Video : Tipsbladet
Superliga

Grabara inden derby: Mere stressende for Brøndby

Kamil Grabara roser Brøndby for at være tilbage i toppen af Superligaen i denne sæson, men FC København-målmanden tror også, at de blå-gule går mere stressede ind til derbykampene nu, hvor der er tale om opgør, der kan blive afgørende i guldkampen.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Kamil Grabara er i gang med sine sidste måneder i FC København, og den polske målmand vil ikke lægge skjul på, at det bliver mere og mere emotionelt for ham, i takt med at dagene går. 

- Det gør det. Jeg har aldrig været længere tid i en klub, end jeg har været her. Selvfølgelig var jeg i Liverpool i længere tid, men jeg var en akademispiller, så det var noget andet. Jeg føler, at jeg har udviklet mig her, når det kommer til mine præstationer på banen. Den anden del (udenfor banen, red.) er ikke op til mig at vurdere.

- Jeg er bare mig selv, og enten kan man lide det, eller også kan man ikke lide det. Det er helt fint og op til den enkelte. Jeg bliver emotionel. Fansene værdsætter mig, og jeg værdsætter dem. Det er et godt og sundt forhold, lyder det fra Kamil Grabara. 

Lad os være ærlige: Vores topniveau er der ikke nogen, der kan matche i Superligaen. Men når vi rammer vores bundniveau er det helt sikkert muligt for ethvert hold at slå os.

Kamil Grabara
Målmand, FC København

På mandag venter det næstsidste københavnerderby for Kamil Grabara, og FC København-stjernen vil ikke lægge skjul på, at han kommer til at savne kampene mod Brøndby IF, når han til sommer forlader Superligaen for at fortsætte karrieren i Bundesliga-klubben Wolfsburg. 

- Ja, det tror jeg helt sikkert, at jeg vil komme til. Jeg vil endda tilføje, at det er nu mere seriøst nu, når de også er med oppe i toppen af tabellen, ligesom vi er. Der er to point mellem os, så derfor er det selvfølgelig endnu mere seriøst. Det er anderledes at spille mod Brøndby i top seks nu, end når vi er ni point foran dem og kæmper om mesterskabet, mens de spiller for at blive nummer fem eller fire, haha.

- Så jeg tror, at det for dem nok er endnu mere stressende, end det har været tidligere. De sidste to gange, vi mødte dem i Parken, har resultaterne ikke været gode for os, så det vil vi gerne ændre på, siger Kamil Grabara.

Den polske keeper har gjort sig tanker om, at han nu står overfor sit sidste københavnerderby i Parken. 

- Selvfølgelig. Hvem ønsker at slutte af med at efterlade et dårligt indtryk? Jeg vil efterlade et godt indtryk og jeg vil vinde alle de vigtige kampe, men først og fremmest vil jeg vinde ligaen, siger Kamil Grabara og fortsætter:

- Hvert eneste derby er specielt. Både for fansene og for spillerne. Jeg vil selvfølgelig prøve at undgå at blive emotionel, for det vil jeg ikke hjælpe mig, tror jeg. Jeg vil bare gribe det an som ethvert andet derby. 


Kamil Grabara er ikke bleg for at rose Brøndby, der i denne sæson har taget et stort skridt op. Foto: Alamy

Ros til Brøndby
Hvad angår mandagens kamp er Kamil Grabara ikke i tvivl om, at det kan ende galt for FC København, hvis 'løverne' ikke rammer dagen. 

- Jeg ved, at vi kommer til at vinde komfortabelt, hvis vi spiller op til vores bedste. Lad os være ærlige: Vores topniveau er der ikke nogen, der kan matche i Superligaen. Men når vi rammer vores bundniveau er det helt sikkert muligt for ethvert hold at slå os. Så hvis vi rammer vores bundniveau, så er der en god chance for, at vi taber kampen, siger Grabara.  

Er du overrasket over, at Brøndby har taget et skridt op i den her sæson?

- Jeg vil sige, at det bare bidrager til rivaliseringen. Det er godt for dem, at de gør det godt. Men vi skal gøre det bedre i sidste ende. Held og lykke til dem... det ville være rimeligt kedeligt, hvis de var et gennemsnitligt hold. Det er godt for hele byen, at de faktisk har taget et skridt op. 

FC København-keeperen vil ikke gøre sig til dommer over, hvorvidt mandagens opgør også er en duel mellem de to bedste målmænd i Superligaen. 

- Det er ikke op til mig at sige, hvem der er de bedste. I kan vurdere mig, som I vil. Jeg kender min egen værdi. De er selvfølgelig nødt til at have en god målmand, når de ligger så højt i tabellen. Så simpelt er det. 

- Han (Patrick Pentz, red.) er en god målmand. Længere er den ikke. Jeg kan ikke rigtig se pointen i at tale om en målmand fra et andet hold. Jeg ser ham ikke træne, og jeg ser ikke hver eneste af Brøndbys kampe. Men han har gjort det fint, de gange jeg har set dem, lyder det fra Kamil Grabara. 

Forud for de 10 spillerunder i Mesterskabsspillet er det FC Midtjylland, der ligger nummer ét i Superligaen, og Kamil Grabara er helt enig i vurderingen af, at FC København har haft det svært mod Thomas Thomasbergs tropper - senest eksemplificeret ved 2-0-nederlaget i Herning for en lille måned siden. 

- Oh yeah. Det er helt klart. Vi har haft kæmpe problemer. Det er det, jeg prøver at sige. Hvis vi rammer vores bundniveau (mod Brøndby, red.), så kommer kampen til at ligne vores kamp mod Midtjylland, hvor vi ikke rigtig kunne skabe noget i første halvleg på udebane.

- Vi kunne ikke rigtig få bolden i nærheden af deres felt. Hele holdets præstation var ret pinlig, hvis vi skal være ærlige, lyder det afslutningsvist fra Kamil Grabara. 

Det er på mandag klokken 14.00, at FC København og Brøndby IF krydser klinger i Parken. Gæsterne går ind til kampen med to point mere end hjemmeholdet.