Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-træner efter nederlag: Vi havde styr på dem

Torsdagens nederlag til Brøndby var en bitter fornemmelse for FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen.

FC Nordsjælland-cheftræner Flemming Pedersen var egentlig godt tilfreds med præstationen i torsdagens forårspremiere mod Brøndby i 3F Superligean.

Det fortæller han til klubbens hjemmeside.

Opgøret endte med et smalt nederlag hjemme på Right to Dream Park for FC Nordsjælland på 0-1 på et mål af Brøndbys Simon Hedlund, men alligevel så hjemmeholdets cheftræner positive takter fra sine spillere.

- Jeg tror, det var den kamp, jeg har været med til mod Brøndby, hvor vi har haft allermest styr på dem. Fordi det er ikke mange muligheder, de får skabt. De bliver tit tvunget til at slå den langt, men det er så også en af de lange bolde, de får scoret på, siger Flemming Pedersen.

Efter kampen var Pedersen derfor ærgerlig over, at hans mandskab ikke fik udbytte af det gode spil.

- Det er altid svært at vurdere dét med fortjeneste, men vi kunne sagtens have vundet denne her kamp, hvis man kigger på kvalitet i spillet. Og jeg tror også, vi fører mange af de offensive statistikker.

Læs også:BIF-lejren: Har set klubber spille med musklerne

Vil ikke sammenligne debutant med Marcondes

Torsdagens hjemmekamp bød også på debut til Victor Jensen, som FC Nordsjælland har hentet hjem fra Ajax på en lejeaftale frem til sommer.

Den 20-årige dansker fik lidt mere end 20 minutter på banen, og han gjorde et godt indtryk hos cheftræneren.

- Han kan bidrage som målscorer, og det ser vi allerede i dag, hvor han kommer med i boksen. Samtidig er han rigtig dygtig til at linke vores spil op, fordi han jo er en mellemrumsspiller.

Læs også:Brøndby-træner trods sejr: Det er ikke godt nok

- Jeg vil ikke sammenligne ham med Emiliano (Marcondes, red.), men han var også den type spiller, der kunne begge dele, og det har vi manglet.

Med nederlaget ligger FC Nordsjælland nu på en ottendeplads i 3F Superligaen med syv point op til FC København på sjettepladsen.

Søndag skal Farum-klubben igen i aktion på hjemmebane, når de tager imod OB.

Kampen fløjtes i gang klokken 14.00.

Læs også:Hedlund sikrede sejren: Her skal BIF forbedre sig

Læs også:FCN opgiver ikke top seks: Stadig fine muligheder

Læs også:Brøndby IF går alene på førstepladsen