Video : Tipsbladet
Superliga

Hård straf: Ingen Brøndby-fans på Sydsiden

Brøndby IF har tabt en sag i Fodboldens Disciplinærinstans, der gør, at man i den kommende Superliga-kamp ikke må have tilskuere på Sydsiden.

Når Brøndby IF på mandag møder Silkeborg IF, bliver det uden tilskuere på Sydsiden.

Det har Fodboldens Disciplinærinstans netop afgjort.

Straffen skyldes dels et banner i Parken i mandags i det københavnske derby, ligesom pyroteknik gjorde, at opgøret mod ærkerivalerne blev afbrudt i 16 minutter grundet brug af pyro.

Banneret var henvendt mod Peter Dahl, der er politiinspektør ved Københavns Politi.

Foruden straffen på et lukket tribuneafsnit får Brøndby IF også en bøde på 150.000 kroner.

Det vil altså sige, at man på mandag mod Silkeborg IF vil se et tomt tribuneafsnit bag det ene mål. Det eneste, der kan ændre på dette, er, hvis de blå-gule vælger at indbringe kendelsen for Fodboldens Appelinstans, hvilket Brøndby kan inden for de kommende to uger.

- Fodboldens Disciplinærinstans vurderer, at der er tale om særdeles alvorlige overtrædelser af Divisionsforeningens cirkulære om sikkerhed og orden på stadion, står der i kendelsen.

Tipsbladet har forsøgt at kontakte Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Brøndby IF var bagud med 0-1 i opgøret mof FC København, men endte med at vinde med 2-1 og fører dermed Superligaen.

Også FC København er blevet straffet efter det københavnske derby - her har man fået en bøde på 175.000 kroner for affyring af pyro samt et banner med tallene 1312.