Kasper Fisker har kontraktudløb i Brøndby IF efter denne sæson, og han har derfor potentielt kun to kampe tilbage at spille på den københavnske vestegn.
Klubben og midtbaneprofilen er endnu ikke blevet enige om en forlængelse, og selv håber Fisker derfor på en afklaring inden onsdag, hvor Brøndby møder FC Midtjylland.
Det er nemlig sæsonens sidste hjemmekamp, og dermed også Fiskers sidste mulighed for at sige farvel til klubbens fans, hvis samarbejdet slutter efter denne sæson.
- Hvis det bliver et ja (en forlængelse red.), må det gerne blive efter sæsonen. Men bliver det et nej, så må det gerne være inden. Jeg vil gerne have muligheden for at sige farvel herude, og det tror jeg egentlig også, CV (Carsten V. Jensen, fodbolddirektør i Brøndby IF red.) er klar over. Som sagt, jeg er blevet behandlet super respektfuldt i hele denne her situation, så nu må vi se, hvad der sker, udtaler Kasper Fisker til fanmediet 3point.dk.
Selv håber midtbanespilleren på en forlængelse, og han understreger, at det i sidste ende er klubbens beslutning.
Brøndby IF møder FC Midtjylland onsdag aften klokken 20.00 på Brøndby Stadion. Fire dage senere venter sæsonens sidste kamp mod AGF på udebane.