Video : Tipsbladet
Superliga

Før derby-opgør: Neestrup klarmelder FCK-profiler

Der er godt nyt fra FCK-lejren, inden mesterskabsspillet bliver sparket i gang.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Mesterskabsspillet står for døren, og i første kamp for de danske mestre fra FC København skal man møde ærkerivalerne fra Brøndby. Her kan FCK-cheftræner Jacob Neestrup klarmelde et par profiler.

Det sker i forbindelse med klubbens træning fredag, hvor han udtalte sig til den fremmødte presse.

Her var der særligt godt nyt om de to midtstoppere, Scott McKenna og Denis Vavro, som senest har været ramt af skader. Indledningsvist var der i den forbindelse også ros til skotterne for, hvordan de har været, da førstnævnte blev skadet med landsholdet.

- Fedt, at der er en landsholdslejr som den skotske, hvor man var så professionelle og have en så god kontakt med. Der er blevet lagt en plan for ham, og han trænede fuldt med i dag, siger han og fortsætter:

- Denis (Vavro red.) har ikke trænet i dag, men har været syg. Men vi regner med, at han også er i spil til at blive udtaget på mandag, lyder det fra Neestrup, som også havde Claesson med til træningen.

Endvidere var der ikke nogen Andreas Cornelius at se til træningen, men FCK-træneren håber på, at han kan være med på mandag.

- Du kan jo være fraværende af mange årsager. Det behøver jo ikke være.. Vi har haft noget sygdom også, fortæller FCK-cheftræneren.

I FCK er David Khocholava, Theo Sander og Nicolai Boilesen dog ukampdygtige.

Kampen mellem FC København og Brøndby spilles mandag klokken 14.