Fodboldfeberen raser i Aarhus: Massiv interesse for medalje-hyldest
Foto: Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Fodboldfeberen raser i Aarhus: Massiv interesse for medalje-hyldest

Flere tusinde AGF-fans har skrevet sig på venteliste til billetter til opgøret mod Brøndby i sidste spillerunde, oplyser AGF på sin hjemmeside.

Det bedste Superligaresultat i 23 år er ikke gået ubemærket hen i den jyske hovedstad.

Således oplyser AGF på klubbens hjemmeside, at der er massiv interesse for at se AGF-spillerne få hængt medaljer om halsen, når søndagens sidste Superligakamp er fløjtet af.

Om det bliver sølv eller bronze vil de næste to kampe afgøre, men sikkert er det, at der skal uddeles metal til 'De hviie' på Ceres Park.

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

'Da billetsalget blev skudt i gang, gik der kun få timer, før der var udsolgt. Der blev efterfølgende oprettet en venteliste, som man kunne skrive sig på, såfremt der ville blive frigivet nogle billetter. Den mulighed har flere tusinde AGF-fans benyttet sig af - og sejren over FCK søndag aften har kun været med til at forstærke interessen.', skriver klubben på sin hjemmeside.

'Efterspørgslen overstiger med adskillige længder den tilladte tilskuerkapacitet, som er godt 8.000 i henhold til de retningslinjer, der er udstukket for at sikre en sundhedsmæssig forsvarlig afvikling af kampen. Og da det forventes, at det kun er 30-50 billetter, der bliver frigivet de kommende dage, er ventelisten nu blevet lukket ned', oplyser klubben endvidere.

- Ventelisten på flere tusinde AGF-fans har kun sat en tyk streg under den helt enorme interesse, vi oplever for kampen mod Brøndby. Vi er naturligvis glade for, at vi kan have tilskuere til kampen, men ærgrer os samtidig over, at vi ikke kan imødekomme den store efterspørgsel, så alle kan være en del af oplevelsen på stadion. Vi kunne have fyldt alle pladser i Ceres Park, hvis det have været muligt, siger Jesper Spangsbjerg, der er billetansvarlig i AGF, til klubbens hjemmeside.

Læs også:Virolog undrer sig over festende AGF-fans: Den slags situationer, vi skal undgå

Som med alle andre events, der er stor interesse for, så oplever man også i AGF, at billethajer forsøger at tjene lidt ekstra skillinger. På grund af den store efterspørgsel på billetter har AGF de seneste dage oplevet, at billetter til kampen bliver udbudt til overpris på diverse facebook-sider og fanfora.

Men på klubbens hjemmeside understreger man, at tilskuere på grund af corona-retningslinjerne mod forlangende skal fremvise et gyldigt ID (kørekort, sundhedskort el.lign.), der matcher navnet på ens billet, eller være i følgeskab med den, der har købt billetterne. Hvis ikke man er i stand til det, vil man blive afvist ved indgangen. Derudover understreges det også, at det er ulovligt at videresælge billetter til mere end den pålydende værdi.

Læs også:Se billederne: Amini crowdsurfede, da Aarhus tyvstartede medaljefesten

Læs også:Conte forventer mere af generte Eriksen: Skal være mere aggressiv

Læs også:Avis: Midtbanespiller har ingen fremtid i FCK - flere andre er på vippen