Det har indtil videre været et stille transfervindue for Liverpool, der indtil videre har købt Kostas Tsimikas i Olympiakos.
Nu forlyder det, at de engelske mestre vil forsøge at hente den 18-årige belgier, Jérémy Doku, der til daglig spiller i Anderlecht. Det skriver Het Nieuwsblad.
Ifølge den belgiske avis vil Liverpool købe ham denne sommer og udleje ham tilbage til Anderlecht for resten af sæsonen.
For to år siden var Jérémy Doku i Liverpool, da han modtog en invitation fra klubben, hvor han mødte Jürgen Klopp, der skulle have meddelt ham, at han kunne blive den fremtidige erstatning for Sadio Mané.
Anderlecht er opmærksom på Liverpools interesse og er ikke meget for at sælge, men den økonomiske situation kan betyde, at de bliver nødt til at sælge ham, hvis der kommer et bud, de ikke kan takke nej til.