Forfærdelige FCK: Så mange point har Superliga-klubberne fået i foråret
Der er spillet 12 runder i foråret, og selv om nogle hold fortsat har kampe tilbage i dansk fodbolds bedste række, spillede tre hold i denne midtuge forårets sidste kamp i Superligaen.
Silkeborg IF og Esbjerg er rykket ud af rækken, og SønderjyskE har efter pokalsejren allerede sikret sig en plads i Europa næste år. Holdet er derfor også færdig med at spille.
Så hvordan har alle 14 hold klaret sig i de kampe, de har spillet?
Jo, det er lidt en skæv omgang at se på, da holdene i mesterskabsspillet har flere svære kampe. De hold mødes indbyrdes, hvorimod bundholdene har nemmere kampe mod hinanden. Men det er alligevel en fin indikation på, hvordan de forskellige har klaret den.
Herunder kan du se, at FC København eksempelvis er det hold, der har fået fjerdefærrest point i Superliga-foråret. Bare 15 i 12 kampe, har man fået. Det er færre end nedrykkerne fra Silkeborg IF og er ganske ringe for et mandskab med et stort budget og store ambitioner.
Det er også til at se, hvorfor Esbjerg fB er rykket ud af rækken. Lars Olsen og Troels Bech har til sammen bare hentet ni point i de 12 kampe, mens bundskraberen er Lyngby, der har fået sølle seks point i 12 kampe.
Lyngby spiller playoff om nedrykning mod Hobro IK, og Christian Nielsens mandskab må siges at være favoritter til at rykke ud. Hobro har hentet mere end dobbelt så mange point i foråret.
Du kan herunder dykke ned i tallene, der naturligvis toppes af de danske mestre FC Midtjylland.
PRÆSTATIONER I SUPERLIGA-FORÅRET
Hold | Kampe | Vundet | Uafgjort | Tabt | Point | Snit | |
1 | FC Midtjylland | 12 | 9 | 1 | 2 | 28 | 2,33 |
2 | AGF | 12 | 6 | 3 | 3 | 21 | 1,75 |
3 | AC Horsens | 12 | 6 | 3 | 3 | 21 | 1,75 |
4 | Brøndby IF | 12 | 5 | 4 | 3 | 19 | 1,58 |
5 | AaB | 12 | 6 | 1 | 5 | 19 | 1,58 |
6 | FC Nordsjælland | 12 | 5 | 2 | 5 | 17 | 1,42 |
7 | Silkeborg IF | 12 | 4 | 4 | 4 | 16 | 1,33 |
8 | SønderjyskE | 12 | 4 | 4 | 4 | 16 | 1,33 |
9 | OB | 12 | 4 | 4 | 4 | 16 | 1,33 |
10 | FC København | 12 | 4 | 3 | 5 | 15 | 1,25 |
11 | Randers FC | 12 | 4 | 3 | 5 | 15 | 1,25 |
12 | Hobro IK | 12 | 3 | 4 | 5 | 13 | 1,08 |
13 | Esbjerg fB | 12 | 2 | 3 | 7 | 9 | 0,75 |
14 | Lyngby BK | 12 | 1 | 3 | 8 | 6 | 0,5 |
Læs også:FCM-anfører langer ud efter baneforhold i Superligaen
Læs også:FAKTA: FC København har slået engelsk storklub før
Læs også:Niels Frederiksen om corona-episode: Mærkeligt
Læs også:Lodtrækning: FC København er en sejr fra Manchester United-brag
Læs også:Brøndby-talent hyldet med fornem pris