AALBORG (Tipsbladet): AaB genoptager livet som Superliga-klub fredag aften, efter man i et år har spillet i næstbedste række.
Den tyske investorgruppe SSE22 har nu aktiemajoriteten i klubben, der er skiftet kraftigt ud i truppen sammenlignet med ved nedrykningen for et år siden, og der er både nye anførere i form af Mathias Jørgensen og Melker Widell (viceanfører) og en ny cheftræner i hollandske Menno van Dam.
Det er ikke meget Superliga-erfaring, der er tilbage i truppen, og der kan komme endnu mindre i de kommende uger, hvis Superliga-veteranerne Rasmus Thelander og Nicklas Helenius skulle blive solgt.
Det tegner til at blive et markant anderledes AaB, end det mange i Danmark forbinder klubben med, hvor mange nok tænker tilbage på mesterholdet for 10 år siden i 2014, hvor man spillede kombinationsfodbold med et hav af egenudviklede spillere.
Det sidste er der stadig, men AaB lægger med de nye ejere og en ny ledelse i fodboldafdelingen stor vægt på fysik og fart, hvilket skal gennemsyre hele klubben, fortæller AaB's nye sportsdirektør James Gow i et stort interview med Tipsbladet.
- Der er ingen undskyldning for ikke at være utrolige rent fysisk. Der er nul undskyldning. Og der er rum til forbedring på det område de fleste steder. Så vi skal måske lidt tidligere op, hente spillerne ind lidt tidligere, træne dem lidt ekstra og måske have to træningspas og lægge det senere end normalt. Det gør vi, fordi det gør os bedre, og fordi fansene fortjener det, siger James Gow til Tipsbladet.
- De fleste siger, de vil spille med intensitet, og vi vil spille med intensitet og fart, og der gør vi alt for at hente spillere til, der kan gøre det, og for at udvikle vores spillere til det. Vi skal spille både hurtigt, aggressivt og være i stand til at være kontrollerende. Og det kræver, vi på alle områder er modige.
- Vi skal have spillere, der kan modtage bolden under pres og drive den eller aflevere den videre. Og når vi taber den, skal vi jagte modstanderen. Det bliver hårdt mod nogle af topholdene, og det bliver en fantastisk udfordring for os. Vi tror på, vi har holdet til at udfordre de andre i Superligaen med den stil, siger James Gow.
Vokse over tid
AaB er sammen med FC Midtjylland det hold, der har vundet Superligaen flest gange uden for duopolet FC København og Brøndby IF.
Og i den ny AaB-ledelse ved de godt, at AaB's selvforståelse ikke er til år med overlevelseskamp, der i bedste fald bliver til anonyme midterplaceringer.
Så der skal findes en balance mellem at være nogenlunde realistisk, når FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF på én-to spillerhandler kan betale lige så meget, som AaB bruger på løn og afskrivninger i spillerbudget for hele Superliga-holdet i et år, men AaB samtidig forsøger at opnå noget.
- Mange fans har sagt til mig, at det vil være en virkelig god sæson, hvis vi formår at blive i Superligaen. Og det vil vi helt klart gerne, men vi vil også ud at angribe og gå efter det.
- Vi skal sikre os, at fansene føler sig tæt knyttet til og passionerede omkring klubben, og at de igen er stolte af AaB. Det er mit job at sørge for, at alle beslutninger, vi træffer, er med til at opfylde vores langsigtede mål, siger James Gow.
- Vi skal finde en balance mellem rimelige forventninger og at stræbe og være ambitiøse. Vi har en mentalitet, hvor vi vil op for at trives og angribe, ikke for at overleve. Vi kommer ikke til at se os over skulderen, vi kommer til at gå efter de andre hold, også når det er en udekamp mod Brøndby. Vi vil ud at spille fodbold og går efter at slå modstanderen. Og så er vi helt klar over, at vi ikke kommer til at vinde hver gang, og at det bliver svært, fordi der er en lang række dygtige hold i Superligaen, siger James Gow.
Over tid betyder det, at AaB gerne skal vende tilbage til europæisk fodbold, fortæller AaB-chefen, da Tipsbladet presser ham på, hvor klubben gerne skal være om tre års tid.
- Det er svært at sige, hvor vi er om tre år, men vi vil gerne præstere. Vi vil gerne gå efter Europa på et tidspunkt og udvikler os efter det. Vi udvikler ikke os med middelmådighed for øje, vi vil have succes. Og det kan så komme i mange former. Det kan også være at få lokale spillere hjulpet frem til deres gennembrud, at spille god og medrivende fodbold, hvor vi er virkelig gode fysisk, virkelig i topform. Vi skal også være finansielt stabile og udvikle os på det felt. Vi vil hen mod at blive stabile og opnå fornuftige placeringer i Superligaen, siger James Gow.
Godt fodboldland
James Gow har arbejdet for Liverpool FC i en række forskellige stillinger og har prøvet meget i karrieren som træner og leder trods hans relativt beskedne 33 år.
Han endte blandt andet i AaB via en lang, lang omvej, der strakte sig over ti år, og som begyndte med en studietur i Aalborg som helt ung Liverpool-træner.
Og det er et godt fodboldland, Gow efter egen mening er havnet i.
- Superligaen er en stærk liga. Danske spillere er professionelle, mentaliteten er i top, de taler alle godt engelsk, de er fremragende atleter, gode fodboldspillere. Og derfor er danske spillere og spillere i den danske liga, især de yngre spillere, ofte attraktive i de fem store europæiske ligaer.
- Vores langsigtede mål er ikke at være en sælgende klub, men vi er nødt til at tænke på klubbens sundhed, og hvis vi kun henter spillere til i slutningen af deres karrierer, skaber vi ikke værdi efter det. Men vi er også helt opmærksomme på, at erfarne spillere kan være en god løsninger i forhold til præstationer, og det glemmer vi ikke, især ikke når fansene betaler for og forventer præstationer, siger James Gow.
FC Midtjylland og FC København har denne sommer betalt transferbeløb for Denil Castillo, Adam Buksa og Munashe Garananga, der er relativt tæt på hele AaB's årsbudget for førsteholdet, og James Gow er helt bevidst om, at det også over tid gør det meget svært for AaB at konkurrere, især hvis AaB forsøger at matche topklubberne og gøre egen succes afhængig af at bruge mange penge på transfers.
- Det er 100 procent rigtigt, at de har budgetter, vi overhovedet ikke kommer til at måle os med i lang tid. Men jeg synes jo bare, det gør udfordringen mere interessant for os. Vi er stadig kun 11 mod 11 på banen, og vi skal ind og disrupte dem og sørge for, intet er let for dem.
- Det er jo tydeligt, at klubberne i toppen bringer dygtige spillere ind og har langt større budgetter end os. Det er en virkelig, virkelig svær række. Og det er også det, der gør det så spændende for os og alle, der følger med. FC Nordsjælland kan i den ene runde slå FC København og derefter tabe til et på papiret mindre hold. Og det gælder både i Top 6 men også i nederste halvdel, hvor der var tæt opløb og mange skift undervejs i foråret. Man skal være så klar hver eneste gang, siger James Gow.
- Jeg læser jo, at vi har et budget, der er i den nederste fjerdedel af Superligaen. Og så skal vi være opfindsomme og få alt det, vi kan ud af vores ressourcer. Nye spillere skal passe perfekt ind, vi skal have alle til at stå skarpt fysisk, vi skal jagte alle de faktorer, vi kan. Og det bliver ikke let, men vi skal finde en måde at være konkurrencedygtige, siger AaB-sportsdirektøren.
AaB rykkede op i Superligaen sammen med Sønderjyske, og nordjyderne spås en sæson i nederste halvdele af rækken, hvor man er tæt på at være nedrykningsfavorit sammen med Vejle, Lyngby og Sønderjyske, mens Randers FC, Silkeborg IF og Viborg FF på papiret er mere oplagte bud på at skulle kæmpe om en enkelt Top 6-plads bag rækkens fem rigeste klubber.