BRØNDBY (Tipsbladet): Der er lys for enden af tunellen for Nicolai Vallys.
Den store Brøndby-profil har endnu ikke været i aktion i denne Superliga-sæson, men han kan snart få sæsondebut.
Ved torsdagens Brøndby-træning trænede Vallys med holdet i store dele af træningen, og Jesper Sørensen fortalte efterfølgende, at han er tæt på comeback.
- Det går bedre, og han ligner en, der ikke har så langt, til han kan komme til at spille igen.
- Det kommer an på de næste par dage, men hvis det går godt, så vil han være i spil til søndag, siger Jesper Sørensen, der er glad for at få ham tilbage:
- Det betyder, at vi har en rigtig dygtigspiller tæt på holdet igen, og det er åbenlyst for alle, at det kun er positivt. Det er en spiller, der blev årets spiller i Superligaen sidste år, det er en spiller, der har sat et kæmpe aftryk på vores hold.
- At have ham i spil igen løfter ikke kun os men også hans holdkammerater, så det er kun positivt, hvis han kan være med, fortæller Brøndby-træneren.
I sidste sæson leverede Nicolai Vallys 13 mål og ni assister i Superligaen.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.