De Forenede Arabiske Emirater består næsten udelukkende af ørken, men Jebel Ali Beach Resort er en grøn oase i det khakifarvede landskab. Her vokser træer, en golfbane strækker sig over flere hektar, og ved siden af ligger de velplejede græsbaner, hvor internationale fodboldhold finpudser deres evner.
Maden på hotellet er også lækker, og så kan man regne med, at vejret er godt, som FC Midtjylland-sportschef Svend Graversen sagde for et år siden.
Der er årsager nok til, at Superligaens førerhold både i fjor og igen i år har henlagt sin træningslejr til hotellet lidt uden for byen Dubai. Men der er også tungtvejende grunde imod. Og klubbens forsvar for at holde fast i Dubai holder ikke.
Administrerende direktør Claus Steinlein forklarede til Herning Folkeblad i december, hvorfor FC Midtjylland gav genvalg til Dubai.
- Vi har sikret os, at det hotel, vi bor på, overholder alle internationale regler og konventioner. Det var afgørende for os, og det er vi blevet sikret gennem vores samarbejdspartner, sagde han.
Men hotellet lever ikke op til alle internationale regler og konventioner. For det ville være imod landets lov. Hverken Jebel Ali eller andre hoteller kan leve op til hverken EU's eller FN's vedtagne menneskerettigheder.
Læs også:Ekspert om Dubai: Det er som statskontrolleret menneskehandel
Ifølge begge er retten til at danne og være medlemmer af fagforeninger en grundlæggende menneskeret. Det skal sikre arbejdstagere mod udnyttelse. Men fagforeninger er ulovlige i De Forenede Arabiske Emirater, så de ansatte på FCM's hotel er afskåret fra det, som både EU og FN altså betragter som en menneskeret.
Den garanti, som FC Midtjylland har fået fra sin rejsearrangør, giver Nicholas McGeehan ikke meget for. Han er Human Rights Watch' tidligere udsendte i landet, og han siger om de fattige arbejdere fra Indien, Pakistan, Filippinerne og andre udviklingslande, som udgør 90 procent af arbejdsstyrken i landet:
- Ved den danske klub, om alle arbejderne på hotellet har deres pas? Ved den, at de ikke har brugt ulovlige rekrutteringsselskaber for at få deres job? Ved den, at de ikke tvinges til at arbejde alt for mange timer, og ellers bliver de truet med fyring eller andre former for pres?
- Og hvordan ved den det? Har den lavet sin egen undersøgelse? Har den spurgt nogen, der er troværdig? Hvis den kun baserer det på et rejsebureau eller forsikringer fra hotellet, er det ret svagt. Det er utilstrækkeligt, at det skulle være en garanti for, at der er taget hånd om de her ting, siger McGeehan til tipsbladet.dk.
Han sammenligner det med et firma, der skal sælge en t-shirt. Det firma fortæller heller ikke frivilligt, hvis t-shirten er produceret af børnearbejdere i den tredje verden.
- Et rejsebureau er ikke dem, man skal stole på. Come on. Rejsebureauer sælger et produkt, så de er ikke i stand til yde uafhængig, kvalificeret eller troværdig råd på sådan et emne.
Læs også:Danske klubbers penge ender i hænderne på formodede krigsforbrydere
Martin Hvidt, der er lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, bekræfter, at man ikke kan vide sig sikker på, at hotellerne i landet byder deres ansatte ordentlige vilkår.
- Nej, det kan man ikke. For der er ikke nogen regler for det. Der er nogen meget grundlæggende regler for arbejdssikkerhed, men som slet ikke ligner det, vi beskytter arbejdere med i Danmark. Om kokken arbejder alt for mange timer, eller om de betaler dårligt for dem, der redder sengene, kan man ikke kontrollere, siger han og tilføjer:
- Der er et sæt af standarder, som vi har i Danmark, og så måler man så hele verden i forhold til dem. Så må man spørge sig selv, om man synes, det er rimeligt.
Læs en uddybning af systemet i Dubai og Emiraterne her.
Da Claus Steinlein i december forsvarede beslutningen, var han måske ikke klar over, at FC Midtjyllands hotel ved lov ikke kan leve op til de konventioner, som det internationale samfund bygger på. Men han det kunne han forholdsvis nemt have fundet ud af, mener Jesper Nielsen.
Han er afdelingsleder i 3F International, og hans job er at tage vare på arbejdstageres interesser.
- Det er let nok at slå op, hvad reglerne er i forskellige lande. Man kan bare at søge på det. På internationalt plan kan man gøre det i ILO (den internationale arbejdsorganisation, red.) og den internationale fagbevægelse, ITUC. Begge steder er det let nok at finde ud af, at nogle lande ikke accepterer faglig organisering og overenskomster. Jeg mener ikke, det er noget problem at slå op, siger han.
Tipsbladet.dk har forelagt FC Midtjylland kritikken, men klubben siger, at den ikke har yderligere at tilføje til det, som Claus Steinlein sagde i december.
I fjor kunne tipsbladet.dk afsløre, at danske klubbers penge var endt i hænderne på det regimet i De Forenede Arabiske Emirater, som ifølge en FN-rapport har begået krigsforbrydelser ved at medvirke til drab af tusinder af civile. Læs mere om den historie her.
Læs også:Eksklusivt interview: Måtte drikke urin og flygte for sit liv i Dubai
Læs også:FC Midtjylland tager til Dubai igen: Det har den sportslige sektor ønsket
Læs også:FC Midtjylland-profil: Jeg vil snakke med ledelsen om Dubai-tur