Fra 7,5 til 130 millioner kroner: Hvad bruger din Superliga-klub på spillere?
Den største klub i Superligaen bruger mere end 17 gange flere penge på spillere end den mindste, viser Tipsbladets store gennemgang af Superligaen efter januars transfervindue.
De to modpoler i Superligaen, FC København og FC Helsingør, hentede begge flere nye spillere til i januar, men mens københavnerne brugte 20 millioner kroner på Viktor Fischer, der oveni får en millionløn og sandsynligvis også en signon-fee, betalte FC Helsingør ingen transferbeløb for hverken Pascal Gregor eller de to nye brasilianere Douglas og Felipe Tontini.
I fredagens trykte udgave af Tipsbladet bringes en oversigt over de 14 klubbers køb og salg i januar og historien om en liga, der ganske vist er økonomisk større end på noget tidspunkt på denne side af finanskrisen, men som samtidig er blevet sat af i udviklingen i europæisk topfodbold, hvor nabolande og især tophold i nationer som Schweiz, Belgien og Østrig er kørt fra Superligaens stærkeste klubber i mulighederne på transfermarkedet.
- Der er kommet et betydeligt gab mellem FC København og toppen i Superligaen, og klubber i de førnævnte lande. FC København og de øvrige topklubber i Superligaen nød godt af, at man tidligt fik moderniseret danske fodboldstadions og tidligt fik en stor tv-aftale. Nu er de andre ligaer for alvor kommet efter det, mens der er grænser for, hvor meget mere, man kan vokse i et land med 5,7 millioner indbyggere, siger Jesper Jørgensen, partner ved revisionsfirmaet Deloitte, til Tipsbladet.
- I forhold til Schweiz, Østrig og Belgien kan jeg også forestille mig, at der med et lavere skattetryk og flere store virksomheder findes flere meget rige personer, der har lyst til at smide de penge i en fodboldklub, der skal til for at følge med udviklingen, siger Jesper Jørgensen.
- Derfor giver det fin mening at tale om Superligaen som en udviklingsliga. Afstanden op til de mellemstore og store ligaer er blevet markant større, efter vi i Danmark nød godt af at komme tidligt i gang med store tv-aftaler og stadions.
Her bringer Tipsbladet spillerbudgetterne, som de ser ud i Superligaen for sæsonen 2017/2018 ovenpå handlerne i januar.
FC København: 130 millioner
Verbic og trupspillere ud, Viktor Fischer og Robert Skov ind, og bonusser efter kvalifikationen fra Europa League-gruppespillet til de to kampe mod Atlético Madrid. Københavnerne er med afstand lønførende i Superligaen og betaler de største lønninger.
FCK er blandt de førende i investeringer i talentarbejdet med et forbrug omkring 20 millioner kroner, som i de seneste transfervinduer har givet salg for et større tocifret millionbeløb.
FC Midtjylland: 75 millioner
FC Midtjylland har betalt noget større transfers for spillere i 2014 og 2015, end man gjorde i dette vindue, men alene på antallet af fuldvoksne førsteholdsspillere med dertilhørende høje lønninger er FCM's spillerbudget nogle millioner kroner større end i sidste sæson.
Selvom noget af det var utilsigtet (manglende salg af Novak, eksempelvis), spiller formand Rasmus Ankersen og klubejer Matthew Benham med de økonomiske muskler i en sæson, hvor FCK betragtes som sårbar.
Brøndby IF: 75 millioner
En uforandret, stærk spillertrup holder Brøndby IF i toppen af Superligaens forbrugspyramide, omend FC Midtjylland gør Brøndby rangen stridig. Brøndby IF er blandt de førende i investeringer i talentarbejdet.
AGF: 42 millioner
AGF skød et pænt beløb i førsteholdstruppen i sommerens transfervindue og er fortsat blandt lønførende i Superligaens middelklasse, hvor der ikke er stor forskel på holdene.
Morten ”Duncan” Rasmussen blev solgt til Pogon Steittin, mens Martin Pusic kom til fra FC København.
AGF ligger i den øvrige middelklasse i forbruget på talentarbejdet og er blandt andet ved at investere i bedre faciliteter.
AaB: 33 millioner
Ligesom i sommeren brugte AaB et betydeligt beløb i januartransfervinduet, denne gang på klubbens tidligere mesterspiller Kasper Kusk. Efter betydelige investeringer i truppen vil en tur i top 6 hjælpe med finansieringen og troen på den nuværende kurs.
AaB's succesrige talentarbejde drives på et middelklasse-budget.
OB: 32 millioner
OB solgte et par startere i Frederik Tingager og Izunna Uzochukwu, mens man hentede tre relativt billige danske spillere og lejede Mohammed Fellah i FC Nordsjælland. Fynboerne hænger på forfølgerfeltet bag de tre største i forbrug, og er også i middelklassen i budgettet til ungdomsarbejdet.
Randers FC: 31 millioner
Randers FC har igen skiftet stort ud i førsteholdstruppen med salg og en fritstilling af Nikola Djurdjic. Budgettet er under pres efter to trænerskifte og et efterår med få tv-penge.
Ungdomsarbejdet kører ikke på et ekstravagant budget.
FC Nordsjælland: 28 millioner
Sjællænderne har fortsat et skarpt lønhierarki med en stor håndfuld voksne spillere og så en lang række egenudviklede spillere og ghanesere med rødder på Right to Dream-akademiet i Accra, der så langtfra hører til blandt Superligaens bedst- eller næstbedste betalte. Købet af Ulrik Yttergård Jenssen bevæger ikke budgettet efter afskeden med Patrick Mtiliga og Emiliano Marcondes.
Til gengæld bruger FC Nordsjælland fortsat flest penge på ungdomsarbejde efter FCK, Brøndby IF og FC Midtjylland, og har procentuelt det største forbrug på ungdomsarbejdet i Superligaen.
SønderjyskE: 21 millioner
Sønderjyderne foretog ikke større ændringer i truppen i januar, og der er dermed ingen forandring i den langsomme stigning i budget, klubben gennemgår i disse år. Selvom SønderjyskE har skruet op for talentarbejdet hører de stadig til blandt dem, der bruger mindst.
Silkeborg IF: 20 millioner
Selvom det muligvis lyder kontraintuitivt, stiger SIF's spillerbudget muligvis en anelse med Vladimir Rodic i truppen og Robert Skov solgt til FC København for et stort beløb, da der ikke var afskrivninger til Skov, der var klubbens eget produkt.
Talentarbejdet er fortsat prioriteret højt, når man tager størrelsen på førsteholdets spillerbudget i betragtning.
Lyngby BK: 17 millioner
Massiv spillerafgang i forbindelse med Lyngbys eksistentielle krise betyder et mærkbart dyk i Lyngbys spillerbudget, som kan bevæge sig længere ned, hvis Lyngby igen vil til at satse på spillere fra egen ungdomsafdeling.
En aftale med Aston Villa eller en anden udenlandsk klub til sommer kan betyde yderligere ændringer i budgettet, da der næppe skal bruges danske penge på at aflønne udlejede spillere fra eksempelvis Aston Villa.
På et smalt budget leverer Lyngby fortsat flot talentudvikling med en solid position som alternativ til de væsentligt større og stærkere rivaler FCN og storklubberne FC København og Brøndby IF.
AC Horsens: 14 millioner
AC Horsens solgte Bubacarr Sanneh og fik i stedet brugt penge på to potentielt vigtige startere i Jonas Borring og Rune Frantsen.
Østjyderne har fået større mod på og ressourcer til at agere på transfermarkedet, og for få midler har Bo Henriksen og hans stab samlet et solidt hold med spillere, der i de næste transfervinduer kan sælges, som Sanneh blev det.
Hobro IK: 14 millioner
Oprykkerne blev fuldtidsprofessionelle i en glidende proces efter oprykningen i 2014, og som Superliga-hold i 2017/2018 er Hobro fuldtidsproffer på vilkår, der ligner andre små Superliga-klubber. Hobro har med stort held samlet en slagkraftig trup og formåede at holde på Pål Kirkevold i januarvinduet.
FC Helsingør: 7,5 millioner
Helsingør tog afsked med en række spillere og fik i stedet aftaler med flere brasilianske spillere, der skal løfte det individuelle, offensive niveau, der manglede i de afgørende øjeblikke i flere efterårskampe.
Helsingør er, ligesom vi bemærkede det i september, et af de finansielt mindste Superliga-hold i dette årtusinde, hvilket ikke ændrede sig mærkbart i januar.
Vigtig info
Hvad er et spillerbudget?
Transferbeløbene er ikke det eneste, vi skal kigge på for at få en fornemmelse for Superliga-klubbernes forbrug.
For det er lønninger, der fylder langt det meste i klubbernes budgetter, og derfor giver det ingen mening at se på klubbernes forbrug på transfermarkedet uden samtidig at se på den langt tungere post.
Eksempelvis bør man ikke konkludere, AaB er en rigere klub end AGF, selvom nordjyderne har brugt mere end ti millioner kroner mere på transfers denne sommer end AGF, da lønningerne i Århus generelt er markant højere. På samme vis som at AC Horsens og SønderjyskE ikke er økonomisk større end OB, bare fordi Horsens og SønderjyskE har betalt større transfers for deres nye spillere denne sommer end fynboerne (der har betalt nul).
Spillerbudgettet, som vi har opført her klub for klub, er den årlige udgift til løn og bonus til spillere og trænere på førsteholdet, og til signon-fees og til afskrivninger på transfers.
Et eksempel
Brøndby IF købte Hany Mukhtar fri af Benfica for 11 millioner kroner. Tyskeren skrev en fireårig kontrakt, og dermed skal de 11 millioner kroner i transfer afskrives ud over fire år.
Det giver Brøndby IF en årlig afbetaling på selve transferen på 2,75 millioner kroner.
Så kommer Hany Mukhtars løn og eventuelle signon-fee og andre mulige fees efter præstationer og hvor længe, han bliver i klubben.
Hvis Hany Mukhtar får en årsløn omkring tre millioner kroner og havner på årlige fees svarende til omkring en halv million kroner, trækker den talentfulde tysker alt i alt 6,25 millioner kroner i Brøndby IF's spillerbudget.
Dette beløb vil Mukhtar, såfremt han ikke stiger i løn eller bliver solgt, koste på spillerbudgettet i Brøndby IF i sæsonerne indtil sommeren 2021, hvor kontrakten udløber.
Fornyr Mukhtar sin kontrakt, skal det resterende beløb på den oprindelige transfer på 11 millioner kroner afskrives over den nye kontraktperiode, hvorved han bliver mindre dyr i spillerbudgettet på transferdelen (hvilket dog kan modregnes i en eventuel højere løn og nye klausuler).
Bliver Hany Mukhtar solgt, får Brøndby IF i regnskabet salgsbeløbet minus det er beløb, der var tilbage i afskrivninger. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er gængs praksis i dansk klubfodbold at give sportsdirektører og cheftrænere de penge, man sælger spillere for, til at handle ind.
Læs hele den store gennemgang af Superliga-klubbernes januartransfers i Tipsbladet, der er på gaden i dag, fredag.
Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/
Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.
Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/
I Tipsbladet fredag får du også:
- Stort interview med Brøndbys Christian Nørgaard om muligheden for en VM-billet
- Kronik om fodbold og integration af De Radikales formand Morten Østergaard
- Interview med den tidligere FCK-stjerne og nuværende Besiktas-viceanfører Atiba Hutchinson
- VM-land: Kroatien
- Fortællingen om en rivalisering på tværs af landegrænser, Chelsea mod FC Barcelona
- Carlsens Corner
- Spansk klumme
- Spiltips
- Resultater
Hør podcasten ”En Halvleg Med Redaktionen” i iTunes her: https://itunes.apple.com/dk/podcast/7-poeten-gianluigi/id1121950446?i=10...
Og i Soundcloud her: https://soundcloud.com/user-895543665/7-poeten-gianluigi
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.