Video : Tipsbladet
Superliga

Stjerne retur til Viborg? Vil ikke udelukke noget

Det ligger ikke i kortene, men man skal aldrig sige aldrig, når det kommer til at hente den tidligere topscorer retur til klubben, forklarer Viborgs sportschef.

Viborg har været blandt de seneste sæsoners helt store succeshistorier i den danske Superliga. 

Forrige sæson bød på en syvendeplads og kvalifikation til Europa. Sidste sæson sluttede man så lige udenfor medaljerne med store profiler på holdet. I denne sæson har man ikke helt nået fordums højder. 

Viborg er gået ind til årets sidste landsholdstermin på ottendepladsen i Superligaen, hvor man har skrabet 16 point sammen efter de første 15 spillerunder. En smule bekymrende er det dog, at man kun har nettet 14 gange, hvilket er næstdårligst i hele Superligaen. Det er blandt andet også der, at klubbens sportschef Mads Agesen har spottet, at man halter efter. Det påpeger han overfor Tipsbladet.

- Vi har vel fået som fortjent og forventet, men der er stadig mere at gå på. Vi har slidt lidt med at lave mål nok og modtaget for store chancer, så det bruger vi pausen på for at se, hvordan vi kan korrigere frem mod resten af sæsonen.

Han understreger, at det ser fornuftigt ud, men at der er plads til forbedringer. Derudover bliver Viborg udstyret med data fra Football Radar, som man har adgang til via sit ejerskab, der viser, at der er nogle marginaler, som er gået imod dem. 

Rent offensivt skal der flere mål på tavlen, og derfor analyserer Agesen og trænerteamet på, hvordan holdet kan få tilført flere målscorere. Anosike Ementa er klubtopscorer med fire ligamål, men efter ham er det kun Serginho, som med to scoringer har nettet mere end en enkelt gang i Superligaen. 

Anosike Ementa har været et lyspunkt for Viborg indtil videre i denne sæson. Foto: Jan Christensen/Getty Images.

Han slår fast, at man ikke kan forvente ret meget mere af Ementa, som har et halvt målpoint pr. kamp i denne sæson med sine fire scoringer og tre assister i 14 kampe. Generelt ser han en rigtig god case i den tårnhøje angriber, som man i sommer turde satse på, selv om han aldrig nåede at score et seniormål for AaB.

- Nu har alle folk skreget på, at Jay-Roy aldrig er blevet erstattet, men vi har alligevel formået at tage en spiller, som havde scoret nul mål i 37 kampe i AaB, som nu har et halvt målpoint pr. kamp. Fire mål og tre assister i 14 kampe – det er acceptabelt. Der kan vi ikke forvente ret meget mere. Så det, vi kigger på, er, hvordan vi offensivt kan få bragt flere målscorere ind på holdet. Det analyserer vi frem til nu.

Han understreger, at Anosike Ementa havde et uforløst potentiale i AaB, og at de i Viborg måske i større grad formår at sætte ham mere i spil i forhold til den type, han er. Der vil være dyk, indrømmer Agesen, som ser et større loft på topscoreren.

-  Han er på vej, og han arbejder stenhårdt. Hvis omverdenen har større forventninger til en spiller som det, så ser vi nok lidt anderledes på det.

Grot er ikke top of mind
Viborg slider altså med scoringerne i denne sæson, og det kom også til udtryk, da man mødte AGF inden landsholdsterminen. Her tabte man 2-0 og manglede tydeligvis Ementa, der havde karantæne, eller en anden angriber, der kunne skubbe bolden i kassen.

Sådan en havde man frem til februar i år, hvor man solgte Jay-Roy Grot til japanske Kashiwa Reysol for mange millioner. Grots sidste sæson i Viborg var fremragende med ni scoringer i Superliga-efteråret, men i Japan har det indtil videre været rigtig sløjt med en enkelt scoring i 17 ligakampe, ligesom opholdet også har været plaget af skader.

Jay-Roy Grot scorede 15 gange i 50 kampe for Viborg, men særligt hans sidste efterår i klubben var stærkt. Foto: Rene Schütze/Getty Images.

Men kunne man forestille sig, at Viborg og klubbens tidligere topscorer bliver genforenet for at løse begges problemer? Den dør vil Agesen ikke helt smække.

- Jeg vil ikke udelukke noget, men det ligger ikke lige først for, at vi henter ham hjem, siger han og uddyber:

-  I respekt for at vi har de niere, vi gerne vil have, tror jeg ikke, det er noget, der ligger top of mind, at Jay-Roy skal tilbage til Viborg. Jeg tror også, at han lønmæssigt er stukket lidt af for vores budgetter. Der skal en del til, for at det kan lykkes. Jeg tror ikke, han har spillet så meget qua nogle skader derovre.

- Jeg tror, man skal holde fast i, at det var endnu en spiller, man tog ind, udviklede på og solgte videre med stor profit. Det er det, vi håber, at vi kan gøre med nogle af vores egne spillere igen.

Sådan en spiller kan meget vel være Anosike Ementa, hvis han fortsætter den udvikling, som lige nu peger i den rigtige retning.

Disclaimer: Tipsbladet og Viborg FF