold i både benene og hovedet. To mål og en assist i en reserveholdskamp mod Brøndby ser imponerende ud på YouTube, men også i det daglige arbejde viste han tempo og overblik, så selv om der egentlig ikke var plads i truppen, der på forhånd tæller fire centrale midtbanefolk og kun har 13 kampe tilbage af sæsonen, valgte FCK at give en korttidskontrakt til den 33-årige midtbanemand. Så kan begge parter tt vurdere, om der er basis for et videre samarbejde til næste år, når der kommer nogle flere opgaver på kampprogrammet.

På den måde tyder alt på, at Daniel Jensen er kommet ud på den anden side af den periode, der begyndte med en operation tilbage i april 2009 og siden kun har kastet 30 ligakampe i Tyskland og Italien af sig.

”Ja, det er blevet til mange år, hvor der har været mange ting, og hvor det kun er kørt godt i glimt. Men jeg kan mærke, at det går bedre. Undervejs i forløbet har min kone også uddannet sig til kostvejleder, og det har hjulpet rigtig meget. Jeg har fået et indblik i, hvordan man optimerer på det punkt også, så jeg går for eksempel ikke og døjer med de der betændelsesskader længere.”

”Så rent krops- og skadesmæssigt er jeg på det niveau, jeg gerne vil være på, men kamptræningen og kampformen er noget, der skal bygges videre på. Det er der så også næsten to måneder til, så der er god tid, og så håber jeg selvfølgelig, at jeg kommer op i det gear igen hvad angår kampformen også.”

”Men mine akillessener har været rigtig gode et stykke tid, og det er jeg rigtig glad for. Knæet er der noget inde i, men det er ikke noget problem. Jeg lavede min genoptræning for et års tid siden og lige siden er det kun gået fremad, så jeg skal bare holde det ved lige med nogle øvelser og så burde der være styr på det,” fortæller Daniel Jensen om de fysiske aspekter af det usikre forløb.

Og rent mentalt er der også styr på tingene, for midtbanemanden har faktisk ikke haft de helt store problemer med at holde humøret oppe undervejs.

”Det har da været hårdt psykisk nogle gange, selvfølgelig har det det. Specielt der hvor jeg ikke kunne spille i Novara. Vi er jo alle sammen bare mennesker, og når man hele tiden får de samme spørgsmål om fremtiden, så begynder man jo også selv at spekulere. Skulle man stoppe eller… Men jeg har jo hele tiden haft lyst til at spille. Jeg var godt nok skadet i en periode, men det var, hvad det var. I det seneste år har der ikke været noget med skader. Det var det kampmæssige, der manglede, og jeg nåede jo at spille et par fine kampe i Serie A, og den slags er med til at drive en videre.”

”Man får lyst til mere, og jeg føler mig jo godt tilpas, så i bund og grund er det det, det handler om. Og jeg har jo også altid sagt, at alle de år her da jeg har været skadet, dem får jeg igen i sidste ende,” siger Daniel Jensen, der nu også har fået samling på familien igen.

Drømmenes København
For de blev i Milano og forberedte flytning, mens han trænede med i FCK i det sene efterår, men nu er de alle sammen under samme tag i den lejlighed på Christianshavn, som familien har haft som ferielejlighed i mange år og som efterhånden er blevet lidt lille i takt med at familien er vokset til nu tre børn. Og det er godt med samling på tingene efter halvandet år i uvished efter afskeden med det hus, som familien selv fik bygget i Bremen ved ankomsten tilbage i 2004.

”Men det handler også om, hvordan man tackler det, og vi har fået det til at fungere synes jeg. Børnene gik jo i skole i Italien og var glade for at være der, mens det var lidt sværere i Schweiz, hvor jeg nærmest var arbejdsløs og børnene ikke havde noget sted at gå i skole. De havde ikke rigtig noget at stå op til, og det var da irriterende, selv om de fik passet deres undervisning over nettet og man kunne hjælpe dem med det.”

”Men de har jo været med lige fra starten, så de er vant til det her liv, og det er de helt med på. De var også klar til at tage et andet sted hen nu her, om det så skulle være Kina, Japan eller USA. Det var de ligeglade med. Bare vi var sammen. For der var da snak om sjove lande også, og det kunne have været skægt at prøve, men nu har jeg valgt det mere sportslige i FCK. Hvis vi vinder ligaen, så er der Champions League næste sæson, og det kan du ikke finde ret mange steder i forhold til de muligheder, jeg havde,” fortæller Daniel Jensen.

Og så er der jo også en uventet sidegevinst ved skiftet, for pludselig er familien Jensen kommet hjem til København igen.

”Det var ikke noget, vi havde overvejet på den måde. Vi har meget familie i udlandet, og vi har boet 15 år i udlandet. Det er jo næsten halvdelen af mit liv, så vi har ikke noget forhold til Danmark på den måde. Men jeg elsker København, og nu er vi så kommet hjem, hvilket helt sikkert gør mange ting nemmere i forhold til børnenes skole og i forhold til mine egne muligheder for at forberede et liv efter karrieren ved siden af. For jeg vil gerne blive i fodbolden og om det så bliver som agent [som Daniels storebror Niclas Jensen] eller træner må fremtiden vise. Det er i hvert fald nemmere at komme i gang med her.”

”Om det så også betyder, at vi bliver i Danmark, er ikke til at sige. Hvis jeg bliver træner, kunne jeg da godt tænke mig at komme ud igen, og der ville Tyskland være oplagt. Men det hører alt sammen fremtiden til. Nu er vi tilbage i København, og jeg glæder mig helt vildt til alt det, der kommer, både på og uden for banen.”

”Jeg vil bare gøre det så godt som muligt til træning her de første måneder, og så har jeg det ikke anderledes end alle andre spillere. Jeg vil gerne spille fra start. Men nu må vi se. Jeg har skrevet under med FCK, jeg er FCK’er, og jeg vil give alt for FCK. Det er sådan, jeg ser på det,” siger Daniel Jensen på den anden side af nogle frustrerende år.