Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-teenagere ydmyger AaB og holder bronzedrøm i live

FC Nordsjælland slog AaB stort, da Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus viste stor målfarlighed i slutspillet.

FC Nordsjælland storsejrede lørdag på Aalborg Portland Park. AaB blev slået med 4-0 i 3F Superligaens mesterskabsspil.

De to 19-årige offensivspillere Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus stod hver for to mål mod nordjyderne. Dermed er den nordsjællandske bronzedrøm fortsat i live, mens AaB ligger klart sidst i top-6.

Opgørets start var præget af hurtigt pasningsspil og højt pres fra begge mandskaber. Men gæsterne satte sig hurtigt på spillet og dominerende med sikre afleveringer gennem de nordjyske kæder.

AaB formåede slet ikke at opretholde presset på FC Nordsjællands hurtige offensivspillere.

En halv time inde i første halvleg kom fløjspilleren Ibrahim Sadiq igennem i venstre side og lagde en tværaflevering ind i det lille felt. Herfra kunne Mikkel Damsgaard lægge bolden roligt ind i et tomt mål.

Få minutter senere var FC Nordsjælland-talentet igen i aktion. Midtstopperen Jores Okore clearede et indlæg i AaB-feltet. Herefter opsnappede Damsgaard bolden uden for feltet og scorede med et flot mål fra distancen.

Fem minutter efter pausen udbyggede 19-årige Mohammed Kudus til 3-0, da en tacklet bold endte i dybden.

Kort efter kom Kudus igen på måltavlen, da han selvstændigt spillede sig gennem en passiv AaB-kæde og udplacerede Andreas Hansen i målet.

Dermed har FC Nordsjælland seks point op til AGF på tredjepladsen i Superligaens mesterskabsspil. Aarhusianerne spiller søndag med FC Midtjylland.

/ritzau/