Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-stopper om mange indkasserede mål: Vi spiller med høj risiko

Kian Hansen accepterer, at FC Nordsjællands spillestil fører til, at holdet indkasserer mange chancer.

FC Nordsjælland tabte søndag på udebane 1-3 til OB og inkasserede hermed mål nr. 22, 23 og 24 i sæsonen.

Selv om FCN-træner Flemming Pedersen indrømmer, at det ikke er godt nok, så påpeger han, at det for klubben er vigtigt at balancere udviklingen af de unge spillere med det resultatmæssige.

- Vi skal hele tiden balancere udvikling og resultater, men vi skal ikke have for meget snor i de unge mennesker, for de skal have lov til at vise, hvad de kan, siger Flemming Pedersen.

- Dog kan vi ikke sige, at resultater ikke er betydningsfulde, for vi vil gerne i top-6.

I bund og grund har han ikke noget problem med, at holdet lukker mange mål ind – så skal der bare laves mange flere i den anden ende.

- Kun hvis vi havde scoret dobbelt så mange mål, end hvad vi har gjort i sæsonen, havde det været okay at have lukket så mange mål ind.

- Jeg har ikke noget imod, at der er otte-ni mål i snit pr. kamp.

Forsvarsspilleren Kian Hansen er træt af, at nordsjællænderne lukker så mange mål ind, men accepterer, at det er en del af spillestilen hos FCN.

- Med den form for fodbold, som vi spiller, der afgiver vi også mange chancer, og det er bare sådan, det er, siger Kian Hansen.

- Jeg kan godt lide at spille den her form for fodbold. Vi spiller med høj risiko, og det kan jeg egentlig godt lide.

I nederlaget til OB så FCN-defensiven skidt ud i flere situationer, og Hansen indrømmer, at det burde have været bedre.

- Vi burde have forsvaret os bedre mod OB. Vi blev straffet af dem i vores gode perioder, og fik desværre ikke straffet dem. Sådan er fodbold.

/ritzau/