Filmen knækkede for Ariël Jacobs

Bragt i Tipsbladet 29. juni
FCK’s nye træner Ariël Jacobs opnåede to mesterskaber og en pokaltitel i sin periode på fire et halvt år som træner for Anderlecht. Klubbens fans og ledelse havde gerne set Champions League-deltagelse som kronen på værket, men overordnet var hans periode som træner i den belgiske storklub en sportslig succes.

Filmen knækkede til gengæld for Ariël Jacobs i hans omgang med den belgiske sportspresse, som følger Anderlecht tæt og interesseret hver eneste dag. Det begyndte for alvor at gå skævt i slutningen af sæsonen 2008/2009, da Anderlecht længe lå komfortabelt i spidsen, men endte med at sætte forspringet over styr og blive hentet af rivalen Standard Liege.

I en af de sidste runder fik Anderlecht kun 1-1 ude mod den lille provinsklub AFC Tubize, i en kamp som hele Anderlecht-lejren plus et samlet pressekorps havde forventet, at Anderlecht ville vinde klart.

»Det resultat var virkelig svært for alle at acceptere. Alle forventede, at Anderlecht ville kunne slå et forholdsvist dårligt hold som Tubize. Det er en klub, som kun har tilbragt en sæson i den bedste belgiske række. Ariël Jacobs forsøgte at tage det ironisk, som om at han ikke rigtig ville forholde sig til den fiasko. Det var svært at føre en normal samtale med ham ved interviews bagefter,« siger journalist Bruno Govers på fodboldmagasinet FOOT.

Bruno Govers dækker dagligt Anderlecht og fortæller om et forhold mellem Ariël Jacobs og medierne, som siden kun skulle blive værre. I sidste spillerunde af den ordinære sæson i 2009 skulle Anderlecht møde Genk, mens forfølgeren Standard Liege skulle til Gent. Anderlecht gjorde sin pligt, og håbede at det var nok, da de sejrede 2-0 over Genk.

Men Standard vandt samtidig deres udekamp mod Gent 1-0 så de to rivaler sluttede á point. Gent fik ellers tilkendt et straffespark, men den senere Twente- og Fulham-stjerne Bryan Ruiz missede svagt. I forvejen så det ikke ud til, at Gent-spillerne for alvor prøvede at spolere Standards planer, og nu skete dette.

»Udefra set kunne det godt se ud som om, at Gent havde lavet en form for aftale med Standard. Det er aldrig blevet bevist, men det så mærkeligt ud. Det var også det eneste, Ariël Jacobs sagde til pressen om det bagefter. “Det var en meget mærkelig kamp”, sagde han om Gent mod Standard. “Hvad mener du med mærkelig?,” spurgte vi ham selvfølgelig. Men han gentog bare sig selv flere gange; “Det var en meget mærkelig kamp”.”

»Vi vidste jo nok godt, hvad det var, han tænkte, og hvad han egentlig ville sige, men han ville ikke uddybe det. Han virkede sur og vred over at være blevet snydt, og sådan har han stort set været lige siden den dag i 2009. Det hele begyndte at gå galt inden de to play off-kampe, og det blev siden kun værre,« siger Bruno Govers.

Farvel til veltalende gentleman
Selvfølgelig også fordi, at Anderlecht samlet tabte de efterfølgende play off-kampe. Den første kamp i Bruxelles sluttede 1-1, mens Standard Liege vandt 1-0 i den anden og dermed kunne kalde sig mester for anden gang i træk.

Et YouTube-klip af et interview Ariël Jacobs lavede med den belgiske tv-station Belgacom, efter at det stod klart, at Anderlecht skulle i play off-kampe mod Standard, viser Jacobs miste besindelsen og nærmest komme op at skændes med intervieweren, som han svarer i enstavelsesord, mens han kigger væk og til sidst går sin vej.

Jürgen Geril er journalist på avisen De Standaard, hvor han følger Anderlecht tæt, og siger:

»Ariël Jacobs kunne ikke lide spørgsmålene og blev sur. Siden undskyldte han dog for den episode, men han havde det med at tage ting personligt. Jeg har selv stillet ham et spørgsmål om, hvorfor han valgte at bruge den unge angriber Romelu Lukaku i en kamp, og om han var en smule misundelig på rivalen Standard Liege, fordi de har flere unge talenter end Anderlecht. Det spørgsmål tog han siden med i sin selvbiografi som et eksempel på et af mange dumme spørgsmål, som han selv mener, at han fik. Men for Ariël Jacobs var de fleste spørgsmål pludselig dumme. Han blev mere og mere kynisk og sagde for eksempel, at tegneserier er mere intelligente end aviser, så folk skulle tage at læse dem i stedet.«

Da Ariël Jacobs gik fra at være Franky Vercauterens assistent til at være cheftræner for Anderlecht i november 2007, var det ellers en tthøflig og veltalende gentleman, der mødte truppen og pressen. Ariël Jacobs er akademiker med et så godt sprogøre, at han inden trænerkarrieren arbejdede som oversætter for NATO.

Bruno Govers husker godt, da Ariël Jacobs blev præsenteret for fire et halvt år siden.

»Han var en rigtig gentleman, flydende i fire sprog og udstyret med en stor portion humor. Han var åben og ærlig. Men som årene gik, blev han en mere kynisk og ironisk mand. Udviklingen begyndte for alvor efter det tabte mesterskab i 2009,« siger Bruno Govers.

“»I kritiserer mig altid,« kunne han finde på at sige til journalisterne. Selv når Anderlecht havde vundet, hvilket de jo gjorde for det meste, fokuserede han på det negative og langede ud efter os.”

“»Ja, vi vandt, og hvad så? I vil jo garanteret alligevel fokusere på det negative,« sagde han.”

»Pressekonferencerne kunne udvikle sig til de rene farcer. Når vi spurgte, hvordan han havde tænkt sig at stille holdet op til den næste kamp, kunne Ariël Jacobs finde på at sige: »Vi stiller med 10 markspillere og en keeper.« »Det var da et dumt svar”, tillod journalisten sig så at sige, hvortil Ariël Jacobs svarede: »Når man stiller et dumt spørgsmål, får man et dumt svar”,« siger Bruno Govers.

Jürgen Geril husker et andet eksempel fra seneste Europa League, da Ariël Jacobs på en pressekonference gav udtryk for, at at han helst ikke ville trække det hollandske hold AZ.

»Hvorfor ikke?,« spurgte vi så og forventede, at han ville til at snakke om AZ’s styrker som hold. Men han sagde bare: »Fordi de spiller i røde og hvide farver, ligesom Standard Liege«. Det var en gang nonsens, som han sagde bevidst.«

»Men jeg tror, at kynismen var hans måde at forsvare sig på og holde sig i sædet så længe. Inden han kom til Anderlecht, havde han kun stået i spidsen for mindre klubber, og presset i Anderlecht er et helt andet. Alt, som bliver sagt, kommer i aviserne, og opmærksomheden omkring klubben er enorm. De fleste trænere i Anderlecht holder kun i et par år, men han var opsat på at holde længere, og det var så hans måde,« vurderer Jürgen Geril.

I protest over pressen valgte Ariël Jacobs en overgang helt at droppe avislæsningen. Han fik dog stadig kendskab til, hvad journalisterne havde skrevet gennem sine assistenter, som pløjede avisbunkerne igennem. Dermed kunne Ariël Jacobs fortsat diskutere indholdet med journalisterne på pressekonferencerne.

Gensidig respekt
Forelagt Ariël Jacobs’ problemer med den belgiske presse siger FCK’s sportsdirektør Carsten V. Jensen, at han ikke har hørt om, at der skulle have været et problem, og at han heller ikke regner med, at der bliver problemer i omgangen mellem Ariël Jacobs og den danske presse fremadrettet.

»Jeg har ikke hørt om de ting, du siger, og det er i hvert fald ikke noget, der på nogen måde har haft indflydelse i ansættelsesprocessen. Hvad de journalister siger, må stå for deres egen regning. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg kender mekanismerne i en storklub som Anderlecht, og der er presset altid stort. Hvis holdet ikke vinder eller spiller godt, opstår der ofte gnidninger mellem klubben og omgivelserne. Træneren kan så få spørgsmål, som han ikke mener er særlig intelligente og svare derefter. Generelt er det jo sådan i livet, at hvis man ikke behandler folk med respekt, får man oftest ikke respekt igen,« siger Carsten V. Jensen.

»Men jeg vil gerne understrege, at vi i FCK ønsker at have et godt forhold til pressen. Vi er en åben klub og svarer gerne på spørgsmål, men står omvendt heller ikke bare og modtager tæsk, hvis spørgsmålene er usaglige. Ariël Jacobs er blevet taget godt imod af pressen her siden sin præsentation for FCK forleden. Pressen er mødt talstærkt op og har allesammen kunnet få interviews med ham efter træning, selv uden en forudgående aftale. Ariël Jacobs har svaret velvilligt på spørgsmålene, og så længe der ikke er nogen problemer her, er hans fortid med pressen ikke et tema.«

En nærliggende tanke er, at Ariël Jacobs’ kortfattede svar til den belgiske presse måske skyldes, at han er blevet behandlet for hårdt, i forhold til standarden i den belgiske sportspresse. Men journalisterne afviser det.

»Vi i medierne har bestemt ikke været for hårde ved Ariël Jacobs. Vi er de rene engle sammenlignet med for eksempel den hollandske eller italienske presse. Når jeg læser de hollandske aviser, som kommenterer deres landsholds indsats ved EM, så kan de to ting slet ikke sammenlignes. De hollandske aviser bruger et utrolig groft sprog i deres kritik, som man hidtil aldrig har set i Belgien. Hvis jeg skrev de samme ting om et belgisk hold, ville det være slut med interviews med den klubs spillere for mig. Belgiske spillere og trænere kan godt finde på at ringe journalister op for at klage over noget, der har været skrevet, selv om det er bagateller i forhold til andre lande,« siger Bruno Govers fra FOOT.

»Jeg mener heller ikke, at vi har været for hårde ved ham. Det er sandt, at Ariël Jacobs vandt to mesterskaber, men han tabte også to, hvoraf det ene burde være vundet, inden det kom til en play off-finale mod Standard. Desuden formåede han i fire sæsoner ikke at kvalificere Anderlecht til Champions League, og det er altså længe for en klub af Anderlechts størrelse og med de traditioner. Anderlecht tabte to gange i sidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet, og det var mod BATE Borisov og Partizan Beograd. Begge klubber, som Anderlechts burde være bedre end, og Anderlecht havde også et bedre hold. Når de så ikke lever op til favoritværdigheden, er det klart, at der kommer kritik,« siger Jürgen Geril fra De Standaard.

Normalt at pisse territoriet af
Ariël Jacobs’ infight med den belgiske presse er dog langtfra unormal på de kanter. Det er en del af et spil, som foregår i den belgiske og hollandske fodboldkultur, ifølge tidligere Anderlecht-spiller, og nuværende ekspertkommentator for Viasat, Per Frimann.

»Belgiske trænere har gerne det her spil med pressen, hvor man udfordrer hinanden. Det er en del af hverdagen. Det opstår meget på pressekonferencerne, fordi langtfra alle træninger er åbne. Journalisterne har pressekonferencerne til at komme igennem med deres dagordener, mens træneren kan bruge dem til at sætte journalisterne på plads og vise, hvem der bestemmer og er i kontrol. Det er et “pisse territoriet af-spil”.«

»Den senere belgiske landstræner René Vandereycken gjorde det meget, da han var træner for Genk. Han var også bidende ironisk over for pressen og kunne råbe op, og man tænkte: “Hvad er han mon så sur over?” Vandereycken kunne have læst en klumme i en avis, som han ikke brød sig om, og ville så lige benytte pressekonferencen til at sætte journalisten på plads og sige: »Det her har du ikke en skid forstand på”.«

»Det samme ser du i den hollandske fodboldkultur, hvor en træner som Louis van Gaal også altid tager sine kampe med journalisterne til pressemøderne. Han chokerede de tyske journalister, da han kom til Bayern München. Belgiske og hollandske trænere vil gerne vise på deres helt egen facon, at de ved mere end journalisterne,« siger Per Frimann, som ser frem til, at en ny fodboldkultur gør sit indtog i Danmark med Ariël Jacobs.

»Ariel Jacobs er jo en pisse intelligent mand, og jeg er sikker på, at han kommer med udtalelser på dansk til vores egen presse inden for et halvt år. Det kan godt blive en udfordring for de danske journalister, men samtidig også spændende at blive stillet over for en anden fodboldkultur, end vi er vant til. Jeg tror, at Ariël Jacobs bliver en gave for os, og man skal tage det som en oplevelse,« siger Per Frimann, som også kan huske en episode mellem Ariël Jacobs og den belgiske presse, der viser, at han har humor.

»Han kan jo være skide sarkastisk over for pressen. Efter en kamp, som Anderlecht havde vundet klart og spillet godt i, blev han spurgt af journalisterne, hvad han syntes om kampen. “Hvilken kamp?” spurgte Ariël Jacobs tilbage. Journalisten så undrende tilbage og sagde: “Ja, altså den kamp I lige har spillet.” Jacobs sagde så: “Hvilken kamp? For mig at se var der ikke rigtig tale om nogen kamp”.«

»Stilen virker måske nok konfrontatorisk, men den er også med til at profilere Ariël Jacobs, samtidig med at han tager presset væk fra sine egne spillere,« mener Per Frimann.