Griber ind mod smittefare: Politiet opretter nyt corona-hotspot i Århus
Da AGF sikrede sig bronzemedaljer i søndags, fejrede massevis af århusianere det sammen på byens gader og stræder. For mange af dem var dog forsamlet på Rådhuspladsen, og det vil politiet undgå igen i aften, når AGF spiller Europa-playoff mod OB.
Derfor har Østjyllands Politi oprettet endnu et såkaldt hotspot. Det betyder, at politiet kan lukke området helt ned, hvis man vurderer, at for mange er forsamlet for tæt på hinanden.
Der var i forvejen fem af slagsen rundt om i Århus, men ordensmagten har altså lært af søndagens fejringer. Det nye hotspot gælder fra kl. 11 onsdag.
Læs også:Amini om fest med AGF-fans: Jeg fortryder ingenting
- Den nuværende situation med covid-19 gør, at vi er nødt til at tage smitterisikoen i større forsamlinger meget alvorligt. Under normale forhold er der ikke noget til hinder for, at glade mennesker forsamles for at fejre deres hold, men lige nu har vi en lovgivning, der tilkendegiver, at der ikke må forsamles mere end 100 personer, siger politiinspektør Martin Løye i en pressemeddelelse.
De nu seks hotspots er:
- Foran Ceres Park
- Telefonsmøgen/Busgaden
- Store Torv
- Ingerslev Boulevard
- Sct Pauls Kirkeplads
- Rådhuspladsen
Læs også:AGF-fans festede løs efter bronzen: Vi havde svært ved at håndtere det
- Vi opfordrer på det kraftigste til, at man sørger for at sprede festen ud, hvis man skal til fodbold på onsdag. Hold afstand til hinanden, vælg nogle områder, hvor der er god plads, eller del festen op, hvis der er for mange samlet ét sted, siger Martin Løye.
Det kan koste en bøde på 2.500 kroner at opholde sig i et område, hvor der er udstedt opholdsforbud. Man må dog gerne passere gennem området.
Læs også:AGF-bomber kan ikke gå på gaden i fred: Mange klubber er misundelige på os
Læs også:Optakt: AGF - OB
Læs også:OB-islænding ser europæisk skæbnekamp mod AGF som 50/50