Superliga-klubben FC Nordsjælland solgte meget rutine og kvalitet i transfervinduet, hvor blandt andre Victor Nelsson, Mads Valentin Pedersen, Karlo Bartolec og Andreas Skov Olsen blev solgt.
Og sidst i transfervinduet rørte tingene igen på sig i Farum-klubben, hvor Mikkel Rygaard indikerede, at han kunne være interesseret i at komme væk fra klubben. Både AGF og OB var meldt interesseret, men et skifte kom aldrig i stand.
Træner Flemming Pedersen forklarer, at et salg så absolut var en mulighed.
Læs også:FCN-midtbane rygtet væk: Jeg føler mig ikke så vigtig for tiden
- Der er flere sider af sådan en sag. Den første side er, at spillerne skal være glade for at være her. Den anden side er, at der skal være tilstrækkeligt med spilletid, så spillerne føler, at det, de bidrager med, kan bruges. Det er meget vigtige parametre for os. Det blev diskuteret (et salg, red.), og det var ikke sådan, at Rygaard partout skulle blive her. Men i forhold til de økonomiske tilbud, der var på Mikkel, vejet op mod hans værdi i klubben, blev det ikke til noget, siger FC Nordsjælland-træneren til tipsbladet.dk.
Der er ingen tvivl om, at FC Nordsjælland sagtens kan finde en rolle og sikkert også minutter her og der til Mikkel Rygaard, men faktum er bare, at han har siddet på bænken i en større del af efterårssæsonen. Indtil videre har han blot spillet fem kampe i ligaen - tre fra start - og konkurrencen centralt på midtbanen er hård, hvor flere unge spillere lige nu er foran den rutinerede midtbanespiller.
Læs også:FC Nordsjælland beholder Mikkel Rygaard og Godsway Donyoh
Prisen endte dog med at blive afgørende for, at Rygaard blev i FCN.
- I Mikkels tilfælde var der flere end to klubber, der var interesserede, men man kan ikke tro, at fordi en spiller sidder på bænken, kan man bare lige hente ham. Der er stor konkurrence på den position, Rygaard spiller, for vi har både (Mikkel) Damsgaard, (Magnus) Kofod og "Jaxe" (Jacob Steen Christensen). Men de spiller på U21-landsholdet, og der vil være belastning på dem i efteråret. De unge kan ikke køre en hel efterårssæson, når der er U-landskampe, turneringskampe og et par pokalopgør. Vi siger, at truppen ikke er stærkere end det svageste led, så vi skal have en god trup, siger Flemming Pedersen og forklarer:
- Og så har Rygaard også en stor indflydelse uden for banen, og han bidrager meget til vores analysesessions. Han er ikke bange for at sige tingene, som de er. Han har stor værdi for FC Nordsjælland.
Mikkel Rygaard skiftede til FCN for halvandet år siden på en fri transfer fra Lyngby BK. Kontrakten med Farum-mandskabet udløber i sommeren 2021.
Læs også:Målhelt til tidligere holdkammerat: Kom til AGF
Læs også:FC Nordsjælland beholder Mikkel Rygaard og Godsway Donyoh