Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-midtbane rygtet væk: Jeg føler mig ikke så vigtig for tiden

Mikkel Rygaard er skuffet over ikke at komme på banen for FC Nordsjælland, men accepterer at blive i klubben og kæmpe for sin plads, hvis klubben vil beholde ham.

Det er ikke blevet til Superliga-minutter i benene hos Mikkel Rygaard de seneste to runder, hvilket den 28-årige kreative midtbanespiller blev spurgt ind til efter kampen mod Hobro, som han måtte se fra bænken. Han medgav, at han var skuffet.

- Ja, det er jeg. Jeg tror, enhver fodboldspiller, der ikke kommer på banen, er skuffet. Selvfølgelig er jeg også skuffet over ikke at komme på banen, sagde Mikkel Rygaard til TV3 Sport.

Selv havde den sportslige ledelse i FC Nordsjælland givet udtryk for, at de forventer, at Rygaard bliver i klubben, selvom han rygtes væk.

- Hvis de siger det, så er jeg, for det er dem, der bestemmer i klubben, og har de ikke lyst til at skille sig af med mig, så skal jeg blive i klubben og det er, hvad det er. Ifølge dem er jeg en vigtig spiller på holdet. Jeg føler mig ikke så vigtig for tiden, mens hvis de synes, jeg er vigtig for holdet og for truppen, så må jeg være det.

Rygaard er i løbet af ugen blevet rygtet til AGF.

- Det er ikke nødvendigvis AGF, jeg vil til, jeg vil bare spille fodbold. Hvorhenne, det bliver, det ved jeg ikke. Hvis sportscheferne siger, at jeg bliver i FC Nordsjælland, så gør jeg det og så må jeg forsøge at kæmpe mig på holdet igen, sagde Rygaard til TV3 Sport.