Video : Tipsbladet
Superliga

Guide: Sådan fungerer et spillerbudget

Hvad vil det sige, når vi skriver og taler om spillerbudgetter i Superligaen og europæiske topligaer? Tipsbladet forklarer her, hvad et spillerbudget består af, og hvordan det fungerer.

Hvad er et spillerbudget i en Superliga-klub?

Siden Tipsbladet begyndte at dække Superliga-klubbernes transfers og forbrug på spillere systematisk i 2008, har vi brugt branchens eget udtryk 'spillerbudget' til at beskrive, hvor højt eller lavt et forbrug de enkelte klubber har på spillere i løbet af en sæson.

Men hvad vil et spillerbudget helt nøjagtigt sige? Det forklarer vi her.

Først afliver vi en udbredt myte:
Et spillerbudget er IKKE det samme som det beløb, man har til at betale transfersummer for nye spillere, som nogle måske kender fra spil som Football Manager eller FIFA.

Et spillerbudget består af to hovedposter:
1: Udgifter til spillere og trænere på førsteholdet
De udgifter, en klub har til lønninger, signon-fees, bonusser og ferie+andre sociale udgifter til deres spillertrup og trænere i løbet af et år.

2: Afskrivninger på transfers
Klubber afskriver, det vil sige betaler, i deres regnskaber for transfers over den periode, en købt spillers kontrakt løber.

Det er også i dette punkt, vi finder eventuelle præstationsklausuler, som en købende klub har forpligtet sig til i et tidligere indkøb.

Et tænkt eksempel:
Gabriel Pereira kostede FC København 37,5 millioner kroner at købe i Gil Vicente i sommeren 2024.

Pereira fik en femårig kontrakt, og for regnestykkets skyld anslår vi, at han koster FC København fem millioner kroner i løn, bonusser og sociale omkostninger om året.

FC København skal dermed i regnskaberne afskrive Gabriel Pereiras transfersum over kontraktperioden på fem år, også selv om man i langt de fleste tilfælde overfører selve betalingen for transferen i to-tre rater til den klub, man har købt spilleren af, i løbet af maksimalt 18-24 måneder og ofte i løbet af 6-12 måneder.

Det vil sige, at Gabriel Pereira årligt koster FC København 5 millioner kroner+7,5 millioner kroner i afskrivning på transferen hvert år i fem år, ergo koster Gabriel Pereira 12,5 millioner kroner på FC København spillerbudget for en sæson.

Det samlede spillerbudget
Er de samlede udgifter til spillere og træneres aflønning og sociale omkostninger plus klubbens samlede afskrivninger på transfers i løbet af et år.

Et tænkt eksempel på det samlede regnestykke for en klubs årlige spillerbudget

Et tænkt eksempel
Lad os sige, FC Midtjylland efter det seneste års tunge investeringer i førsteholdet rammer omkring 85 millioner kroner i årlige personaleomkostninger til førsteholdet og trænerne, efter man har vundet mesterskabet og kommer en tur i Europa Leagues gruppespil, hvor bonusordningen bliver ganske fin for spillerne.

Samtidig har FC Midtjylland investeret massivt i spillerkøb de tre seneste transfervinduer (omkring 250 millioner kroner, hvis det kan gøre det), hvilket skal afskrives ligeligt over de kommende fire-fem år. Vi anslår, det beløb til transfer-afskrivninger rammer 95 millioner kroner per år.

Så bliver FC Midtjyllands spillerbudget på 180 (85+95) millioner kroner.

Bemærk, at de fleste klubber bruger størstedelen af spillerbudgettet på personaleomkostninger og ikke transfers, selv om Superliga-klubberne især i toppen og midten siden corona-krisen er begyndt at bruge langt flere penge på køb end tidligere.

Det skal du også vide om spillerbudgetter

A: Millionerne fra spillersalg ryger ikke på sportsdirektørens indkøbskonto
Hvis en Superliga-klub sælger en spiller for et stort millionbeløb, betyder det ikke, at sportsdirektøren og cheftræneren derefter kan bruge det samme beløb til at købe nye spillere for.

Langt de fleste Superliga-klubber har indregnet et million-overskud på spillerhandler hver sæson, så man kan bruge flere penge på lønninger, end man egentlig har indtægter til i dagligdagen uden for transfervinduerne.

Ergo: Sælger FCM, Brøndby eller FCK en spiller for 100 millioner kroner, betyder det sjældent, sportsdirektøren bagefter kan købe en eller flere nye spillere for det samme beløb.

B: Kontraktforlængelser kan være smart fidus
Vi så før, hvordan transfersummer bliver afskrevet ligeligt over en spillers kontraktlængde.

Men den proces bliver genstartet, hvis en klub og spiller forlænger kontrakten.

Lad os sige, FC København og Gabriel forlænger kontrakten i sommeren 2027 på en ny femårig aftale, hvor Pereira stiger fra fem til syv millioner kroner i årsløn og bonusser.

I 2027 har FC København afskrevet 22,5 ud af de 37,5 millioner kroner, det vil sige der er 15 millioner kroner tilbage i afskrivninger på den oprindelige transfersum.

De 15 millioner kroner skal nu afskrives over de nye fem år på Pereiras kontrakt, så han 'vejer' 3 millioner kroner om året i FCK's spillerbudget.

På denne måde går Pereira fra at koste 12,5 millioner kroner om året i FCK's spillerbudget fra 2024 til 2026, til at han koster 10 (3+7 i årsløn) millioner kroner fra 2026 til 2031.

Med den manøvre sparer FCK 2,5 millioner kroner om året i spillerbudgettet, Pereira er sikkert glad for at få to millioner kroner i årsløn, og FCK har et ekstra argument, hvis Pereira skal sælges, fordi man nu har papir på ham fem år ud i fremtiden i stedet for to.

Den finte er til gengæld farlig for klubben, hvis spilleren kort tid inde i en kontraktforlængelse ikke længere er god nok til at spille fast og ikke kan eller vil sælges.

C: Egenudviklede spillere er skønt for regnskabet
Regnskabsteknisk er det vildt attraktivt at sælge egenudviklede spillere.

Egenudviklede spillere, der kommer fra egen ungdomsafdeling, koster nul kroner årligt i transfer-afskrivninger, hvilket næsten kan føles fjollet, når nu topklubberne FC København, FC Nordsjælland og til dels FC Midtjylland bruger lige så meget årligt på ungdomsarbejdet, som små Superliga-klubber har i spillerbudget til førsteholdet i en hel sæson.

Hvis vi nu siger, Gabriel Pereira gør det fantastisk i FC København i denne sæson og i sommeren 2025 bliver solgt til AS Roma for 90 millioner kroner, ryger der ikke 90 millioner kroner i lommen på Sune Smith Nielsen og den sportslige afdeling i FC København.

Om et år har FC København på regnskabet betalt 7,5 ud af de 37,5 millioner kroner, Pereira kostede at købe af Gil Vicente.

De resterende 30 millioner kroner skal nedskrives, det vil sige afregnes, i regnskabet omgående.

Så FC København vil i sommeren 2025 ikke tjene 90 millioner kroner til regnskabet på et AS Roma-salg af Pereira, man vil tjene 60.

Hvis man derimod solgte Victor Froholdt for 60 millioner kroner til AS Roma, ryger alle 60 millioner kroner direkte ind i regnskabet som et plus, fordi han kommer fra ungdomsafdelingen og dermed har kostet nul kroner i transfer.

Når Orri Oskarsson i sommeren 2024 ryger til Real Sociedad for cirka 150 millioner kroner, bliver nærmest samtlige 150 millioner kroner til et plus i FCK's årsregnskab, fordi Oskarsson er mere eller mindre gratis bortset fra de pebernødder, man eventuelt skylder for at have hentet ham i den lille islandske klub Grotta for flere år siden.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.