Video : Tipsbladet
Superliga

Fodboldagenter skal være corona-kreative: Ses ikke med spillerne

Coronavirussen har også sat sit præg på en fodboldagents arbejde, fortæller Mikkel Beck fra Monaco.

Fodbolden spiller heldigvis, men tilskuerpladserne står stadig tomme, og man kan ikke bare rejse rundt i fodboldverdenen og mødes, som man har brug for og lyst til.

Det mærker man selvfølgelig også i agentverdenen, hvor Mikkel Beck normalt ofte er på farten for at snakke med de spillere, han repræsenterer, og holde møder med forskellige klubber, men i disse tider må holde sig hjemme i Monaco.

- Min branche er jo ikke lagt ned. Den er der stadigvæk, for klubberne henter stadig spillere, og vi arbejder, som vi plejer. Vi er bare nødt til at være lidt mere kreative som alle andre, siger Mikkel Beck til tipsbladet.dk

- Lige nu ses vi selvfølgelig ikke med spillerne og klubberne, men vi snakker rigtig meget i telefonen, og man bruger rigtig meget Skype og så videre.

- Det er ikke optimalt, men vi får det bedste ud af det, sådan at når verden forhåbentlig snart igen bliver helt normal, jamen så kan vi egentlig bare fortsætte, hvor vi slap, siger Mikkel Beck.

Den danske fodboldagent med base i Monaco repræsenterer blandt andre den danske landsholdsanfører Simon Kjær, den franske landsholdsback Lucas Digne, AaB's Lucas Andersen og Dynamo Kijevs Mikkel Duelund.

Sidstnævnte har rygte-strømme sendt mod et snarligt klubskifte, som Mikkel Beck kommenterer på her.