Video : Tipsbladet
Superliga

Forsvarsspiller er på vej væk fra AaB

AaB er tæt på at tage afsked med midtstopper, bekræfter sportschef Inge André Olsen.

Kasper Pedersen kan meget snart være fortid i AaB, skriver Nordjyske.

Den 28-årige midtstopper fik stort set ingen spilletid i efteråret - kun en enkelt kamp blev det til - og nu er han på vej væk fra Superliga-klubben, som han har repræsenteret hele sin aktive karriere.

Kasper Pedersen var fraværende ved fredagens træning i AaB, og sportschef Inge André Olsen bekræfter, at stopperen er tæt på et klubskifte.

- Vi er i dialog med en klub om Kasper, og derfor er det ikke fornuftigt, at han træner, siger Inge André Olsen til Nordjyske.

Det forlyder ikke, hvilken klub Kasper Pedersen kan være på vej til, men ifølge lokalavisen er Esbjerg fB et godt bud. Vestjyderne viser angiveligt stor interesse for midtstopperen.

Kasper Pedersen er noteret for 144 Superliga-kampe for AaB. Hans kontrakt udløber efter denne sæson.