Det bliver uden Benjamin Nygren, når FC Nordsjælland senere på måneden sparker forårssæsonen i gang.
Den 22-årige svensker kom til skade med knæet, da Farum-klubben søndag mødte amerikanske LAFC i en træningskamp, og skaden er så alvorlig, at Johannes Hoff Thorup må se bort fra Nygren i de kommende måneder.
Det oplyser FC Nordsjælland på sin hjemmeside.
- Vi er super ærgerlige over den uheldige situation, men med det mindset og den kompetitive personlighed, "Benji" har, så er vi sikre på, at han kommer endnu stærkere tilbage. Vi glæder os til at se ham i aktion igen, så han kan fortsætte den gode sæson, han havde gang i, siger sportschef Jan Laursen.
FC Nordsjælland oplyser, at håbet er, at Benjamin Nygren er tilbage på banen, inden sæsonen er slut.
Han lavede i efteråret ni mål og et oplæg i 27 kampe for FC Nordsjælland.