Mansour-familien, FC Nordsjællands nye ejere, er meget mere end fodboldinteresserede milliardærer. De er også chefer for et firma, der gennem flere år hjalp en hemmelig efterretningstjeneste med at overvåge borgere hjemme i Egypten.
Den overvågning spiller en central rolle i regimets systematiske undertrykkelse af ytringsfrihed og fængsling af kritikere.
Dermed, mener eksperter, bærer Mansour-familiens firma en del af ansvaret for, at Egyptens regering, der kom til magten ved et militærkup, kan holde sine borgere i et jerngreb.
Det hele begyndte med en email for snart 10 år siden.
Ved første øjekast lignede den starten på et almindeligt samarbejde mellem to firmaer. Afsenderen, Mohamed, introducerede det firma, han arbejdede for. GNSE hed det, var stiftet i 2001 og “ejes af en de største koncerner i Egypten, som er Mansour Group,” står der i emailen, som tipsbladet.dk har set.
Det var dog ikke et hvilket som helst firma, som GNSE-medarbejderen Mohamed skrev til. Modtageren var italienske Hacking Team, som specialiserede sig i overvågningsteknologi. Hacking Team er siden blevet berømt og berygtet for at sælge hacking-software til alverdens rædselsregimer. Saudi-Arabien, Rusland, Bahrain, Dubai. Og altså Egypten.
Hacking Team lagde ikke skjul på, hvad firmaets produkter kunne. Allerede i sin anden email lød det fra sælgeren Mostapha:
“Vi har en meget kraftfuld løsning ved navn Remote Control System (RCS). RCS er designet til at angribe, inficere og overvåge udvalgte PC’er og smartphones på en skjult måde.”
RCS understøttede, tilføjede han, både Windows og Mac, iPhone og Blackberry. Når den var installeret, kunne den aktivere kameraer, aflytte mikrofoner, optage Skype-samtaler og indsamle kodeord.
På dette tidspunkt vidste Mostapha og resten af Hacking Team dog endnu ikke, hvem GNSE købte udstyret på vegne af.
Mere end 1 million euro
GNSE har siden skiftet navn og hedder nu Infort. Det er dog stadig en del af Mansour Group, som onsdag overtog Right to Dream og dermed FC Nordsjælland.
De tre Mansour-brødre, Mohamed, Youssef og Yasseen, ejer koncernen, og Youssef er i hvert fald tidligere bestyrelsesformand for GNSE. Tipsbladet.dk har ikke kunnet bekræfte, om han stadig er det.
Hvad der til gengæld stod klart fra begyndelsen var, at GNSE ikke skulle indkøbe hacking-udstyret til sig selv. I første omgang skulle Forsvarsministeriet i Egypten bruge det, skrev førnævnte Mohamed (dog ikke Mansour) i en mail til Hacking Team.
To år senere, i juni 2013, var en delegation fra Hacking Team i Kairo. Formålet var, skrev en medarbejder til sine kollegaer, at møde en ny kunde ved navn Technical Research Department (TRD) for at vise, hvordan firmaets produkter hacker mobiltelefoner og computere.
“Vi var sammen med dem i halvanden dag, alt gik glat,” skrev Mostapha til to kollegaer.
Det eneste problem var, at mange egyptere brugte så gammel en udgave af Windows, at Hacking Team ikke understøttede hacking til de pc’er.
Dagen efter mødtes parterne igen.
“De var alle sammen rigtig glade og besluttede sig for at købe RCS’ere (vi taler om mere end 1 million euro),” skrev Mostapha.
Den nye kunde, der ville lægge godt 7,5 millioner kroner i Hacking Teams kasse, var ikke hvem som helst. TRD var en hemmelig efterretningstjeneste. Så hemmelig, at næsten ingen kendte dens eksistens før næsten tre år senere.
Værd at grave i
Privacy International er en organisation, der kæmper mod overvågning og for demokrati og frihedsrettigheder. I 2015 var seniorefterforskeren Eva Blum-Dumontet på sporet af det mystiske TRD.
Nogen hos virksomheden Nokia Siemens Networks havde lækket en stor bunke hemmelige dokumenter til hende, og de afslørede, at det finsk-tyske firma solgte udstyr til TRD. Men selv om hun havde speciale i netop overvågning, anede hun ikke, hvem eller hvad TRD var.
Når hun googlede, kom der ingenting frem. Når hun spurgte sine kontakter, kendte de enten intet eller kun meget lidt til efterretningstjenesten.
Blum-Dumontet havde brugt omkring et år på et kaste lys over TRD’s lyssky identitet, da hun fik et gennembrud. Ved en tilfældighed.
Nogen havde ironisk nok hacket Hacking Team og lækket 400 gigabytes af emails, kontrakter og fakturaer fra det italienske firma. Dokumenterne var endda søgbare.
- Så jeg tænkte: "Gad vide, om der står noget om TRD”, fortæller Blum-Dumontet.
Det gjorde der. Over 600 emails indeholdt “TRD”. Endelig stod efterretningstjenestens funktion klar for hende.
- Her var en institution, som var klar til bruge millioner på overvågningsteknologi, som ville gøre det muligt at overvåge kommunikation på nationalt plan. Og ingen vidste noget om dem. Så jeg tænkte, at det måtte være værd at grave i, siger Eva Blum-Dumontet.
"Mansour-firma er medskyldig"
GNSE agerede mellemmænd i handlerne med hacking-udstyr. På vegne af først Forsvarsministeriet og siden TRD afgav de ordrer hos Hacking Team, og i mindst ét tilfælde, som tipsbladet.dk har set, bad en GNSE-medarbejder Hacking Team om at sende produktet direkte til ministeriet.
På den måde hjalp Mansour-ejede GNSE Egyptens benhårde dikatur med at købe hacking-udstyr til at overvåge befolkningen.
Eva Blum-Dumontet tog kontakt til GNSE, inden hun publicerede sin rapport i februar 2016, men fik intet svar. Tipsbladet.dk har været i kontakt med FC Nordsjælland, der på vegne af Tom Vernon, der solgte de fleste af sine aktier til Mansour-familien, har sendt følgende udtalelse:
- Vi har i Right to Dream haft et samarbejde med Mansour-familien siden 2013, da de hjalp os første gang med opførelsen af vores akademi i Ghana. Over årene har vi opbygget et stærkt partnerskab baseret på tillid og respekt og med fælles værdier som drivkraft. De værdier er ikke kun grundstenen i Right to Dream og FCN, de er også fundamentet for vores fælles fremtid og ambitioner med Mansour-familien.
Tipsbladet.dk har også kontaktet Mansour Group, men pressemedarbejderen er ikke vendt tilbage. Eva Blum-Dumontet fra Privacy International vil imidlertid gerne knytte en kommentar til indkøbet af overvågningsudstyr.
- Man skal forstå, at det, Hacking Team gør, er at give regeringen fuld og komplet adgang, som om det var dem, der brugte telefonen. De kan se, når man tænder sin telefon, hvad man laver med den, hvad man skriver, hvem man skriver til, siger hun.
- Det er en meget målrettet form for overvågning. Den gennemsnitlige borger kommer ikke til at stå med Hacking Team-spyware på sin telefon. Men det faktum, at de har teknologien, er noget, folk bør være bekymrede for.
Blum-Dumontets bekymring bunder blandt andet i, at TRD er en hemmelig efterretningstjeneste, der ikke lader til at have nogen kontrolinstanser. Den refererer direkte til præsidenten, Abdel Fattah el-Sisi. Han kom til magten ved et militærkup i 2013, og han står i spidsen for et styre, der slår hårdt ned på alle, der siger det imod.
Teknologien og anvendelsen er ifølge Blum-Dumontet det største problem. Men det betyder ikke, at firmaer som GNSE, der har stået for indkøbet af det, ikke har et ansvar.
- Det øjeblik, den egyptiske regering bruger den teknologi til at bryde menneskerettigheder, vil ethvert firma, der har faciliteret de handler, være medskyldig. De ved, hvad der sker. Man køber ikke Hacking Team-spyware uden grund. Man ved, hvordan det bliver brugt. Man ved, det bliver brugt målrettet mod folk, som regeringen er efter. Det er ofte teknologi, der bliver brugt uden en dommerkendelse, siger hun.
"Meget problematisk"
I forbindelse med Privacy Internationals afsløring stod Hacking Team fast på, at firmaets salg var fuldt ud lovligt. Ikke desto mindre har firmaet været udsat for omfattende kritik for at sælge udstyr, der hjælper nogle af klodens skrappeste diktaturer med at holde deres befolkninger nede.
Til den kategori hører Egypten.
- Hvis vi ser på menneskerettigheder og demokrati, har det aldrig set værre ud i moderne tid, siger Rasmus Boserup, mellemøstekspert og direktør for EuroMed Rights, en menneskerettighedsorganisation.
- Det kan man se på forskellige måder; tal ligger tilgængelige over det hele. Der er ca. 60.000 politiske fanger, og under Mubarak (diktator gennem 30 år) var der - slag på tasken - et sted mellem 6.000 og 8.000.
Det er ifølge Boserup alle dele af samfundet, der bliver ofre for det egyptiske styres kamp mod ytringsfrihed.
- Det er journalister, det rettighedsforkæmpere, det er den politiske opposition, udrensning af militæret og den politiske klasse, hele vejen rundt, finansmænd også. Ganske almindelige mennesker, der er med i de der massearrestationer, de laver. Så det er hele pakken, og det er på mange måder klassisk militærdiktatur, siger han.
Den digitale overvågning spiller en nøglerolle i el-Sisis jerngreb om befolkningen.
- Der har været mange forskellige sager med det der gennem tiden. Hvor systemet køber udstyr til at lave internet-overvågning og repressivt udstyr til crowd control og sådan noget. Det er meget problematisk, når man har den type system, som ikke kan kaldes demokratisk, siger mellemøsteksperten.
Se Hacking Teams fulde svar på Privacy Internationals rapport her:
Politisk loyalitet eller ussel mammon
Rasmus Boserup påpeger dog, at ét forhold måske nuancerer GNSE’s rolle. For i Egypten er det ikke altid nemt at sige nej, hvis regimet beder om en tjeneste. Især ikke hvis man vil blive ved med at være blandt de relativt få, som vinder store offentlige opgaver.
- Hvis man vil holde sig inden for vilkårene - at et snævert udvalg af aktører rundt omkring statsinstitutionerne er dem, der får kontrakterne - skal man levere noget tilbage. Altså total loyalitet, siger han.
- Jeg kan ikke sige, om den specifikke sag er udtryk for den logik, men vi ved, at den logik findes i det egyptiske system. Og vi ved, at det er meget svært at komme i betragtning som en væsentlig politisk spiller i det egyptiske system, hvis ikke man leverer loyaliteten.
- Det kan selvfølgelig også være, at det bare er ussel mammon, der har fået dem til at sige: "Hey, sikke en mulighed!" Det ved jeg ikke. Men det politisk-økonomiske system kører også på de præmisser der.
I januar 2016, en måned før Privacy Internationals rapport så dagens lys, gav Mohamed Mansour, overhovedet i familien og i Mansour Group, et interview til mediet Construction Week. Her roste han præsident el-Sisis militærregering for at genskabe ro i Egypten, efter Mubaraks diktatur blev væltet under Det Arabiske Forår.
- Det er langt mere stabilt. Regeringen har gjort et godt stykke arbejde med at bringe sikkerhed tilbage, fordi det var et mareridt, sagde han.
Den sikkerhed er blandt andet tilvejebragt af el-Sisis' hårde kurs over for kritikere, hvilket Mansour Group gennem GNSE har hjulpet ham med.
- Ja, det hænger sammen, siger Rasmus Boserup.
- Det er jo ikke stabilitet som i dansk eller svensk sammenhæng. Det er stabilitet ved at smide alle, der vil sige noget, i spjældet. Er der andre, der vil sige noget? Så er det en kugle i nakken.