Video : Tipsbladet
Superliga

Fra dag ét savnede Bjelland tydelighed fra Hoseth

Magne Hoseth er blevet fyret som cheftræner i Lyngby Boldklub, og det var også et stort chok for Andreas Bjelland.

LYNGBY (TIPSBLADET) 50 dage.

Det blev bare til to kampe for Magne Hoseth i Lyngby Boldklub, der denne fredag fik sparket som cheftræner for klubben.

Hvor gik det galt, hvad var i vejen, og hvorfor allerede nu?

Nogle af spørgsmålene besvarer administrerende direktør Andreas Byder i dette interview, mens andre spørgsmål ligger hos spillertruppen.

Rutinerede Andreas Bjelland fortæller, at det for ham var klart fra starten, af cheftræneren, der overtog fra Freyr Alexandersson, manglende klarhed.

- Jeg snakker for mig selv, men vi savnede fra dag ét tydeligheden i, hvad vi ville, og hvor vi gerne vil hen. Det har jeg manglet lidt.

- Jeg har refereret til Magne, direktionen og staben, at jeg manglede tydelighed i, hvad der skal ske. Det har været svært ikke at vide, hvilken retning vi gerne vil i, siger Andreas Bjelland til de fremmødte medier i Lyngby, heriblandt Tipsbladet.

Den 35-årige rutinerede Lyngby-spiller er en del af klubbens anførerråd, og han fortæller, at han sammen med rådet har været i dialog med Magne Hoseth.

- Konkret har vi haft et enkelt møde i Tyrkiet med anførerrådet, ham og staben for ligesom at pointere nogle ting og snakke om nogle ting. Der har været løbende dialog med (Andreas) Byder, Nicas (Kjeldsen) og staben for at få sparket til noget af den tydelighed i dagligdagen, siger Bjelland.

Men tydeligheden mærkede Andreas Bjelland aldrig.

Og efter et par nederlag i Superligaen har Lyngbys ledelse altså taget beslutningen om at fyre cheftræneren.

- Det kom lidt som "hold da kæft". Vi har snakket lidt om det i anførerrådet, men vidste ikke, at det var oppe igennem huset, at der var den der mangel på tydelighed. Et omklædningsrum kan godt bære det og snakke lidt sammen, så at det også var oppe i huset gør, at man er kommet til beslutningen nu her, mener Bjelland.

Forsvarsspilleren har sympati for sin nu tidligere cheftræner.

- Ja. Man har været rundt omkring og flytter sin familie rundt (til nye klubber). Man får empati - det er forfærdeligt. Fodbold er lidt et hårdt sted med kynisme, så jeg har sindssygt ondt af Magne og den måde, det er sket på, siger han.

Magne Hoseth har også fortalt sin side af sagen til Tipsbladet - det interview kan du læse her.