Randers FC udspillede mandag sin rolle i forhold til at komme i mesterskabsspillet, da holdet tabte 0-1 til FC Midtjylland.
Dermed er det udelukkende Silkeborg og OB, der er i spil at gøre FC Midtjylland, Brøndby, FC København, FC Nordsjælland og AGF selskab i top-6.
Og trods blot to indsamlede point i holdets seneste ni ligakampe står Silkeborg med langt de bedste kort på hånden, når grundspillets sidste runde afvikles søndag fra klokken 17 med seks kampe på samme tid.
Herunder er de mulige scenarier ridset op.
* Får Silkeborg point i sin udekamp mod Brøndby, eller vinder OB ikke over FC København hjemme, tager Silkeborg sjettepladsen og billetten til mesterskabsspillet.
* Vinder OB over FCK, og taber Silkeborg til Brøndby, slutter begge hold på 27 point. I så fald bliver målscoren afgørende. Silkeborgs målscore hedder 27-28, mens OB hedder 25-30.
* OB kan snige sig forbi Silkeborg, hvis de henter både tre point og fem mål på midtjyderne - for eksempel med 3-0 over FCK, mens Silkeborg taber 0-2 i Brøndby.
* Slutter holdene med samme målforskel, bliver flest scorede mål afgørende. Hvis OB for eksempel vinder 3-1, og Silkeborg taber 0-2, tager OB pladsen med en målscore på 28-31 mod Silkeborgs 27-30.
* Slutter OB og Silkeborg med helt den samme målscore - eksempelvis 27-30 ved 2-0 til både OB og Brøndby - tager Silkeborg pladsen, da indbyrdes opgør i så fald er afgørende. Silkeborg spillede 0-0 hjemme og vandt 3-0 i Odense.
Kilder: superliga.dk
/ritzau/