OB skal minimum have én ny målmand i det kommende transfervindue. Det fastslog sportsdirektør Jesper Hansen mandag over for tipsbladet.dk, og det har siden fået rygterne til at svirre om mulige keepere til den fynske klub.
Et af navnene, der bliver ved med at dukke op, er Frederik Rønnow. Den nuværende Horsens-keeper er en talentfuld målmand, der er på U/21-landsholdet og samtidig har masser af erfaring fra Superligaen, hvor han har spillet 62 kampe for Horsens og Esbjerg. Samtidig er Rønnow et kendt navn for OB's sportsdirektør Jesper Hansen, der selv var med til at føre Rønnow frem i sin tid i Horsens, hvor han kaldte målmanden for "det største talent i Horsens' historie".
Nu taler Jesper Hansen for første gang om Rønnow i forbindelse med OB. Det sker i et interview med Lokalavisen Horsens.
- Rønnow er en god ung målmand, som er spændende. Desværre har han været meget skadet, men ser ud til at være tilbage på sit gamle niveau, siger Jesper Hansen til Lokalavisen Horsens.
Han vil ikke kommentere, om Rønnow er et emne i sommerens transfervindue, men fynboerne skal altså have minimum én målmand til sommer, fordi reserven Emil Ousager stopper karrieren.
Desuden har førstemålmand Mads Toppel kontraktudløb til sommer, og selvom parterne er i dialog, er det ikke sikkert, at det ender med en forlængelse.
Frederik Rønnow har ikke hørt om OB-rygterne, men lægger ikke skjul på, at han gerne vil til en større klub på et tidspunkt.
- Det er klart, at jeg har ambitioner om at komme til at spille på et højere niveau, men lige nu kan jeg ikke sige, hvornår det bliver, siger han.
Frederik Rønnow har kontrakt med AC Horsens frem til sommeren 2017. Det var i øvrigt OB's nuværende sportsdirektør Jesper Hansen, der lavede den kontrakt i sin tid.