Video : Tipsbladet
Superliga

Her bliver FCM ramt langt hårdere end FCK og BIF

Vi er i den del af sæsonen, hvor karantænerne begynder at bide.

Mens FC København har Elias Achouri ude af den kommende runde mod FC Nordsjælland, slap FC Midtjylland og Brøndby i den forgangne runde for nye karantæner.

Men både midtjyderne og Brøndby ville nok gerne bytte karantæne-situation med FC København lige nu, hvor der er ni runder tilbage i Superligaen og der er guldmedaljer på højkant til de bedste af de tre mandskaber.

For der skal ikke mange sene tacklinger, mundhuggerier eller tilfælde af tidsudtræk til, før FC Midtjyllands Thomas Thomasberg og Brøndbys Jesper Sørensen skal tænke alternativt.

Værst ramt er FC Midtjylland, der har fem mand i fare.

Sidste sommers dyrt indkøbte profiler Cho Gue-sung og Sverrir Ingi Ingason ryger i karantæne ved den mindste forseelse til gult kort, mens Oliver Sørensen ryger ud i tilfælde af et gult kort, der takseres til mellem-kategorien, der giver fire point.

Og FCM kan miste yderligere to centrale midtbanespillere, Armin Gigovic og André Rømer, hvis de får gule kort i den tunge kategori, der giver seks strafpoint.

Kilde: Danskfodbold.com

Brøndby IF følger lige efter med en dag på tribunen til Mathias Kvistgaarden, Mathias Greve og Henrik Heggheim ved gult kort, mens gult i den tunge kategori giver Josip Radosevic sæsonens første karantæne.

FC København har til gengæld kun Rasmus Falk og Elias Jelert i farezonen.

Også Silkeborg IF og Vejle har ligesom FC Midtjylland fem mand i farezonen forud for næste gule kort.

FC Midtjylland har haft en tung sæson med kort og strafpoint, hvor FCM er topscorer blandt topholdene med kun Vejle, der lige nøjagtig har raget flere strafpoint til sig, mens FC Nordsjælland og FC København har færrest strafpoint.

Tipsbladets gennemgang af dataene viser desuden, at FC Midtjylland indtil videre i sæsonen har fået flest kort set i forhold til antal frispark, hvor midtjyderne er i betydeligt større fare for at rage kort til sig, end deres guld-rivaler Brøndby og FC København har været hidtil i sæsonen.