Fodboldens skilsmisser er unødigt brutale

»Jeg har hjulpet en smule til som ferieafløser hos min gode ven Jacob Krüger i FC Hjørring, jeg har kommenteret Confederations Cup på DR, jeg dukker op og ser en SAS-Ligakamp indimellem, også i Viborg, og så har jeg kontakt med en del spillere, som jeg gerne giver et godt råd. Jeg kunne jo også blive spilleragent – eller assistent, bare der er perspektiv i jobbet. Jeg er åben over for alt indenfor fodbolden, og mine kompetencer er i orden«.

Ove Christensen retter sig op i havestolen. Sensommersolen er hård ved mandelkagen, som hovedpersonen serverer til stempelkaffe med hyggelig udsigt til en aflang bedstemor-have i et roligt kvarter nær Aalborgtårnet og det lokale Zoo. Den 59-årige træner er arbejdsløs, men langtfra modløs. I marts blev han nulstillet i Vejle, men det slag har han forvundet, bortset fra at han endnu et par måneder modtager løn fra østjyderne.

Men det giver ikke træneren mundkurv på. Måske var nedrykningen i traditionsklubben afværget, hvis ikke klubledelsen havde trykket på pistolen og fyret træneren efter bare tre forårskampe. Det mener de fleste, eksperter såvel som godtfolk.

»Forberedelsen var perfekt, de nye spillere var integreret, og selv om det nu er hypotetisk at tale om, så var jeg100 pct. sikker på, at vi nok skulle undgå den nedrykning. Vi fik uafgjort i alle tre kampe og havde chancer til mere. Holdet præsterede fortsat godt i endnu nogle runder efter fyringen, for derpå lidt senere på foråret at falde sammen. Jeg var meget overrasket over at blive fyret lige på det tidspunkt«, siger han i dag.

Ove Christensen går for at være en træner, der har styr på sit forsvar. Han kender gamet på egen krop og psyke efter over 331 kampe som træner i den bedste række, men nu er han uden job – men parat til at snakke om det hele. Om sit seneste og næste job, om ryet som defensiv-træner og om hvor sørgeligt det er, og hvor forkert tingene egentlig gribes an, når klubber fyrer trænere – og dermed også skader sig selv.

Hvad med et gyldent håndtryk?
For nu at tage det sidste først. Hvorfor skilles klub og træner altid så brutalt? Hvorfor udsender de ikke en fælles pressemeddelse? Spørger Ove Christensen.

»Jeg mener: begge parter skal jo videre efter skilsmissen. Videre på en ordentlig måde. Vi trænere får nogle gange ikke sagt ordentligt farvel til de spillere og hele den stab, som man arbejdet tæt sammen med måske i et par år eller længere. Det hele er slut fra det ene øjeblik til det andet. Der er stil over det i erhvervslivet, når de fyrede nøglepersoner får et såkaldt gyldent håndtryk, men i fodboldens verden nægter nogle af de samme erhvervsfolk at tale åbent om tingene. Der synes jeg, at man lider af berøringsangst, når man ikke får sagt farvel og får tingene afsluttet på den helt rette måde«, mener Ove Christensen, som efter sin fyring i Viborg tidligt i 2006-07 sæsonen faktisk tilbød ledelsen at hjælpe lidt til på de indre linier. Kommunikation er et nøgleord for eks-lærer Christensen, der er forblevet pædagogen, der ikke kan stoppe med at snakke og forbedre. Tilbuddet blev selvfølgelig blev afslået. Låg på. Det er fodboldens tavse sprog.

»Vi vinder sammen, og vi taber sammen. Vi deler sejrene, men træneren har ansvaret, når vi taber. Alt det er helt i orden. Sådan er spillereglerne. Men mange glemmer, at træneren ofte er den mest loyale skikkelse i en fodboldklub. For at tale bare for mig selv: I de job, jeg har haft, har jeg nærmest følt mig gift med klubben. Man påtager sig et kæmpe-ansvar overfor spillere, ledelse og øvrigt stab. Stiller gerne op til fan-arrangementer og sponsormøder, men er også både kærlig og kritisk. Man påtaler ting og forhold, der skal forbedres, og ender måske med at blive kaldt besværlig og kontroversiel. Sådan noget bliver jeg virkelig ked af«.

Har aldrig tænkt på AaB-job
Ove Christensen savner det daglige arbejde på træningsbanen og suset om søndagen. Det indrømmer han.

»Kampene er fest og eksamen, og det kan jeg godt lide, men det vigtigste er og bliver træningen. At man får trænet de rigtige ting, at man får flyttet og forbedret truppen og den enkelte spillere, processen er dejlig. Det er også vigtigt, at der trænes med humør, gejst og intensitet, og at man kan motivere sine spillere, men i virkeligheden udgør det en mindre del af helheden. Træningen er altafgørende vigtig«, understreger vendelboen, der aldrig har gjort meget for at sløre sin
lidt langsomme Brønderslev-dialekt.

I mange år var han nærmest synonym med Viborg, hvor det blev til i alt syv sæsoner som træner, og dengang havde Ove og fruen også deres hjem i domkirkebyen, men nu har parret boet i det hyggelige gamle Aalborg-hus i en del år. Tæt på hjemegnen, men også nær ved lufthavn og den store verden. Men Ove Christensen keder sig ikke, for han er god til at dyrke det store netværk, som fodbolden har givet ham, tager ud og holder foredrag osv.

»Der har været en del tilfældigheder i min træner-karriere, og den første og største er den, at jeg overhovedet blev fodboldtræner. I mange år spillede jeg bordtennis og var landstræner, men det blev også til lidt fodbold. Jeg trænede så serie tre-holdet i Vrå-Børglum, og Jens Hedemark, kendt DBU-instruktør, fik øje på mig, mens jeg var i Brønderslev, og mente jeg havde talent. Der startede det, og på divisionsplan begyndte det med Nørresundby, som dengang bed AaB i haserne. Vi havde spillere som Henrik Rasmussen og Jan Pedersen, der senere blev  danmarksmestre på den anden side af fjorden, der var Bo Elvar Jørgensen, Peter Enevoldsen og Ole Kristensen, far til Patrick Kristensen i AaB, og et år var vi nr. fire i den næstbedste række, hed den ikke kvalifikationsligaen?«, kommer det fra Ove Christensen.

Siden fulgte Viborg og tre andre adresser i den bedste række, men egentlig ingen, der er topklub. AaB har han egentlig aldrig tænkt på.

»Jeg har vist haft min andel af nordjyske klubber«, siger træneren, der ser rigeligt med udfordringer i de job, han får.

»Jeg ser en positiv udfordring i at arbejde med de bedste spillere, herimellem også de besværlige. Jeg kan godt styre egoerne. Måske fordi jeg godt lide de lidt skæve eksistenser«.

Et eksempel?
»Kenny Thorup endte med at fremstå som en ekstrem intelligent boldspiller hos AB, men han var en spiller, som på det personlige plan skulle slibes til med hensyn til præcision, personlige pleje, mad osv. Der var nogle vaner, der skulle ændres, men det var virkelig en kamp, der var værd at tage. Kenny henvendte sig selv til mig, om jeg ville give ham en chance, efter at vi først havde været sammen i AGF. Det var dejligt at se ham udnytte sit potentiale, og den slags historier er der en del af, men det får mig ikke til at blive høj i hatten. Det er vigtigt i den her branche at bevare sin ydmyghed overfor alle opgaver. Og især efter sejrene«.

Målsøgende defensiv-træner
Træneren trækker fra hukommelsen sin sjoveste kamp frem. Den har en pointe. Vi er tilbage i 1997 med udebane mod Brøndby en fredag aften. En ung Viborg-træner ser sit hold et hurtigt komme bagud med 1-0 efter et hjørnespark, og det kan gå helt galt. Men ikke i Klaus Kærgaards debut. Den lynhurtige angriber, hentet hos Vinderup i serie to, løber om hjørner med Per Nielsen og Co, og det ender med at grøntrøjerne vinder 5-2.

»Det var sensationelt, Klaus Kærgaard scorede tre mål, og selvfølgelig fejrede vi det ved hjemkomsten sent om aftenen i Viborg, men alligevel var der som sædvanlig træning lørdag formiddag. Sådan skal det være«.

Sidste år gjorde Ove Christensen sin p-træner-uddannelse færdig og skrev hovedopgave om forsvarsspil. Den blev senere i samarbejde med Christensens gode ven, Hans Brun Larsen, udgivet som bog. Defensiv-træner, siger man om manden, hvis mission i Viborg sluttede i 2006 med en fjerdeplads og status som Superligaens mest scorende mandskab.

»I de fleste af mine klubber har jeg præsteret at stå i spidsen for meget scorende mandskaber, så hvis jeg bliver kaldt defensiv-træner, er det helt forkert. Måske en del af årsagen er den, at jeg lægger vægt på at forsvaret er i orden, at jeg i efterkritikken fokuserer på de fejl, vi har begået. Men det er ligesom grundlaget for, at det hele kan komme til at fungere. Når man bygger et hus, begynder man jo heller ikke med skorstenen, men sørger for et godt fundament«, siger Ove Christensen, der ikke har opgivet at ændre på sit image – men heller ikke ser det som det store problem. Dem, der skal bruge en god træner, kender også hans kvaliteter.

»Det går først helt galt, hvis du begynder at agere efter medier og omgivelser. Det gælder om at være sig selv, og giver man sine omgivelser noget, får man også meget igen. At være træner holder mig ung, og jeg nyder at tale med spillere man engang eller fornylig var træner for. Det er en af de store fornøjelser ved jobbet, når man f.eks. i forbindelse med en kamp for Vejle mod FC Nordsjælland får hilst på en Nicolai Stokholm. Ham kender jeg tilbage fra AB-tiden«.

Tidligere var jeg hidsig
Men tiderne skifter og gråhårede træner er sjældent i høj kurs?

»Der er ingen alder eller sidste udløbsdag for trænere, og at snart det ene er trend og snart det andet, giver  jeg ikke noget for. Det afgørende er – uanset om du er træner i ind- eller udland, for en topklub eller ej – at der er respekt omkring dig og dit arbejde, at du skaber en god stemning og et miljø med træningskvalitet. Middelmådighed er det værste af alt, for det gælder altid om at forbedre sig. Der har jeg været så heldig, at jeg – når det har strammet til i mine klubber – har kunnet holde tanken om en snarlig fyring eller nedrykning på afstand. Begynder man først at lytte til andre, mister man dømmekraft«, fastslår Ove Christensen. Som dog på et enkelt punkt har forandret sig.

»Du spørger om kollegialitet blandt trænere, og det er der ikke så meget af. Det er heller ikke afgørende, men det er til gengæld respekten overfor både andre trænere og spillere. Tidligere var jeg en nordjysk solformørkelse, der næsten gjorde en fodboldkamp til et personligt anliggende. Min modstander på banen var også min personlige fjende. Siden er jeg blevet klogere, og har indset betydningen i at man siger pænt tak for kampen til hinanden og også behandler hinanden ordentlig undervejs. Tidligere var jeg en hidsigprop, men man bliver jo klogere med alderen«.

Inde i trænerens hjerte er der fortsat megen plads til Viborg. Her havde han sine vigtigste år som træner. Her får han pæne hilsner på stadion, når han dukker op byen, hvor fodbolden engang kunne matche håndbolden.

»Det er klart, at syv sæsoner i Viborg gør, at jeg er optaget af, hvad der sker i klubben. Jeg håber, de kommer stærkt igen«, lyder Ove Christensens afskedsreplik, inden han dog løfter et slør for noget, han har fortrudt, men som han endnu håbe kan realiseres.

»Jeg har tre gange haft mulighed for at blive træner i Norge, bl.a. i Lyn og Molde, men enten har det ikke passet ind, eller også burde jeg have tænkt lidt mere på mig selv i stedet for spillerne og den klub, jeg var ansat i, og som jeg følte jeg ville lade i stikken. Sådan skulle jeg nok ikke have tænkt, men det gjorde jeg altså«, siger den nordjyske træner, som for tiden gerne tanker op derhjemme, men også kan finde på at tage op og heppe på Krügers drenge i Hjørring. Moden og parat til et nyt job i fodboldens verden.