Video : Tipsbladet
Superliga

Glemmer aldrig første glimt af FCK-emne: WOW!

FC København holder øje med polsk målmandstalent i LKS Lodz, der forventer at sælge keeperen på et tidspunkt.

FC København mister snart en polsk målmand - kommer der mon en ny til i den danske hovedstad?

Lige nu er vi i afdelingen for spekulationer, men meget tyder på, at FC København har fået øjnene op for den 19-årige polak Aleksandar Bobek, der til dagligt tørner ud for LKS Lodz i hjemlandet.

Bobek regnes som det største målmandstalent i polsk fodbold netop nu, og FC København har flere gange været i Lodz - det kan ikke have været med andet formål end at besigtige netop Aleksandar Bobek, vurderer en polsk journalist, som Tipsbladet har talt med.

I LKS Lodz er man godt klar over, at man råder over en potentiel guldkalv.

- Da jeg kom til klubben og så Aleksandar første gang, tænkte jeg "WOW". Han er en fantastisk keeper. Vi forventer os meget af ham her i Polen, men i sidste ende er det jo op til ham selv. Han skal træffe kloge beslutninger i sin karriere, og jeg håber, vi kan være med til at give ham nogle brugbare værktøjer, siger Janusz Dziedzic, der er sportsdirektør i LKS Lodz, til Tipsbladet og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at han har potentialet til at spille for en stor klub i fremtiden, og vi ser meget frem til at følge ham. Hvis jeg skal lave en sammenligning med Kamil Grabara, vil jeg sige, at Bobek har endnu bedre fysiske forudsætninger. 

Sportsdirektøren er ikke klar over, hvor nøje FC København følger Aleksandar Bobek, der rager næsten to meter op i luften. Han er ikke i konkret dialog med de danske mestre om den 19-årige målmand, men han ved, at FCK har været i Lodz for at besigtige Bobek.

- Der er mange klubber, som viser interesse for Bobek, og der har været mange talentspejdere til vores kampe på det seneste. FC København er en af flere klubber, som i øjeblikket holder øje med ham, lyder det fra Janusz Dziedzic.

Han tør ikke spå om, hvornår LKS Lodz sælger den talentfulde målmand.

- Han er en vigtig spiller for os, men vi er ikke den største klub i verden, så vi vil selvfølgelig overveje at sælge Bobek, hvis vi modtager et rigtig godt bud på ham, lyder det fra sportsdirektøren i LKS Lodz.

Aleksandar Bobek har kontrakt med LKS Lodz frem til sommeren 2025.